I Taastrup eksperimenterer Lasse med frankensteintræer og frø til fremtiden

Der lugter sødt af raps langs landevejen til Pometet. En Burger King-kop ligger i grøften. En traktor og en lastbil brøler forbi med en modig hastighed, og bag markerne kan man fornemme det konstante sus fra Holbækmotorvejen.

Over os hænger tunge skyer og truer.

»Det skal ikke regne i dag,« siger Lasse Lose, det er en konstatering og et håb.

Han har brug for tørvejr, for i dag skal der sprøjtes mod svampesygdomme, og så går det ikke, at himlen åbner sig. Han er iklædt arbejdsbukser og fleecejakke og beskriver selv sit arbejde som »20 procent gartner og 80 procent leder«.

På jorden står endeløse rækker af sorte potter med næsten nøgne grene stikkende op. »Jytte Abildstrøm« står der på en hvid seddel på den ene. Kniber man øjnene sammen, kan man lige forestille sig, at alle disse potter om få år bliver til blomstrende æbletræer, plantet ud et sted på den store grund. Men lige nu står de her i børnehaven og agerer labyrint for stedets mindste medarbejder, en sort kat med hvide aftegninger, der hedder — men ikke lystrer — Iris.

»Hun er vores yngste ansatte,« siger Lasse Lose. »Hun fanger rotter og mus«.

Vi er på Pometet, Københavns Universitets levende genbank i Taastrup. Et sted, der både er frugtplantage, forskningsfacilitet, laboratorium og kulturhistorisk arkiv. Her bliver gamle sorter podet, undersøgt, formeret og bevaret, og nye tilføjes hele tiden til samlingerne.

Men Pometets historie begyndte længe før Taastrup.

Et sted, der hele tiden måtte flytte sig

I 1858 på Frederiksberg på det, der dengang hed Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole, anlagde man en frugthave med ambition om at samle så mange frugtsorter som muligt, så de studerende kunne lære at kende forskel på dem og vurdere deres egnethed til danske forhold.

Hvis man går lidt tilbage i tiden, har man brugt meget kemi herude. Den har ikke fået for lidt

Problemet var bare, at der aldrig rigtig var plads nok.

J.R. Dybdahl, som var docent i havedyrkning og havde ansvar for haven fra 1863, »lod tiltrække flere frugttræer, end der var plads til,« som det står i en gammel beretning om Pometet.

Docenten podede dengang flere sorter på samme træ for at få plads til dem alle. Og efterhånden som København voksede, måtte frugthaven igen og igen afgive jord til byggeri, jernbane og veje. Byudviklingen havde ikke lige indtænkt en stor frugtplantage midt på Frederiksberg.

Til sidst blev det nødvendigt at flytte hele samlingen ud af byen. I 1956-57 blev omkring 1.000 træer flyttet til Højbakkegård ved Taastrup. Omkring 20 studerende hjalp med arbejdet og blev belønnet med æblemost.

Pometet ligger stadig herude i dag, lidt gemt bag læhegn og marker på en skrånende grund, hvor vinden fortsat rusker hårdt i træerne.

»Der er meget blæsende derude,« skrev professor Anton Pedersen allerede i 1950’erne. »Læ er en nødvendighed«.

800 æblesorter og et par næsten uddøde pærer

Pometet er mange ting, men først og fremmest en genbank, fortæller Lasse Lose, mens vi går rundt blandt de nøgne kviste.

Et sted, hvor man bevarer og kategoriserer sorter, der af den ene eller anden grund er værdifulde eller måske bliver det engang i fremtiden. Københavns Universitet huser mange biblioteker, men dette må siges at være det mest levende.

Her findes omkring 800 forskellige æblesorter. 350 af dem er danske, og nogle går helt tilbage til 1600-tallet. Andre er nyere opfindelser med navne som Karen Blixen og Jytte Abildstrøm.

En del af de nyere træer er det, Lasse Lose kalder »DSB-æbler«.

Varianter, der er opstået, fordi passagerer gennem årene har siddet i togene og spist Granny Smith-æbler og smidt skrogene ud ad de vinduer, der engang kunne åbnes.

Når man er vant til at gå og plukke og smage frugt, når den er perfekt moden, er det verdens kedeligste ting at gå i supermarkedet og købe æbler.

Nogle af kernerne spirede, blev til træer og blev bestøvet med fædrene gener fløjet ind fra nær og fjern af bierne. Over årene opstod nye sorter langs de gamle banelegemer.

I kælderen under hovedbygningen dufter sødligt og krydret af kirsebær og begyndende forrådnelse. Her står flasker og balloner og egetræsfade fyldt med vin lavet på »Havens« frugter.

Personalestuen ovenpå er fyldt med podekviste, plastspande og værktøj. I en gryde står podevoks med en pensel størknet i, og på bordet ligger de kastanjegrene, Lasse Lose var i gang med at pode i morges. Hernede føles stedet mindre som en plantage og mere som et arkiv over levende organismer.

Pometet er ikke økologisk, fortæller Lasse Lose, mens vi bevæger os væk fra Jytte og de andre unge planter og ud til de voksne træer. En lille blå traktor kører rundt i en hvid tåge lidt væk. Den vigtigste opgave er at holde sorterne i live, og hvis sygdomme eller skadedyr angriber træerne, skal de kunne bekæmpes.

»Vi mistede hele pæresamlingen for 14 år siden, fordi der kom et nyt skadedyr til Danmark,« siger Lasse Lose.

Men de har skåret markant ned på brugen af kemi.

»Hvis man går lidt tilbage i tiden, har man brugt meget kemi herude. Den har ikke fået for lidt, for alt skulle stå pletfrit. Det har jo også nogle omkostninger.«

Han kan godt lide, at han og de andre gartnere kan gå frit rundt mellem træerne, plukke frugt og røre og smage uden bekymring. Han kan godt lide, at han frit kan lade sine børn komme på besøg.

»I stedet for at tænke i, hvor meget vi må give, så starter vi med et minimum og arbejder os ud derfra.«

Mælkebøtter, bier og orden i rækkerne

Vi bevæger os ned blandt de voksne træer. Række efter række står de små æbletræer med hvide og lyserøde blomster. Hvis bestøvningen lykkes, bliver det et godt frugtår. Æbler, pærer, stenfrugter, kirsebær. Bærbuske med ribs, solbær, stikkelsbær.

Overalt i græsset står hidsiggule mælkebøtter og vipper i vinden.

Lasse Lose bliver jævnligt spurgt, hvorfor han lader dem stå i stedet for at slå dem ned.

Jovist, de spreder sig hurtigt. Men bierne skal også have noget at leve af, siger han. Når frugttræerne springer rigtigt ud, flyver insekterne videre til dem, og så kan gartnerne slå græsset og mælkebøtterne ned.

Det er både og, ikke enten eller. Derfor sår de også blomsterstriber, så der stadig er noget tilbage i bestøver-buffeten, når frugttræerne er færdige med at blomstre.

Træerne står sammen i par — A og B. Kloner. Der skal altid være mindst to versioner af samme sort. Enkelte steder er der tomme huller i rækkerne.

»Det er jo trist,« siger Lasse Lose. »For det betyder, at en sort er død.«

Ofte er der dog dubletter oppe i planteskolen eller andre steder i samlingen.

Vi passerer hyldesamlingen, omkring 80 sorter, mange af dem forædlet tilbage i 1960’erne og 70’erne.

»Man snakker så meget om alle de der superbær i dag,« siger han. »Men hyld er det sundeste, du kan få.«

Et sted, man får jord under neglene

Lasse Lose har været pometmester i otte år. Han er uddannet gartner og voksede op med en planteskole som nabo.

Han kan godt lide orden. De snorlige rækker. Planter og træer, der ser godt ud.

Der er ikke meget Vild med vilje over hans lederskab.

Men i Skovhaven på Pometet får gartnereleverne lov til at eksperimentere. Her vokser det hele tættere og mere uregerligt. Der er ingen penge til projektet, men når det regner, og man ikke kan beskære træer, får eleverne lov til at arbejde videre med projektet.

Jeg var træt af, at Pometet blev set som et æblemuseum. Det er jo et skattekammer

Studerende fra universitetet kommer også herud for at tage jordprøver og lave analyser. Her er ingen lige rækker — til gengæld er der andre former for samarbejde på spil. Et stort træ rager op over de andre og binder kvælstof i jorden, som de mere skyggeglade planter længere nede får glæde af.

»Ideen er, at man kan spise i alle niveauer af haven her. Det er et dyrkningssystem, som foregår i nogenlunde harmoni med sig selv og lægger sig op ad principperne i permakultur.«

Lasse Lose fortæller, at han ikke interesserede sig særligt meget for frugttræer, før han begyndte herude. Men stedet har gjort ham kræsen.

»Når man er vant til at gå og plukke og smage frugt, når den er perfekt moden, er det verdens kedeligste ting at gå i supermarkedet og købe æbler. Jeg er blevet fuldstændig ødelagt af at arbejde her.«

Sommerfugle på altanen

Vi går videre mod en blå container med ordene URBAN FARMING skrevet på siden. Rundt omkring står højbede med timian, jordbær, rabarber og grønkål.

»Da jeg blev ansat, blev det skrevet ind i min kontrakt, at jeg skulle sørge for, at der kom noget urban farming på Pometet,« griner han.

Interessen for selvforsyning og for at dyrke noget, man selv kan spise, er vokset markant i løbet af hans tid her. Byhaver, tagtomater og selvforsyning på altanen er i høj kurs.

»Der er to vinkler i det. Det første handler om, at vi gerne vil kunne dyrke noget og brødføde os selv, det andet er den mere sociale vinkel.«

Dyrkningsmæssigt kan en altankasse eller skovhave ikke konkurrere med moderne landbrug, siger han. Men det kan noget andet.

Jeg fortæller ham, at jeg for nylig har fået min første altan og hængt blomsterkasser op. At jeg forleden fik besøg af min første sommerfugl, som snusede rundt blandt de krydrede nelliker.

»Det gør noget for mennesker at gå og røre i jorden,« siger han. »Det giver noget mentalt.«

»Nogle gange har vi elever, som har haft en svær periode. Så kommer de herud og arbejder med planterne og får fingrene i jorden og oplever, at de lykkes. De får flyttet tankerne lidt og kommer ned i hænderne. Det kan bare noget.«

Et skattekammer, der ikke må lukke sig om sig selv

En gang om året holder Pometet åbent hus. Når træerne bugner af frugt i september, strømmer besøgende til fra hele landet.

De prøver at lave arrangementer, der appellerer til børnefamilier, så det “ikke bare bliver et pensionistrally, der skal ud at have æblekage,« som Lasse Lose siger.

Et år lavede de en labyrint af solsikker. Det blev en succes blandt børnene. Og Pometet er nødt til at vise omverdenen, hvorfor stedet eksisterer, siger pometmesteren:

»I Danmark er vi historisk set rigtig gode til at glemme at passe på sådan noget her,« siger han. »Så forsvinder det, og hov, så skal man til at genskabe det.«

Michelinrestauranter som Noma og Alchemist har været faste gæster herude. Forskere fra Københavns Universitet arbejder med økologiske jordbær i drivhusene. Fødevarevirksomheden Chr. Hansen (nu Novonesis) har undersøgt, om nogle af Pometets gamle, næsten sorte jordbærsorter kunne bruges som naturlige farvestoffer.

»Jeg var træt af, at Pometet blev set som et æblemuseum,« siger Lasse Lose, der betragter formidling som en af sine kerneopgaver. »Det er jo et skattekammer.«

De eksperimenterer med dansk vinproduktion, gamle frugtsorter og hasselnødder dyrket som små træer i stedet for buske. Hele tiden forsøger de at finde nye måder at bruge gamle sorter på.

»Vi skal åbne dørene og sige, at folk gerne må komme herud og få idéer. Ellers ved man jo godt, hvad der sker med sådan nogle steder. Hvis det ikke bliver brugt, bliver det stille og roligt afviklet.«

De blomstrende rækker, musefangeren Iris, de næsten sorte jordbær og de gamle sorter på nye stammer får stedet til at føles som noget, der eksisterer mellem virkelighed og fantasi. Nogle gange tester Lasse Lose og gartnerne da også grænserne for, hvad der egentlig kan lade sig gøre her.

»Vi lavede engang et træ, der både havde æbler, pærer, kvæde og mispel på.«

Det overlevede en tid.

»Men så begyndte træet at favorisere den ene og ignorere de andre.«

Frankensteintræet blev ikke en succes. Men Lasse Lose drømmer stadig om et familietræ med mange forskellige æblesorter på samme stamme.

Men sker der ikke bare det samme? Vil stammen ikke begynde at favorisere den sort, der klarer sig bedst?

»Jo, stammen vil altid favorisere det, der vokser bedst. Men så må man jo styre det med saksen,« griner han. Lidt vildt, lidt styret. Eksperimenter og tæmmede træer, der kæmper for at forblive relevante i et samfund, der hastigt ændrer sig på grund af klimaforandringer.

Der vil være gamle sorter, som er mere hårdføre end de nye, og som er bedre egnet til en tid med mere ekstreme vejrforhold. Så eksperimenterer de på, om de kan pode en gammel æblesort på en dværgstamme, så den bliver mere tillokkende for haveejere. Eller om de kan dyrke hasselnødder, en gammel kending fra læhegnet, på en enkelt stamme, så det bliver lettere for danske landmænd at dyrke og høste de grønne proteiner.

De har hentet hasseltræer hjem fra Oregon, hvor der produceres rigtig mange nødder, og nu er Lasse Lose og hans gartnere ved at se, hvordan de klarer sig op mod en gammel dansk sort.

Vi har flaneret i plantagen i halvanden time, og til Lasse Loses irritation er det begyndt at regne.

Jeg får øje på Jytte Abildstrøm der i potten.

Smager æblet egentlig godt?

»Det smager sindssygt godt!«

Kort efter Jytte Abildstrøms død blev Maren Korsgaard, en mangeårig kollega fra PLEN, kontaktet af en lokaljournalist, som fortalte, at skuespilleren og den mangeårige økologiforkæmpers livslange drøm havde været at få et æbletræ opkaldt efter sig.

Og det kunne tilfældigvis lade sig gøre netop her.

Pometet havde gennem flere år kortlagt en række gamle sorter i samarbejde med danske haveejere og stod nu med navnløse træer. Blandt andet det meget velsmagende nummer 0005.

»Gartnereleverne blev ved med at gå ned og plukke fra det samme træ,« siger Lasse Lose. »Så vi tænkte, der måtte være noget om det.«

I år, hvor Pometet fejrer 70 år i Taastrup, har de podet 70 æbletræer af sorten Jytte Abildstrøm.

De skal stå klar til åbent hus til september.