Porsild og pukkelhvalerne

I forvejen ligner bugten noget der er løgn: I det gyldne morgenlys flyder letbagte marengstoppe rundt på den glinsende, blå overflade.

En flok hvide havfugle – mallemukker måske – har slået sig ned mellem bagværket, og til højre inde på land vokser kantede farveklatter ud af den grå baggrund.

Og det skal blive værre. Nu dukker blåsene op derude. Så de buede rygge med rygfinnerne, og til sidst de vifteformede haler der ligner bladene på et tempeltræ.

To femten meter lange pukkelhvaler leger synkronsvømning i bugten, og det er lidt ligesom med isbjergene: Man ser kun toppen, men overrumples alligevel af storheden.

Reinhardt Møbjerg Kristensen, institutleder, Arktisk Stations Råd, står i stuen og stråler på en underspillet måde. Han lovede os hvaler, og vi fik dem. Og så på selve 100 årsdagen for stationens rejsegilde. Dagen for fest.

Klokken 8: Flaghejsning
»Har du fundet fejlen?« spøger en af gæsterne. Han peger på den første foræring til gavebordet – en overdimensioneret udgave af et nyt frimærke der forestiller Arktisk Station. Og allerede er forældet.

For Qeqertarsuaqs borgmester, Augusta Salling, har netop skænket stationen endnu en flagstang så det grønlandske og danske flag kan blafre side om side ude i forhaven. I morgensolen hejser borgmesteren landets rød-hvide, stationsforvalteren det danske.

Broderede kamikker og halvandet kilo tunge perlekraver fanges ind af morgensolen ligesom mændenes hvide anorakker. Alle synger med på I østen stiger solen op selv om solen nærmest ikke går ned på denne tid af året.

Klokken 9: Andagt
Qeqertarsuaqs røde kirke er fyldt. Præsten er taget på rensdyrjagt, så hjælpepræsten har overtaget dagens andagt. Koret sender flerstemmig sang op mod den lille konebåd der hænger ned fra loftet.

Naja Porsild rejser sig. Hun er barnebarn af Arktisk Stations grundlægger, botaniker Morten Porsild. Hun takker sin farfar for hans store ildhu med at få etableret stationen– »nogen vil kalde det stædighed« – og hans 40 år lange engagement i den og området.

Imens flyder tågen ind over byen og bliver liggende da Najas fætter, pensionerede Aksel fra Canada, rørt lægger en plastickrans på Mortens og hustruen Johannes grave. Det er første gang i 50 år slægten er samlet på tværs af Atlanten.

Det er også første gang de sammen skal til kaffemik – og se stationens stolthed: Morten Porsilds imponerende herbarium.

Klokken 13: Åbent hus og kaffemik
Inden kaffemikken – ude ved mindestenen for Porsild-parret – underholder Reinhardt Møbjerg Kristensen med at fru Porsild går igen og tjekker den videnskabelige kvalitet af forskernes arbejde.

Det afskrækker nu ikke 300 gæster fra at møde op til kaffemikken som vist nok foregår helt efter bogen: Gæsterne ankommer, afleverer eventuelt en gave, sidder over kaffen og kagen i ti minutter og vinker så farvel.

På den måde bliver 24 portioner hjemmebag og spandevis af kaffe hurtigt omsat. Flere af de besøgende lægger gamle sort-hvide fotografier på gavebordet, men også en enkelt ‘helt uvidenskabelig’ beretning om en barndom på stationen, børnetegninger og en lille perleplade finder vej til gavebordet.

Reinhardt er også i gavehumør. Han overrækker Augusta Salling en særlig udgave af den nye bog om stationen, indbundet i sælskind. Med tak for godt samarbejde med byen gennem årene.

Klokken 17: Krabber og kvan
Om aftenen, under festmiddagen på byens skole, fremhæver prorektor Lykke Friis at Morten Porsild var forud for sin tid.

For botanikeren forstod både betydningen af tværfaglighed, ekstern finansiering og at nedbryde mure mellem forskningsverdenen og omverdenen. Han var engageret i lokalpolitik og opsat på at stationen skulle rumme megen forskellig forskning.

Dekan Nils O. Andersen der også er officiel vært for middagen, understreger stationens betydning for blandt andet klimaforskningen – nu og i fremtiden. Og vigtigheden af at formidle naturvidenskab videre til de næste generationer.

Og apropos formidling takker Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, næstformand i A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, for den smukke jubilæumsbog som fonden har været med til at finansiere.
Hun priser også stationens øvrige arbejde – og roen og skønheden på Disko.

Og så bliver der ellers gået til krabberne, rensdyret og moskusoksen. Desserten er en lokal specialitet, irgrøn kvangrød. Kvanen har mistet sin løvstikkeagtige smag i kogt tilstand, og ingen klager.

Klokken 20: Dans
Punktum for dagen sættes i hallen, og hele byen er inviteret.

»Jeg lærer det aldrig,« siger Reinhardt oven på den grønlandske folkedans i up-tempo. Vi reddes af Erik Wille, en af stationens matroser, der optræder med guitar og grønlandske popsange.
Af Tvillingerne – tre dansende piger i lyserødt – og af en dreng der imponerer med selvlærte irske riverdance-trin.

Udenfor er der lyst endnu. Isbjergene driver stadig forbi Arktisk Station, og myggene venter på natmaden. Et nyt århundrede er i gang.

Mette Damgaard Sørensen arbejder i Kommunikationsafdelingen. Læs mere om Arktisk Stations betydning i næste nummer af Universitetsavisen der udkommer 14. september.