Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
Indflydelse — Postdocs på KU står over for flere udfordringer. Men nu er et nyt tiltag på banen, som vil skabe fællesskab, bygge forbindelser og presse på for bedre forhold. Så slut jer til os, alle postdocs og ph.d.er!
Ph.d.er og postdocs verden over kæmper med udfordringer som dårlig jobsikkerhed, snørklede karriereveje og social isolation. Det resulterer i utilfredshed og høj medarbejderomsætning. Desværre er KU ingen undtagelse. Det kan man for eksempel læse i et nyligt debatindlæg af postdoc Mads Ejsing, som beskriver den usikkerhed og frustration, mange forskere møder på dette karrierestadium.
LÆS OGSÅ: Aldrig har jeg overvejet så meget at forlade forskningen
DEBATINDLÆG
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.
Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.
Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.
Vi har ikke mange specifikke data om arbejdsforholdene for postdocs på KU. Men alene det, at der findes så mange fakultets- og centerspecifikke foreninger for postdocs, viser et behov for støtte og repræsentation. For eksempel har Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet (SUND) mindst fire postdoc-organer, der alle er til for at forbinde og understøtte postdocs inden for deres respektive institutter.
Disse foreninger hjælper postdocs inden for deres fakulteter eller centre. Men der mangler en samlet organisation på tværs af universitetet. Det efterlader postdocs uden en kollektiv stemme i bredere institutionelle spørgsmål og begrænser deres community til deres afdeling. På baggrund af den erkendelse tog University of Copenhagen Association for Postdocs and PhD Students (UCAPS) et væsentligt skridt i 2024 ved at udvide sit omfang til at omfatte alle ph.d.er og postdocs på tværs af fakulteter. Det giver nu postdocs en sammenhængende platform for politisk indflydelse, fællesskab og mentorskab.
Foreninger på fakultetsniveau har en tendens til at fokusere mere på netværk, karriereudvikling og sociale arrangementer. De mangler ofte kapaciteten til at drive systemiske ændringer på vigtige områder som jobusikkerhed og manglen på klare karriereveje, som Mads Ejsing blandt andet har råbt op om.
Med en samlet stemme på KU får postdocs en plads ved bordet
En forening som UCAPS har blandt andet til formål at forhindre vores bekymringer i at blive syltet ude på det enkelte institut eller fakultet. Det skal sikre, at alle postdocs uanset område får en retfærdig behandling.
Med en samlet stemme på KU får postdocs en plads ved bordet i bredere beslutningsprocesser, for eksempel gennem Senatet. Dette gør det lettere at slå til lyd for håndgribelige forbedringer, såsom bedre kontrakter, klarere karriereveje og forbedrede arbejdsforhold.
Gennem UCAPS kan vi skabe samarbejde på tværs af KU, som mindre, afdelingsspecifikke foreninger måske ikke kan tilvejebringe. Det er endnu mere essentielt for postdocs på små institutter, hvor der ikke er en lokalforening. Den slags forbindelser kan give en tiltrængt fællesskabsfølelse i et miljø med høj udskiftning som forskningsverdenen.
Postdocs ankommer til KU hele året fra hele verden. I 2024 besatte internationale personer op mod 73 procent af postdoc-stillingerne på KU. Og i modsætning til ph.d.-studerende, der starter på en ph.d.-uddannelse med en formel introduktion og struktur, varierer postdoc-erfaringen meget afhængig af institut og forskningsgruppe. Når der ikke er en struktureret velkomst for nye postdocs, kan det hurtigt føles ensomt at begynde. Man skal tilpasse sig til et nyt land, et øget arbejdspres og en usikker karriere på samme tid, og det gør det svært at have overskud til også at finde venner og fællesskab.
UCAPS sætter – som den eneste forening på KU – postdocs i forbindelse med hinanden på tværs af institutter og discipliner. Det er et sjovt fællesskab, hvor postdocs kan hænge ud med jævnaldrende og fungere som mentorer for ph.d.-studerende.
UCAPS arrangerer forskellige netværks-events såsom ph.d.-café, fredagsbar, Stand-up Comedy Evening og filmaftener. Arrangementerne er en afslappet ramme, hvor ph.d.er og postdocs kan være sammen uden pres og angst.
Om UCAPS
UCAPS er KU’s tværgående forening for postdocs og ph.d.-studerende.
Vi blev etableret i 2018, oprindeligt kun for ph.d.-studerende, men udvidede i 2024 til også at omfatte postdocs.
Medlemmer inviteres til et månedligt møde i Studenterhuset med gratis middag efterfølgende.
Vi arrangerer også fredagsbarer, brætspilsaftener og endda somme tider karaoke-battles.
UCAPS er for alle løstansatte forskere og har medlemmer fra hele KU.
Fun fact: Det første UCAPS-event havde flere gratis snacks end deltagere. Det ændrede sig hurtigt.
Du kan blive medlem ved at sende os en e-mail eller læse mere om UCAPS på vores hjemmeside.
Ph.d.er bliver i stigende grad overvældet af imposter syndrome og føler sig underkvalificerede og isolerede. Her får postdocs mulighed for at give praktiske råd om stresshåndtering, kommunikation med vejledere og publiceringspres.
LÆS OGSÅ: Giv løstansatte forskere bedre vilkår
Postdocs kan få førstehåndserfaring med at vejlede ph.d.er, hvilket vil forberede dem til en akademisk karriere. Derudover kan disse interaktioner fremme samarbejder mellem forskellige fakulteter. Alt i alt tror vi, at disse skridt kan medvirke til at reducere den akademiske medarbejderomsætning betydeligt.
De frustrationer, som postdocs som Mads Ejsing løbende har givet udtryk for, understreger vigtigheden af kollektiv repræsentation. UCAPS udfylder et kritisk hul ved at give en samlet platform til at løse udfordringer for ph.d.er og postdocs på universitetsniveau.
Denne kollektive repræsentation er afgørende for at skabe meningsfulde forandringer, lige fra at forbedre arbejdsforholdene til at skabe et fællesskab, der i forbedrer velfærden for os alle sammen.