»Det er det her, jeg mener.«

Nenia Zenana slår armene ud i en gestus mod et stort panoramavindue, der så langt øjet rækker byder på udsigt til store, sandfarvede bygninger, som spejler sig i overfladen af kanalerne på Søndre Campus.

»Tænk, at jeg får lov at nyde den udsigt hver eneste dag,« siger hun og lader blikket hvile et øjeblik.

Andre har gennem årene beskrevet Københavns Universitets Søndre Campus med mindre flatterende ord som ’grå’ eller ’uinspirerende’, men Nenia Zenana, der har arbejdet som studielektor på Musikvidenskab i næsten 29 år, nærer udelt begejstring for de store bygninger i beige sandsten og glas, der udgør hendes arbejdsplads.

I november 2024 vandt hun titlen som årets underviser, fordi »Nenia er den type underviser, vores verden bare har brug for flere af,« som hendes studerende skrev, da de indstillede hende til Københavns Universitets undervisningspris, der går under navnet Årets Harald.

Uniavisen møder Nenia Zenana på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, hvor Musikvidenskab holder til, i forårssemesteret 2025. I hjemmestrikkede multifarvede strømpesokker viser hun rundt i alle studiets lokaler og afkroge, så vi kan få en fornemmelse af, hvor fedt her er, som hun siger.

Turen begynder ved døren til hendes kontor, som hun har dekoreret med personlige billeder, udklip og små tekstbidder. Her hænger blandt andet nogle ord og fraser, som betyder noget særligt for studielektoren.

På døren står der: natur, musik, ensomhed, mennesker og »når hjertet åbner sig«.

LÆS OGSÅ: Årets underviser henter inspiration fra skuespillere: »Jeg improviserer ofte«

Hun har nøje udvalgt de ord, som kom til hende for et par år siden, da en tutor spurgte, om ikke hun kunne skrive et par linjer til de nye studerende, der indrammede, hvem hun er.

»Jeg tænkte over, hvad der er det inderste i mit hjerte. Hvad er mit fundament? Og så ramte det mig: Det er det der,« siger hun og peger med en hånd på ordene, og den anden på hjertet.

Nenia Zenana vil i alle livets sammenhænge søge derhen, hvor hjertet åbner sig, siger hun. Og skal hun forklare, hvad det egentlig betyder, er musik et godt sted at starte.

»Jeg oplever, at vi kan beskæftige os med nogle særlige klange eller tekster, som pludselig vækker genklang i den enkelte, hvor man føler sig forløst, og hvor man samtidig kan være kanal for dem, der lytter,« siger hun.

»Hvis jeg, som den udøvende musiker, kan få lov til at slutte fred med mig selv, så kan dem, der lytter også slutte fred med sig selv. Forstår du?«

Forlad mig ikke

Nenia Zenana underviser i fagene hørelære og brugsklaver, hun leder fællessang på studiet en gang om måneden, og så er hun praksiskoordinator på studiets forskellige fag. Desuden leder hun Musikvidenskabskoret, MUKO, for 80 frivillige studerende på tværs af årgange.

»Skønne, skønne unge mennesker. Det er så dejligt. Sindssygt dejligt,« siger hun om koret.

Det er især i arbejdet med de store kor, at hun gang på gang ser sit ønske om åbne hjerter udfolde sig i virkeligheden.

For nyligt skulle Nenia Zenana lede koret gennem satsen Entreat Me Not To Leave You af Dan Forrest, der fortæller historien om en familie, der må flygte fra sit hjemland og bosætte sig i et naboland.

Efter mange år i nabolandet er familiens far og to sønner døde, og tilbage står konen og to svigerdøtre. Kvinden siger til sine svigerdøtre, at hun agter at rejse tilbage til hjemlandet og sætte dem fri. Men det vil den ene svigerdatter ikke acceptere:

»Hun siger: Tving mig ikke til at forlade dig; entreat me not to leave you. Der hvor du går hen, går jeg hen. Dit folk skal være mit folk. Dit hjem skal være mit hjem. Dit sprog skal være mit sprog. Og når koret synger sangen, er det tydeligt at mærke, at de studerende går helt ind i det. De mærker den kærlighed, der er i at sige, om jeg så skal efterlade noget af mig selv, så vil jeg blive hos dig.«

LÆS OGSÅ: Årets underviser bruger »samme tankegang som Elgiganten«

Nenia Zenana tager sig igen til hjertet, mens hun fortæller historien. Hun udånder tungt:

»Der står 80 unge mennesker og åbner deres hjerter. Og det er det, jeg får lov til at lave.«

»Må jeg få et kram?«

Det er ikke svært at se, høre og føle, at Nenia Zenana elsker sit arbejde, og at arbejdet, om man vil, omvendt elsker hende.

Da vi vandrer langs gangene, og hun begejstret fortæller om de ting, vi krydser på vores vej, støder vi på en studerende, som stopper os.

»Må jeg gerne få et kram,« spørger den studerende, og underviseren udbryder, selvfølgelig! Hvad så?

Det var en hård eksamensperiode, forklarer den studerende. Nenia Zenana sukker og siger, at det ved hun godt. Godt du siger det, siger hun og giver den studerende et klem på armen, før vi fortsætter.

Ved siden af sit studielektorat på Musikvidenskab arbejder Nenia Zenana som Body SDS-kropsterapeut (Body Self Development System, red.). Det sørger hun for, at hendes studerende er klar over. De skal nemlig ikke tøve med at komme til hende, hvis de oplever smerter, hvad enten de er fysiske, psykiske eller – og det er de som regel – en kombination.

»Det er ofte, at der kommer en studerende til mig i pausen og siger, jeg har noget med mit håndled, min nakke, eller noget andet. Og hvis de giver mig lov, så hjælper jeg dem med at løsne det,« siger Nenia Zenana.

Det, der gør ondt, bunder som regel i noget dybere end forstrakte muskler, siger hun, der gennem årene har haft mange studerende mellem hænderne, som har lidt af forskellige former for angst og depression, eller som måske har været i stor sorg af den ene eller anden årsag.

»Jeg oplever, at de studerende viser mig en utrolig stor åbenhed og tillid, og det synes jeg er meget smukt.«

På turen passerer vi også en væg med en masse udklip, som Nenia Zenana allernådigst fik lov at hænge op af en campusbetjent.

De stammer fra en temauge, som underviseren var tovholder på i efteråret. Her skulle alle studerende på første semester arbejde med bandet Savage Rose på tværs af fag – sammenspil, hørelære, brugsklaver, musikalsk antropologi.

»Jeg har arbejdet med forsangeren (Annisette Koppel, red.) engang, så jeg skrev til hende og spurgte, om hun ikke ville komme ud og se, hvad vi havde lavet – og det ville hun gerne. Det var fedt, at de studerende kunne få lov til at opleve sammenhængen mellem studiet og det virkelige liv,« siger Nenia Zenana.

»De studerende elskede, at der var den sammenhæng mellem deres forskellige fag i en hel uge. Og, bevares, det kostede jo vildt meget ekstra tid for os undervisere at stable det på benene, men vi syntes bare, at det var så sjovt.«

Den perfekte korsal

Selv blev Nenia Zenana uddannet fra Det Danske Musikkonservatorium i hørelære, direktion og klaver i 1996. Samme år begyndte hun som underviser på KU, og selvom det kun var ganske få timer om ugen de første år, voksede det sig efterhånden til mere.

I dag er hun ansat i en 25-timers stilling. På den måde har hun stadig tid til arbejdet som kropsterapeut og sine egne musikalske projekter.

Men af alle steder, hun har været, er det intet, som har slået den korsal, der er bygget på Søndre Campus, fortæller hun, da vi når frem til den.

»Der er simpelthen den perfekte akustik i det her rum. De har virkelig haft fat i nogle dygtige akustikere, da de skulle bygge den,« siger hun, da vi står i den store sal, hvor der er højt til loftet og særlige akustikplader på væggene.

»Der er jo en grund til, at jeg er blevet hængende herude. Som udøvende musiker kan man være med til at formidle et budskab og hjælpe publikum til at slutte fred med sig selv. Men som underviser kommer man endnu tættere på,« siger Nenia Zenana.

»Ofte har jeg hold på mellem ti og 12 mennesker, og der er virkelig mulighed for at mærke stemningen i rummet. Måske sidder der én, som er virkelig sulten på viden og en anden, som har brug for at trække sig mere i baggrunden. Så skal man som underviser finde den rette balance.«

Vær god i kraft af dig selv

Nenia Zenana er stadig »fuldstændig overvældet« over, at hendes studerende indstillede hende til titlen som årets underviser 2024.

»Jeg ved jo ikke, hvordan andre underviser, jeg ved kun, hvad jeg selv gør,« understreger hun, da jeg spørger til hendes undervisningsmetoder.

»Men jeg kan huske, at de studerende i indstillingen fremhævede, at det, de lærer af mig, er, at hvis man gør sit bedste og går med hjertet forrest, så er det godt nok. De skrev også, at de værdier er vigtige i en verden, hvor alting skal gå stadigt hurtigere, og hvor man som ung er under et enormt pres for at præstere,« siger hun.

»Det gør mig taknemmelig, at det er det, de studerende tager med sig. Jeg tror på, at det er sådan, vi skaber ringe i vandet, som giver mere fred i verden. Ved at lære vores unge mennesker, at de skal gå med hjertet forrest.«

Nenia Zenana bryder sig ikke om, at nogen kalder sig »den bedste« til noget. Af samme årsag vil hun heller ikke kaldes »KU’s bedste underviser.« For hvis man kun er god, når man er bedre end andre, så er det ikke noget værd, mener hun.

»Hvis du skal være god, skal du bare være god i kraft af dig selv. Det med alle de andre, det er simpelthen ikke vigtigt. Fokusér i stedet på, om du er bedre, end du var i går. Godt, så glæd dig over det. Hvis du sammenligner dig med andre, kommer du altid til at tabe.«

Spørger man Nenia Zenana, er de unge i dag underlagt et enormt pres for at præstere og klare sig godt. Men trods større krav til den enkelte ser hun i dag en generation, som i stigende grad søger fællesskabet.

»Jeg har undervist i næsten 30 år, og for cirka 20 år siden oplevede jeg en overgang, at der kom en strøm af studerende, som ikke var så fællesskabsorienterede. De var meget orienteret mod sig selv og krævede mere af deres omgivelser,« siger hun.

»Men det har ændret sig markant. Lige nu står vi med en generation af unge mennesker, som gerne vil gøre brug af hinanden. Der er meget i tidsånden, der presser de studerende, og det betyder, at vi på visse punkter har fået nogle studerende, som er meget sensitive,« siger hun og understreger, at der samtidig er mange, der kæmper mod netop den del af tidsånden.

»De studerende er i stigende grad ligeglade med karriere, status og penge. De vil have et meningsfuldt liv. Og det synes jeg bare er helt vidunderligt,« ler hun. Og tilføjer:

»Det er også langtidsholdbart. Jeg tror, vi har så godt af det – som samfund, altså. Jeg oplever, at der er studerende herude, som formår at gå med hjertet forrest, og det glæder mig.«

Dur, mol eller mærkelig?

Et par uger senere besøger jeg en undervisningstime i brugsklaver, hvor cirka ti studerende sidder i et musiklokale ved hver sit elektriske klaver.

Kort efter timen er gået i gang, kommer endnu en studerende ind ad døren. Hun vinker undskyldende og siger: »Hej, jeg skal være med herinde.«

»Nej, er det rigtigt?  Hvor er det fedt!« udbryder Nenia Zenana og vender sig mod den øvrige flok:

»Anna har kæmpet med sit stemmebånd, siden hun startede. Hun har været stille i tre måneder, men er nu tilbage. Jeg kan slet ikke komme mig over, hvor fedt det er!«

Anna nikker og placerer sig ved et ledigt klaver. Nenia Zenana beder kort efter de studerende om at »hooke up to og to« og sørge for, at Anna kommer »med i klubben.«

Nu skal de studerende i plenum skiftes til at vurdere, hvorvidt de forskellige akkorder i Se min kjole går i dur, mol eller ’mærkelig’, som Nenia Zenana siger. En studerende tøver, da det bliver hendes tur.

»Vil du ringe til en ven,« spørger Nenia Zenana hurtigt, og den studerende nikker. »Hvem ringer du til,« fortsætter hun, og gruppen af studerende griner. En anden studerende samler den hurtigt op, og konstaterer, at akkorden går i dur. »Hvor er det godt sagt, det er rigtigt!« konstaterer Nenia Zenana.

I pausen fanger jeg en af de studerende, Lars Hedegaard Petersen, som læser på andet semester, men som i mange år har arbejdet som it-udvikler.

»Jeg har haft mange forskellige typer af musikundervisere gennem mit liv. Og flere af dem har haft en helt anden tilgang til at undervise, hvor de er blevet irriteret, hvis man ikke kunne finde ud af det,« siger han.

»Der er Nenia bare helt anderledes. Hun tager imod usikkerheder og fejl på en virkelig positiv måde. Hvis man siger noget forkert, svarer hun, at ’det er en interessant måde at se det på’, i stedet for at sige, at det er forkert.«

LÆS OGSÅ: Jeg siger ’det ved jeg ikke’ så ofte i timerne, at de studerende spørger ’jamen, hvad ved du overhovedet?’«

Bastian Smith-Sivertsen er tidligere studerende på Musikvidenskab, og så var han tovholder på indstillingen af Nenia Zenana til undervisningsprisen, som endte med at have cirka 60 navngivne indstillere.

»Faktisk havde ideen om, at Nenia skulle indstilles, allerede rumsteret året før, der var bare ikke lige nogen, der havde grebet den. Så sidste år tænkte jeg, nu er det nu, og så skrev jeg ud på vores fællesgruppe, hvor opslaget fik vildt meget opbakning på ingen tid,« siger Bastian Smith-Sivertsen. Han tilføjer:

»Og det er egentlig meget sigende for Nenias karakter. Den her pris handler ikke om, at hun har gjort noget anderledes i år – den handler om det, hun har gjort som underviser på Musikvidenskab i noget, der minder om en menneskealder.«

Musikbranchen kan til tider være præget af spidse albuer og stor konkurrence, siger Bastian Smith-Sivertsen, som tilføjer, at Nenia Zenana står for det stik modsatte.

»Hun siger altid, at man kun skal bidrage med det, man kan nå at forberede sig på. For Nenia er det vigtigste blot, at man yder det bedste, man er i stand til. Og det betyder faktisk, at man bliver mere motiveret til at lave sit hjemmearbejde til hendes undervisning, fordi man ikke er bange for at blive dømt,« siger han.

En af de største kvaliteter ved Nenia Zenana er dog, at hun for mange af de studerende ikke bare er en underviser, siger Bastian Smith-Sivertsen.

»Jeg kender så mange, har der haft stress eller været presset over at ikke at kunne rumme det hele, og som nærmest er gået til Nenia med det, før de er gået til deres tætteste venner og familie. Den rolle, hun påtager sig i den forbindelse, er simpelthen til ug,« siger han.

Spørg, spørg, spørg

Lige så meget, som Nenia Zenana elsker mennesker, elsker hun også at være alene. At være ensom, faktisk. Og det har taget hende mange år at nå frem til den erkendelse, fortæller hun.

Hun oplever en særligt beroligende ensomhed, når hun ror kajak, en sportsgren, hun har dyrket de seneste 12 år. Som regel ror hun ud fra kysten i Nordsjælland, hvor hun bor, og enkelte gange er hun også roet ’Danmark rundt’, en rute der går fra Vadehavet, rundt om Jylland og Sjælland, og som slutter i Flensborg. Der er hun alene i flere uger.

»Når man er alene, er det som om, at mudderet forsvinder, og man pludselig ser klart,« siger hun.

Det er lidt sjovt, tilføjer hun, for hun er del af en søskendeflok på seks, som gennem årene er vokset så meget, at den tætte familie i dag tæller 30-40 mennesker.

»Det har taget mig mange år at finde ud af, at jeg egentlig sætter så meget pris på at være alene. Jeg har altid været vant til, at man har det godt, når man er mange sammen. Det var først, da jeg begyndte at ro kajak, at jeg opdagede, hvor hårdt det er at være alene, dernæst hvor vidunderligt det også er,« siger hun.

Den relativt nyopståede interesse for ensomhed handler om at være nysgerrig på sig selv og stille spørgsmål til de ting, man tidligere har taget som en selvfølge, siger hun. De spørgsmål lærte hun at stille for mange år siden.

»Da jeg gik på Konservatoriet, hadede jeg to ting: jazz og USA. Jeg vidste ikke helt, hvorfor. Så jeg besluttede at tage helt semester på et amerikansk jazzcollege for virkelig at finde ud af, om det var fordi, jeg ikke forstod sproget – både bogstaveligt og musikalsk – eller om min smag simpelthen bare lå et andet sted,« siger hun.

»Og så fandt jeg ud af, at jazz bare var et sprog, jeg ikke kendte. Og at USA består af mennesker, som ikke er så fede, og mennesker, som er superfede. De ting, havde jeg ikke opdaget, hvis ikke jeg havde turdet stille spørgsmål.«

Hun ønsker sig, at de studerende i højere grad lærer at stille spørgsmål til sig selv og deres omverden.

»Stil spørgsmål, hvis du kan. Og hvis ikke du har overskud til at stille spørgsmål, så ryd op og find ud af, hvorfor det forholder sig sådan. For du finder ingen svar, hvis ikke du spørger,« siger hun.

Nenia Zenana har lært meget om sig selv gennem årene, og i dag er hun ikke bange for at sige til de studerende, at hun faktisk ikke er særlig social, selvom det kommer bag på de fleste.

»Jeg deltager altid i de studerendes selvarrangerede melodigrandprix – MiGP – men jeg kommer ikke til julefrokoster og den slags længere,« siger hun.

»Jeg elsker at være sammen med mine studerende. Og jeg elsker også at tage hjem og lukke døren og være helt alene.«