Professor i levende sten

Normalt ligger arbejdsdelingen klar. Biologer forsker i det levende. Geologer forsker i det døde. Klipper. Sten. Krystaller. Alt det der kun bevæger sig hvis det bliver smidt. Men en enkel københavnsk geologiprofessor har brudt stenmuren ned. Han er optaget af alle de spor af liv man finder i de døde sten. Og hvad mere er: Han er godt på vej til at bevise at selve grundfjeldet er bygget med levende væsners hjælp.

Minik Rosing mener at granit kun kan opstå hvor organismer trækker vejret. Han er godt klar over at teorien går lidt på tværs af almindelig geologisk tankegods. Men den ser rigtig ud.

»Geologer har haft en tendens til at tænke på livet som noget der bare hægtede sig på i overfladen. Men der er en voksende erkendelse af at livsprocesser kan påvirke hvordan enkeltkrystaller dannes. Og hvorfor så ikke også hele bjerge?«

Med et mildt smil, en ravnsort hestehale og en ternet skjorte knappet til øverste knap, tager lederen af Geologisk Museum imod i et kontor der bærer vidnesbyrd om en kultiveret hjerne med en opslugende interesse for sten. På alle vægge hænger original kunst. På alle vandrette flader flyder det med klippeblokke, krystaller, sten og grus. Med papirer, bøger, hæfter og notesblokke om sten, sten. Døde sten. Alligevel er det jagten på liv der har gjort lederen af Geologisk Museum verdensberømt. En verdensberømmelse som professoren selv tager med en drilsk plirren bag halvbrillerne. Som han siger: »I virkeligheden ved jeg meget lidt om biologi. Om liv. Det eneste jeg ved, er at noget af det smager godt.«

Afslørede livets rynker

Men den beskedne professor skabte forsider på alverdens aviser i 1999 da han skubbede livets fødselsdag langt, lang tilbage i jordens forhistorie. Som en aldrende skuespillerinde havde livet koketteret med kun at være tre en halv milliard år gammelt. Desværre for livets forfængelighed havde Mink Rosing studeret nogle af jordens ældste intakte klipper. Klipper fra Isuamassivet på Grønlands sydvestlige kyst. Og klipperne indeholdt kulstof i en form og i mængder der pegede utvetydigt på at der havde været liv dengang klipperne blev til. Masser af liv. Og klipperne var 300 millioner år ældre end livets hidtidige dåbsattest.

Livet har altså eksisteret på jorden i mindst 300 millioner år længere end hidtil antaget. Og Rosing trækker en tyk streg under ordet mindst. For kulstof-lagene i de Grønlandske klipper er så tykke og så ensartede at de peger på en livsform der allerede har rigtigt godt fat. Og det ville næppe være tilfældet lige efter livets opståen. Faktisk er professoren tilbøjelig til at tro at livet er opstået lige så snart den unge jord var kølet tilstrækkeligt ned til at vandet kunne forblive flydende. Men derfra og til at livet skulle have haft en finne med i spillet da granitten blev til, der var alligevel et skridt.

Sjældne sten i fortovet

Alle ved at kalksten er lavet af døde dyr. Skallerne fra milliarder og atter milliarder af dyr der er sunket til bunds og presset sammen. Granit derimod var en knapt så oplagt kandidat til en sten der kan takke levende væsner for sin eksistens. Byboer kender granit som brolægning og kantsten. En banal brugssten. Granit er da også den mest almindelige klippe i jordens kontinenter, heroppe i den øverste del hvor vi tramper rundt.

Men i kosmisk sammenhæng er granit formentlig en ret sjælden bjergart. Tilsyneladende findes den hverken på Mars, Venus, månen eller asteroiderne. Til gengæld finder man masser af bjergarten basalt alle de steder. Faktisk kan man sige at basalt er den mest basale bjergart.

»Hvis du bare smelter en standardplanet, så er det du står tilbage med til sidst, simpelthen basalt,« siger Rosing. Smeltet dybt inde i jorden, spyttet ud gennem vulkaner er basalt en hård, tung glaslignende sten. Faktisk er basalt så tung at den ret hurtigt ryger ned i jordens indre igen. Kørt på kontinentaldriftens kolossale transportbånd.
Granit er væsentlig lettere. Så let at den som et andet isbjerg flyder oven på planetens to næstyderste lag. Så selv om vi kalder granitten for grundfjeld, mener Rosing alligevel at den deler skæbne med kalksten.

»Geologer har haft den opfattelse at granit var selve grundfjeldet. At kalksten og alt sådan noget som livet havde skabt, det bare var noget fnuller der lå oven på denne her stengrund. Men efterhånden ved vi jo at granitten er en relativt let bjergart. Den ligger nærmest og flyder oven på den tunge kappe som et korkbælte.«

Destilleret bjerg

De flydende granitøer er faktisk jordens kontinenter. Og så mærkværdigt det end kan lyde, så har jorden ikke altid haft dem. Jorden er 4,6 milliarder år gammel. Og de første 600-800 millioner år var planeten øjensynligt kontinentfri. Først da granitten begyndte at blive dannet for omkring fire milliarder år siden, begyndte der at ske noget.

Hvorfor granitten skulle vente over en halv milliard år med at blive til, har været et mysterium, men det er netop der Rosings teori træder til. Ifølge traditionel geologisk teori bliver granit til fordi den vulkanske basalt bliver nedbrudt af vand. Planetens overflade kan sammenlignes med et kæmpestort transportbånd. På grund af pladetektonikken bliver materiale fra overfladen hele tiden kørt ned i dybet. Ned i varmen. Ned til trykket. Det basalt der var forvitret oppe på jorden bliver altså transporteret ned hvor der er 600-700 grader varmt.

Og nu begynder en proces der mest af alt ligner en destillering. På jordens overflade var basalten blevet nedbrudt til ler, sand og salte. Når de forskellige bestanddele begynder at smelte nede i dybet, vil de letteste dele begynde at stige op mod overfladen igen. Og her størkner de til granit. Granit som altså gennem destillering er blevet en relativt let bjergart. Detaljerne i granitfremstilling er altså ret komplekse selv om geologerne i bund og grund troede at der ikke skulle andet til for at lave granit end basalt, vand og tid.

Men Rosings beregninger viste at der også gerne skulle ilt til at sætte noget ekstra skub i basaltens nedbrydningsprocesser. Ilt var der bare ikke meget af på den tidlige jord. Og hvis det var blevet brugt til at oxidere basalt, var det efter Minik Rosings mening hurtigt sluppet op hvis der ikke hele tiden blev tilført mere.

»Det er lidt som med cykler. Hvis du stiller en fin nypudset cykel ud om aftenen, så er den rusten når du kommer ud til den om morgenen. Men der er ikke uendelige mængder af ilt på jorden. Ikke af sig selv i hvert fald. Hvis vi ikke havde planter til at producere frisk ilt til os, så ville alle jordens cykler ruste løs indtil der ikke var mere ilt, og så ville processen gå i stå.«

Kontinentaldrift på EPO

For at forstå livets indflydelse på granittens skabelse, skal man altså forstå at ilt er et utroligt destruktivt – eller rettere reaktivt – stof. Ilt er noget af det mest reaktive der findes. Når organismer frigør ilt til atmosfæren og til nye nedbrydningsprocesser, kan man faktisk sige at de omformer solenergi til destruktiv kraft. Og det er enorme kræfter. Større end selv de geologiske kræfter, mener Minik Rosing.

»Man forestiller sig de her kæmpe kræfter i de geologiske processer. Men i realiteten er det meget små kræfter der bare virker over utroligt lang tid. Hele kontinentaldriften af Det Nordamerikanske Kontinent for eksempel: Der er lige så meget bevægelsesenergi i den amerikanske kontinentaldrift som der er i en mand der kører på cykel.«

Selv over fire milliarder år lyder en mand på cykel ikke som den kraftkilde der skal til for at skabe selveste kontinenternes grundfjeld. Rosing og kollegerne regnede på hvor meget energi der var i de geologiske processer og sammenlignede med hvor meget energi det burde kræve at nedbryde basalt til granitråvarer. Tallene på bundlinjen var røde. De geologiske processer havde slet ikke de kræfter der skulle til. Til sammenligning råder livet over enorme kræfter, selv over relativt korte tidsrum, mener Rosing.

»Der er jo liv overalt på planeten. Og det er hele tiden beskæftiget med at indfange solens energi. Hvis livet ikke var her, ville næsten al solens energi stråle tilbage ud i rummet. Men planter og andre organismer indfanger den altså og binder den så at sige til jorden.«

Og planterne binder blandt andet solens kræfter til jorden ved hele tiden at frigøre den reaktive ilt til endnu mere nedbrydning af cykler… og basalt. Så hvis man regner livets og iltens påvirkning med ind i modellerne, ser det lige pludselig noget mere fornuftigt, og noget mere vigtigt, ud, mener Rosing: »Hvis det er rigtigt, så er det jo vigtigt fordi det viser os hvor stor en indflydelse levende væsners aktivitet har på selve planetens beskaffenhed.«

Naturens balance er en fiktion

Problemet er bare at det er meget svært at bevise noget som helst når man forsker i planetgeologi. Blandt andet fordi man i sagens natur kun kan regne på modeller: »Vi har jo ikke to planeter hvor man kan stille den ene op uden ilt og den anden med og så vente fire milliarder år for at se om de begge to får lige store kontinenter. Så vi får nok aldrig det absolut sidste søm slået i denne her teori,« som professoren siger.

For at få teorien til i det mindste at blive hængende, er der tre søm der skal slås i – og så en ordentlig skrue. Det skal vises at kontinenterne rent faktisk er vokset for hurtigt til at de geologiske processers energi har kunnet drive vokseværket. Det skal vises at basalt rent faktisk skal omdannes for at danne forstadierne til granit. Det skal også vises at der har været fotosyntese, og altså iltproduktion, længe nok til at det kunne spille en rolle. Og her var Rosings egen opdagelse af livets tidlige fødselsdag med til at slå sømmet et godt stykke længere ind. Men så er der skruen. Det skal vises at der rent faktisk er en kobling mellem kontinentdannelse, granitdannelse og fotosyntese. Og det er vigtigt.

Hvis Minik Rosing og hans biogeologkolleger kan bevise at selveste grundfjeldet kun er her fordi jordens planter har pustet til de geologiske processer, vil det få en afgørende betydning for forståelsen af vore egne handlinger:

»Hvis vi har ret, hvis kontinenterne kun er her fordi jordens levende organismer har bundet solenergi på planeten, så skal vi måske tænke lidt nærmere over hvad det er vi gør når vi brænder fossile brændstoffer af. For olie, kul og gas er jo ikke andet end planter og dyr der igennem millioner og atter millioner af år har indsamlet solenergi. Og nu har vi så brændt alle de millioner af årsværk af på lige godt tohundrede år.«

De fossile brændstoffer er brændt af, og de kan ikke gøres ubrændte. Men Rosing mener at hans teorier kan bruges til mere end at blive endnu mere opskræmt over noget der alligevel er for sent at ændre på.

»Man kan konkret bruge det til at forstå at det vi har kaldt naturens balance, er en fiktion. Naturen er i bund og grund i ubalance. Og det er forekomsten af liv der er skyld i den ubalance. Det betyder at det vi gør, har konsekvenser. Når vi nu for eksempel taler om at gøde havene for at modvirke global opvarmning, så kan vores indsigt og vores modeller måske bruges til at beregne konsekvenserne af det inden vi beslutter os.«

Manden der har viet sit liv til de døde sten, kan altså vise sig at få en afgørende, positiv indflydelse på selveste menneskehedens fortsatte liv her på jorden.