Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Campus
Q&A — Stillerummene på Københavns Universitet er fortid og kommer ikke tilbage i sin tidligere form. Det siger prorektor for uddannelse, Kristian C. Lauta, i dette interview med Uniavisen.
Det har skabt voldsom debat, at ledelsen på Københavns Universitet 1. december lukkede stillerummene på campus.
Ledelsens argument for at lukke rummene er, at de primært benyttes af muslimske studerende til bøn, hvilket går imod ideen om et bredt favnende studiemiljø for alle.
Uniavisen har talt med prorektor for uddannelse, Kristian C. Lauta, om beslutningen om at lukke stillerummene.
»Over det sidste år har en arbejdsgruppe kigget på forskellige scenarier koblet til stillerummene. Deres rapport viser to ting, vi har lagt vægt på i vores beslutning. For det første bliver rummene hovedsagelig brugt af et fåtal af vores studerende og hovedsagelig til bøn. For det andet viser den, at den meget store gruppe af studerende med funktionsnedsættelser, som vi også gerne ville have til at bruge rummene, kun i ringe omfang gjorde det. Vores forsøg på at gøre de her rum til et sted for alle studerende er altså ikke lykkedes, og derfor har vi truffet beslutning om at lukke dem og gå i dialog med de studerende om at skabe en campus, hvor der også er plads til pusterum.«
LÆS OGSÅ: Stillerummene blev ryddet, før arbejdsgruppen nåede at mødes
»Det er et problem, hvis ikke rummene opleves som tilgængelige for alle vores studerende. Vi ønsker en campus, som alle vores studerende kan benytte sig af. I foråret besluttede danske universiteter jo i fællesskab, at man ikke vil have lokaler, der alene er til bøn eller til religiøs aktivitet. Derefter forsøgte vi at neutralisere rummene, så de i højere grad blev tilgængelige for alle studerende. Vi kan jo så desværre konstatere på KU, at det ikke er lykkedes, når de fortsat opleves som om de kun tilgængelige for den samme gruppe studerende.«
»Man skal have levet under en sten, hvis man ikke bemærket, at de her rum har fyldt meget i den offentlige debat. Men vi har jo netop forsøgt at tage debatten hjem på egne præmisser ved at nedsætte en arbejdsgruppe og have interne drøftelser. Og man kan sige, at det er usædvanligt, at en universitetsledelse forholder sig til syv små rum på campus og deres anvendelse. På den måde har det jo haft en indvirkning. Altså, at det er blevet tilstrækkelig vigtigt for universitetet til, at det faktisk er den øverste universitetsledelse, der forholder sig sagen. Men hvis du spørger om den beslutningsretning, vi har taget, er påvirket af en folkestemning, så tror jeg, jeg vil sige nej.«
LÆS OGSÅ: KU fjerner alt inventar fra bederum. Se før- og efterbillederne her
»Ved at lukke stillerummene og også gentænke dem, har vi truffet en beslutning, der er en kombination af den interne arbejdsgruppes scenarie 3 og 2. Men vi har valgt at lukke dem, for så længe rummene var åbne, ville der være brugere, der ville kæmpe for retten til, at rummene forblev på en bestemt måde i stedet for at indgå i en debat om, hvordan de kan gentænkes. Og det var vigtigt for os at flytte debatten derhen, hvor vi faktisk har en bane, som er lige for alle vores studerende til at diskutere, hvordan man skaber ro i løbet af en travl studiedag.«
»Jeg kan godt se, at beslutningen kan tolkes som om lukningen er rettet mod en bestemt minoritet. Men det er vigtigt for mig at sige, at det ikke er tilfældet. Alle studerende skal være velkomne på Københavns Universitet. Og i en debat, der handler om diversitet, kan jeg godt forstå, at det kan ses som en begrænsning af en minoritetsrettighed. Men at rumme diversitet er også at være en campus, hvor vores lokaler i det hele taget indrettes til, at alle studerende kan komme, uanset deres baggrund. Det er et udtryk for den tænkning, der fører til, at vi lukker rummene.«
LÆS OGSÅ: KU burde beskytte sit muslimske mindretal
»Det er en debat, der har verseret på universitetet de sidste 12 måneder, og som I jo også har lagt spalter til. Det har været muligt for brugerne at mødes med arbejdsgruppen, og der var også en drøftelse i Senatet (åbent forum, hvor ledelse, udpegede medarbejdere og studerende to til fire gange årligt drøfter universitetets udvikling, udfordringer og budget og rådgiver rektor, red.), hvor der også sidder repræsentanter for de studerende. Der sad i øvrigt også studenterrepræsentanter i arbejdsgruppen, så til den kritik må jeg melde hus forbi.«
LÆS OGSÅ: KU må ikke falde for konservativ propaganda om stillerum
»Jeg tror ikke, at vi får stillerum i den form, som vi har haft historisk på Københavns Universitet. Men jeg imødeser en drøftelse med de studerende, som kan overbevise mig om, hvordan rummene kan anvendes på en bedre måde. Men jeg forestiller mig ikke, at den drøftelse handler specifikt om disse rum. De rum er nu lukket. Det handler mere om, hvordan vi i det hele taget giver plads og rum og mulighed på campus for at få en puster i løbet af en travl studiedag. Universitetet har en million kvadratmeter og 36.000 studerende med meget forskellig adgang til de syv rum, det handler om. Og derfor synes jeg, at det er en kærkommen lejlighed til at tale om, hvad det faktisk er for et universitet, vi gerne vil være i fremtiden, snarere end det handler om syv konkrete rum.«
LÆS OGSÅ: Özlem Cekic om regler for bederum: »Jeg er enormt bekymret for den her glidebane«
»Jeg håber, at de vil bidrage konstruktivt til dialogen om, hvordan vi kan skabe et studiemiljø med pusterum. Mit indtryk er faktisk, at rigtig mange af vores muslimske studerende, som har benyttet rummene, ikke kun har brugt dem til bøn, men til alle mulige ting, der handler om at få en pause. Det anerkender jeg fuldstændig, og derfor tænker jeg også, at de på lige fod med andre studerende kan indgå i debatten om, hvordan vi får en campus, som alle føler sig inkluderet i.«