Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Retsfilosof: Derfor har universiteterne brug for Chicago-principperne

Lektor i retsfilosofi Jakob v.H. Holtermann støtter de Chicago-principper, som Folketinget behandler 2. december, fordi de beskytter undervisernes frihed. Omvendt kan det svække principperne, at de kommer fra politikerne, siger han.

Universiteterne må gøre op med forventningen om, at det aldrig må være ubehageligt at gå på et studie. At man skal skånes for tanker, som man finder problematiske, anstødelige eller krænkende, og at der nødvendigvis er noget galt, hvis man oplever det alligevel.

Det siger Jakob v.H. Holtermann, lektor i retsfilosofi på Københavns Universitet. Derfor støtter han de Chicago-principper, der behandles i folketingssalen torsdag.

»Chicago-principperne kan signalere til studerende, til undervisere og til fagfæller, at oplevelsen af at være stødt og forarget ikke i sig selv betyder, at der er sket noget forkert. Det kan der være, men det er ikke nødvendigvis tilfældet. Det er en ekstrem vigtig forventningsafstemning at have, når du går ind på universitetet.«

For Jakob v.H. Holtermann handler det i høj grad om undervisningsfrihed – et bøjeligt begreb, der modsat forskningsfrihed i dag ikke er nævnt i universitetsloven.

LÆS OGSÅ: Universiteterne bør formulere deres egne principper for den fri debat – ikke politikerne

Ifølge lektoren mangler der en beskyttelse af undervisernes faglige skøn, der indebærer, at de ikke udsættes for indgreb, alene fordi de krænker studerende eller andre undervisere. Det mener han, at Chicago-principper kan være med til at sikre.

De otte principper er oversat fra den erklæring, som University of Chicago vedtog i 2014, og som 82 amerikanske universiteter indtil videre har tilsluttet sig.

»Universitetet bygger på et grundlæggende princip om fuldstændig ytringsfrihed på alle områder,« lyder ét af principperne.

»Det er ikke universitetets opgave at forsøge at beskytte enkeltpersoner mod ideer og meninger, som de finder uvelkomne, er uenige med eller endda finder dybt stødende,« lyder et andet.

Det er Liberal Alliance, der har fremsat lovforslaget om at indskrive principperne i den danske universitetslov – for at beskytte åndsfriheden på universiteterne, som det hedder.

LÆS OGSÅ: Mere ytrings- og tankefrihed, mindre kønsaktivisme og krænkelseskultur

En vis modvilje

Spørgsmålet er, om åndsfriheden ikke allerede lever i bedste velgående på de danske universiteter? Er det frie ord og den frie tanke virkelig under et pres, der gør, at Christiansborg bliver nødt til at lovgive om det?

Jakob v.H. Holtermann siger, at det er svært at svare klart på. Det er let at pege på anekdoter om såkaldt krænkelsesparate studerende, »røverhistorier fra hele verden«, som han kalder det, men det betyder ikke, at problemet i sig selv er stort – og da slet ikke i den hjemlige andedam.

Vi kan ikke lade det være op til dem, der hævder at være krænkede, at definere, om der er gået noget galt

Jakob v.H. Holtermann, lektor i retsfilosofi, KU

Her nåede debatten sit iltre toppunkt, da Københavns Universitet i 2018 vedtog et sæt regler, der slog fast, at det var »medarbejderens eller den studerendes oplevelse af at have været udsat for krænkende adfærd, der er udgangspunktet«. Den formulering blev senere fjernet i et nyt regelsæt.

Holtermann savner dog fortsat en klar beskyttelse af underviserens frihed, der blandt andet sikrer, at man ikke automatisk kommer til samtale hos sin leder i tilfælde af en klage.

Han siger, at han selv har haft en del studerende, der har udtrykt »en vis modvilje« mod bestemte undervisningsmaterialer, og når han har signeret kronikker om undervisningsfrihed i dagspressen, er han efter eget udsagn blevet kontaktet af mange kolleger, der har oplevet noget tilsvarende.

Han ønsker dog en undersøgelse, der kortlægger, hvor mange undervisere der reelt oplever, at deres frihed er under pres.

Skal man så ikke vente på en sådan undersøgelse, før man vedtager de her principper? De fleste skræmmeeksempler kommer jo fra USA, ikke Danmark, og vores universiteter befinder sig et andet sted. Så har vi behov for dem her?

»Man kan sige: Der er ikke noget forgjort ved at have dem. Det er en juridisk beskyttelse, man kan lave på forhånd, så vi kan håndtere problemerne, når de opstår. Principperne åbner ikke op for, at vi må chikanere vilkårligt.«

Ingen chikane

Tværtimod, siger han.

Han nævner punkt otte i den oversættelse af Chicago-erklæringen, som Folketinget behandler: »Universitetet kan begrænse ytringer, der er i modstrid med loven, groft bagvasker et bestemt individ, eller indeholder trusler samt chikane, som mærkbart skader den enkeltes privatliv«.

Det er en central skelnen, siger Jakob v.H. Holtermann. Mellem det fagligt relevante, der krænker eller provokerer. Og mellem chikanen, der savner faglig begrundelse.

Chicago-principperne giver ham for eksempel ikke lov til at fortælle »blondinevittigheder ad nauseam eller at gøre nar af transpersoner«.

Men nogle vil måske sige, at Chicago-principperne netop friholder undervisere fra at tage ansvar for deres krænkelser?

»Det ville være anklagen, ja; at de blot er en måde at lave spillereglerne på, hvor alle dem, der ikke har noget i klemme, kan blive ved med at køre et magtspil af på de undertrykte af andet køn og race.«

Der er bestemt en risiko for, at man ser det her som endnu et indgreb i den akademiske frihed

Jakob v.H. Holtermann, lektor i retsfilosofi, KU

»Men jeg siger jo ikke, at det aldrig er forkert at krænke. For eksempel viser jeg tegninger af Muhammed på et af mine kurser, men det er klart, at hvis jeg indleder hver time med at gå hen til de muslimske studerende og stikke tegningen op i hovedet på dem, så ligner det klart og tydeligt, at jeg ikke har en pædagogisk pointe, men derimod gør det for at chikanere.«

Kan du skelne objektivt mellem de to ting?

»Det er det store spørgsmål. Hvor trækker vi grænsen? Det kæmper vi alle med,« siger Jakob v.H. Holtermann.

»Men det indlysende udgangspunkt må være, at vi ikke kan lade det være op til dem, der hævder at være krænkede, at definere, om der er gået noget galt. Fordi så afliver vi enhver ide om proces. Så bliver den krænkede anklager og dommer. Så der må være en forestilling i hele klagesystemet om, at der er en objektiv grænse, som i sidste ende bliver afgjort af universitetsledelsen.«

En ny politisk offensiv?

Jakob v.H. Holtermann er ikke den eneste fortaler for Chicago-principperne på universitetet. Tidligere har en række professorer slået på tromme for erklæringen i Berlingske, ligesom kandidater fra både Konservative Studerende og Frit Forum meldte sig som tilhængere i det netop overståede bestyrelsesvalg.

Lovforslaget, der behandles torsdag, kommer dog ikke fra universiteterne selv. Det kommer fra Christiansborg. Og ikke fra et hvilket som helst parti, det kommer fra Liberal Alliance.

Tidligere i år var partiets uddannelses- og forskningsordfører, Henrik Dahl, medforfatter af en tekst, der pålægger universiteterne at gøre op med »overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer« og »politik forklædt som videnskab«. Fra Folketingets talerstol gik Dahl til angreb på navngivne forskere, blandt andet fra Københavns Universitet.

Teksten blev vedtaget af et flertal i Folketinget og blev efterfølgende kritisereret vidt og bredt på universiteterne for at være et angreb på forskningsfriheden. Jakob v.H. Holtermann var selv blandt kritikerne.

I et debatindlæg i Uniavisen skriver hans kollega, lektor Thomas Brudholm, at universiteterne selv bør vedtage sine principper, ikke politikerne.

»Universiteterne bør lave sin egen erklæring om en fri og åben debat og tage initiativet fra politikere, der vil bestemme, hvad der er god og dårlig forskning.«

Spørgsmålet er, om Chicago-principperne bliver brugt som led i en politisk værdikamp, som Jakob v.H. Holtermann selv er imod?

»Jeg synes, det er dybt uheldigt. Der er bestemt en risiko for, at man ser det her som endnu et indgreb i den akademiske frihed. Men Chicago-principperne er det stik modsatte. Det er en beskyttelse af undervisere og forskere mod vilkårlige indgreb.«

Hvad er forskellen mellem vedtagelsesteksten og Chicago-principperne?

»Som udgangspunkt var teksten besluttet på baggrund af en konkret kritik af enkelte forskere. Man kan sagtens læse den som en trussel om, at hvis I ikke laver en anden type forskning, end den I laver i øjeblikket, så kan det ramme i form af Folketingets modvilje.«

»Kort tid efter kom der så en regionalisering, der lader til at ramme nogle af de fag, som kritikken retter sig mod. Det ligner jo et angreb på de pågældende forskere.«

Chicago-principperne er derimod en beskyttelse af forskere, undervisere og studerende imod »vilkårlig indskrænkning af ånds-, ytrings- og undervisningsfriheden,« som Jakob v.H. Holtermann formulerer det.

»Hvis der nogensinde skulle komme et nyt forslag fra politikerne om aktivt at gribe ind i vores forskningsfrihed, så ville jeg da netop påberåbe mig Chicago-principperne, fordi de beskytter den akademiske frihed.«

Seneste