Rio, min Rio: Ingen tænker selv, tak

Fyrre minutter efter timen skulle være begyndt, kommer underviseren slentrende ind ad døren.

Smilende kigger han ud på de omkring tyve studerende, der sidder klar med notesblokke til den første time i International Politik. Jeg er en af dem, og jeg er spændt på min første time på det brasilianske universitet, men jeg havde tydeligvis ikke behøvet at løbe fra metroen og op på fjerde etage for at nå at være der til tiden.

Carlos, som min professor hedder, sætter sig i lotusstilling på katederet, og begynder at snakke. Ingen noter på tavlen, ingen powerpoint, kun lyden af ventilatoren i loftet og Carlos’ mumlende talestrøm, der virker som noget, han lige finder på i øjeblikket.

Sniksnak for et børnehavebarn

Jeg føler mig meget uforberedt. En pensumliste har ikke været til at støve op, og da jeg et par dage forinden spurgte efter tekster eller bøger til kurset, fik jeg at vide, at det havde underviseren ikke lige bestemt sig for endnu.

Mit portugisiske er stadig på niveau med et brasiliansk børnehavebarn, så uden nogen idé om, hvilket tema eller hvad Carlos snakker om, er det næsten umuligt at følge med i forelæsningen, som tilsyneladende bare er en sniksnak om, hvad international politik er.

Da han slutter timen af, peger han på tre bøger og fortæller, at det er tre tekster derfra, vi skal læse til næste gang. En af de andre studerende beder ham om at sørge for, at teksterne bliver kopieret. Først en uge efter husker han at få lavet de – ulovlige – kopier af teksterne, og allerede en uge inde i semesteret er jeg derfor bagud med læsningen.

Læs Rio, min Rio 1: Frygt i kontrasternes by.

Man bør være taknemmelig

Heldigvis har alle professorerne på mit universitet ikke en ligeså ligegyldig indstilling til undervisningen som Carlos. Men han er et godt eksempel på den – manglende – vigtighed, der tillægges uddannelserne på de statslige universiteter.

Universidade Federal, som jeg går på, betragtes som et af de bedste universiteter i Brasilien, og har nogle af de dygtigste forskere ansat. At undervise er en del af deres kontrakt, ligesom det er i Danmark.

Men det er tydeligt at mærke, at det ikke er det, de er der for – visse professorers, heriblandt min undervisers – attitude over for de studerende synes at være, at de studerende må være taknemmelige for blot at være i selskab med disse stjerneakademikere.

At ethvert emne, de måtte have lyst til at snakke om, vil berige de studerende med vand fra den intellektuelle brønd.

Ingen tænker selv, tak

Min lærer i Sociologi tager os lidt mere seriøst. Hun kommer til tiden, og har endda lavet en plan over, hvad vi skal læse. Alligevel har hun ikke den store tiltro til vores evner til selvstændig tænkning – eller måske orker hun bare ikke at lægge op til diskussion af teksterne.

For hende er det nemlig meget mere tidsbesparende at undervise som hun gør: At hver time går med et referat af den tekst, vi har læst hjemme. Der kan allerhøjst stilles spørgsmål til passager i teksten, man ikke har forstået.

Vores nyligt overståede eksamen kan heller ikke have voldt hende de store besværligheder: I en halvanden times skriftlig eksamen skulle vi, uden tekster og i hånden, skrive løst og fast om, hvad vi lige kunne huske fra undervisningen.

Ligegyldig undervisning og ligeglade studerende

Hele undervisningsformen og eksaminationen bærer tydeligt præg af, at når de studerende først er inde, skal de bare igennem uden at tage for meget af professorernes dyre tid, og det er op til dem selv at opsuge den viden, de højt profilerede forskere gemmer på.

Men de studerende bærer også deres del af ansvaret for, at undervisningen ikke bliver taget alvorligt.

I løbet af en time kommer cirka halvdelen for sent, hele tiden går nogen ind og ud for at hente kaffe, snakke i mobiltelefon eller gå på toilettet, og kun en lille del af klassen har som regel læst teksterne – så selv hvis der blev lagt op til diskussion, ville man ikke få meget ud af det.

Der er ingen tvivl om, at der er mulighed for at blive en dygtig sociolog eller statskundskaber i Brasilien, hvis man er top of the class og er vedholdende nok til selv at opsøge forskerne, spørge, diskutere og udfordre sig selv og dem.

Men mit indtryk er også, at langt størstedelen af de brasilianske universitetsstuderende aldrig lærer den samme kritiske, analytiske og selvstændige tilgang og brug af kilder som danske studerende.

Det brasilianske eksempel er tæt på det danske

Det brasilianske tilfælde er et tydeligt eksempel på, at hvis universiteter og politikere ikke anerkender, at uddannelse er universitetets kerneområde, og prioriterer undervisning af højeste faglige og pædagogiske kvalitet, hjælper det ingenting at underviserne er stjerneforskere.

Samtidig må de studerende tage deres del af ansvaret og dels turde kræve et højere niveau fra underviserne, dels have samme respekt for undervisningen, som de ønsker af professorerne.

Jeg har efterhånden vænnet mig til at komme en halv time for sent til timerne i International Politik. Så kan jeg nå at sætte mig til rette, finde teksterne og drikke lidt vand, inden Carlos kommer.

Sidste gang dukkede han ikke op – han var i Argentina, fandt en af mine medstuderende ud af efter 45 minutters venten. Ingen blev overraskede eller irriterede. Roligt traskede de tilbageværende studerende ud til endnu en kop kaffe og 45 minutters ventetid på næste time.

uni-avis@adm.ku.dk