»Sidder studerende til daglig og fletter fingre med Erdogans udsendte?« Q&A med Morten Messerschmidt

Både i et debatindlæg i Uniavisen og i en artikel i Berlingske kritiserer folketingsmedlem for DF Morten Messerschmidt, at Københavns Universitet ikke overvåger, om deres ansatte arbejder på ambassader, mens de underviser i fx tyrkisk eller arabisk.

I debatindlægget kritiserer han også uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen for ikke at ville pålægge universiteterne at føre den slags registre. Universiteterne kan godt selv styre, hvem de ansætter, mener ministeren.

I Berlingskes artikel kom frem, at DF-politikeren har søgt – og fået – aktindsigt i rejseaktiviteter og lønforhold for syv navngivne forskere på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier (ToRS). Alle syv forsker og underviser i Mellemøstens sprog og kultur.

Uniavisen har bedt Morten Messerschmidt om at begrunde sin mistanke til de ansatte på Københavns Universitet.

Morten Messerschmidt, hvad er det, du frygter foregår på Københavns Universitet lige nu?

»At neutral og redelig forskning er kommet i baggrunden til fordel for mere politiserende forskning. Det er en af de ting, jeg bekymrer mig for. I særdeleshed har jeg en nysgerrighed på, hvad der foregår på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier.«

Hvad er det så, du frygter, der foregår der?

»At instituttet ikke har noget overblik over, hvor mange ambassadeansatte, der indgår i undervisningen samtidig med, at vi ved, at flere mellemøstlige landes ambassader agerer mere og mere politisk, det, synes jeg, er meget bekymrende.«

Indicier eller beviser?

Uniavisen har set de akter, Morten Messerschmidt har fået indsigt i fra instituttet, og her fremgår oversigter over de syv ansattes rejseaktiviteter. De rejser til konferencer, i uddannelsessammenhænge og på forskningsophold. Det fremgår også, at instituttet ikke opgør, om deres ansatte samtidig arbejder på ambassader – eller andre steder, for den sags skyld.

Hvilke beviser har du på, at KU-ansatte i det skjulte samarbejder med ‘officielle repræsentanter for udenlandske magter’, som du kalder det?

»Det har jeg jo ingen beviser for. Det er derfor, jeg beder dem (ToRS, red.) om at redegøre for det.«

»Det mest konkrete eksempel på noget, der kan være problematisk, er selvfølgelig, at vi ikke kan få oplyst, om der fx er medarbejdere ved den tyrkiske ambassade i København, der fungerer som undervisere. Det har vi nogle indicier for, men vi kan ikke få det oplyst.«

Hvad er det for indicier?

»Jeg ved, at der har været brug af ansatte fra den tyrkiske ambassade. Det skal man selvfølgelig være påpasselig med, når vi ved, hvordan den tyrkiske ambassade i al almindelighed er meget stærkt styret fra Tyrkiet og Erdoganregeringen. Jeg synes da, det er bekymrende, at man slet ikke har noget overblik over, i hvor vidt omfang, man bruger det på KU. Jeg vil gerne vide, hvilken kontrol man har med at det der undervises i ikke er politisk styret fra Erdogans side.«

Tip om gratisarbejde

Du siger både, at du har indicier, og at du ved det. Hvilken en af dem er det?

»Jamen, vi har konkrete … jeg skal lige se, om jeg kan finde et navn til dig. Min assistent vender lige tilbage til dig.«

Efter interviewet sender Morten Messerschmidt, via sin assistent, et navn på en ToRS-ansat, der skulle kunne bekræfte, at der er eller har været ambassadeansatte ansat til at undervise studerende på instituttet. Dette afviser vedkommende over for Uniavisen.

I debatindlægget skriver Morten Messerschmidt og Jens Henrik Th. Dahl, der er medafsender, at »man er naiv, hvis man tror, at udenlandske ambassader stiller deres folk gratis til rådighed for venlighedens skyld.«

Hvorfor tror du, der er nogen, der underviser gratis?

»Jamen, det kan jo være fordi, de får deres løn et andet sted fra?«

Jamen ved du, at der er nogen, der underviser gratis?

»Lad mig lige vende tilbage til det, når jeg har hørt fra min assistent, han har et bedre overblik.«

Morten Messerschmidts assistent oplyser siden, at han har tippet om den gratis arbejdskraft fra en anden end den medarbejder, der har tippet om undervisereres potentielle bijob på ambassader, men vil ikke oplyse et navn på sin kilde.

Fletter fingre

Hvis vi køber præmissen; hvad kunne der ske ved, at en medarbejder, der også var ansat ved den tyrkiske ambassade, underviste bachelorstuderende i tyrkisk sprog og tyrkiske forhold?

»De studerende ville få lanceret Erdogans version af virkeligheden som virkeligheden. Når man går på et dansk universitet må det være sådan, at man kan have en forventning om, at den undervisning, man får, er objektiv grænsende til kritisk. Dem, der studerer tyrkiske forhold fx, sidder de til dagligt og fletter fingre med Erdogans udsendte? Det kan vi ikke få oplyst.«

I Berlingske kalder du de studerende for »børn og unge«? Tror du ikke, at de studerende er voksne, kritisk tænkende mennesker, der – selv hvis de situationer, du beskriver rent faktisk skulle forekomme – kan finde ud af at gå kritisk til den information, de får?

»Jeg håber ikke, at der nogen, der har følt sig krænket af, at jeg kom til at sige ”børn og unge”. Om studerende så skal have en kritisk sans, jo, det skal de da i høj grad, men der er jo netop tale om studerende, altså folk, der er ved at tilegne sig et stof, og jeg synes da, jeg har set eksempler på, at den kritiske sans af og til kan glippe hos studerende.«

Hvornår er det sket?

»Ja, nu var det sådan set ment som en sarkastisk bemærkning, men det synes jeg da, jeg … Jeg vil ikke give nogle konkrete eksempler, for så skal jeg sidde og hænge nogen ud. Men studerende må have en forventning om, at den undervisning, man får, ikke har en bestemt ambassade eller regering i Mellemøsten som afsender.«

Ingen ‘smoking gun’

Til Berlingske siger Morten Messerschmidt, at han ikke har fundet noget i akterne, der bekræfter hans mistanker – ingen »rygende pistol.«

Han mener, det er bekymrende i sig selv, at han ikke får aktindsigt på alle de 12 punkter, han har anmodet om. Ifølge afvisningen, som Uniavisen har set, er der flere ting, instituttet ikke kan oplyse om, fordi man ifølge offentlighedsloven ikke kan få indsigt i ansættelsesforhold for enkeltpersoner eller dokumenter som kalendere eller altså fordi, det ikke bliver registreret.

Der er intet krav om, at instituttet skal opgøre de ting, du efterspørger. Hvad skulle der til for at du ville tænke, okay, der er ikke noget at komme efter her, nu lader jeg det ligge?

»I virkeligheden synes jeg jo, det er bekymrende, at man ikke kan give svar. Så allerede der er jeg bekymret. Når man ikke har styr på fx hvor mange af ens ansatte, der også arbejder for en ambassade, så synes jeg da, at det i sig selv taler for en naivitet som er uforenelig med at være institut for studier i nogle lande, hvor det er meget svært at se demokratier, men også at man skulle være særlig venligt stemt over for Danmark. Det er jo lande, hvor man ofte vil finde et modsætningsforhold til Danmark. Og derfor er det jo bekymrende, at man behandler det så nonchalant, som man tilsyneladende gør.«

Når du har søgt aktindsigt specifikt i profiler som Jørgen Bæk Simonsen og Jakob Skovgaard Petersen, er det så, fordi du tror, de har en usund tilknytning til ambassaderne?

»Ja, det ville jo være ret naturligt, at man som mellemøstforsker har en eller anden forbindelse til ambassader i lande, som man forsker i. Når jeg nævner de to, så er det fordi, at jer ser problemer her. De forsøger at male et meget rosenrødt billede af islam, som ikke står mål med virkeligheden. Derfor er det da interessant at høre, hvad det er for nogle mennesker, de omgås, så man kan se, hvilke kilder der giver dem den meget rosenrøde opfattelse, eller om det måske handler om, at de gerne vil give en rosenrød beskrivelse af islam, så de kan være gode venner med nogle bestemte typer på ambassaderne. Det kan der jo være mange årsager til. Derfor er det jo ærgerligt, at det ikke er noget, der interesserer instituttets ledelse.«

Føles som et pres

Annika Withamar, der er institutleder på ToRS, siger til Berlingske, at hun godt kan forstå, hvis nogle af de syv forskere, kan opleve det som et pres, når en folketingspolitiker pludselig spørger til blandt andet deres løn og rejseaktiviteter.

»Når det angår syv personer, og hvor flere af dem har optrådt i medierne, så kan man godt undre sig over den politiske interesse. Og når det kommer fra en magtfuld politiker, så kan jeg godt forstå, at nogle kan finde det ubehageligt,« siger hun til avisen.

Morten Messerschmidt har tidligere stødt sammen med flere af de forskere, der er tale om, blandt andet Jørgen Bæk Simonsen og Jakob Skovgaard-Petersen. Han afviser dog, at hans anmodning om aktindsigt skal ses som en forlængelse af de beskyldninger om usaglighed i blandt andet mellemøstforskningen, han sammen med Henrik Dahl har stået i spidsen for.

»De her mennesker går jo ikke tilbage for at blande sig i den offentlige debat og blander sig gerne i en hel masse, så det undrer mig en smule, hvis de føler sig pikerede eller ligefrem chikanerede, hvis der er nogen, der begynder at interessere sig for, hvad deres faglige virke egentlig består i.«

Du kan ikke forstå, man kan føle sig presset, når der lander sådan en mail fra dig?

»Nej, den her aktindsigt adskiller sig jo ikke fra den, et dagblad for længe siden burde have sendt afsted.«

Har du søgt andre aktindsigter i andre end mellemøstforskere?

»Ikke endnu. Det er det, der især har interesseret mig, og som jeg vil grave videre i, men det kunne sagtens være, jeg vil kigge nærmere på Rusland eller Kina. Prøv at forestille dig, hvis man har ansatte på DTU, som man ved er aflønnet af den kinesiske ambassade. Når man ved, at den kinesiske regering notorisk spekulerer i industrispionage, så ville det da være noget, der var dybt bekymrende. Så det er ikke noget, der begrænser sig til ToRS, men det er der, mit udgangspunkt har været.«