Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Slut med uorganiserede besøg på KU af pinger

Regler — I fremtiden vil rektor gerne have besked, når nogen på Københavns Universitet finder på at invitere en kendt person eller politisk sværvægter forbi. Reglerne blev strammet umiddelbart efter besøg fra den catalanske eksil-leder Carles Puigdemont.

Artiklen er opdateret den 21. marts kl. 13:25.

For nylig (22. januar 2018) besøgte den afsatte og landflygtige leder af det catalanske selvstyre Carles Puigdemont Institut for Statskundskab, hvor han gerådede i heftig politisk debat med EU-professor fra KU Marlene Wind.

Besøget fik også opmærksomhed, fordi den spanske regering forinden havde udstedt en arrestordre på Puigdemont, så der opstod usikkerhed om, hvorvidt politiet ville troppe op og anholde Institut for Statskundskabs gæst (det gjorde de ikke).

Men hvad enten det skyldes Puigdemont-besøget, eller at Københavns Universitet bare generelt på nogle punkter er et uregerligt sted, vil KU-rektor Henrik C. Wegener fremover gerne have mere tråd i, hvem der får besked, når KU får pinger på besøg.

To dage efter Puigdemont-besøget fik KU nye retningslinjer for håndtering af besøg.

Beredskabschefen skal have besked

Reglerne er, at rektorsekretariatet, KU’s kommunikationsafdeling, og Tommy Bøgh Sillemann, der er sikkerheds- og beredskabschef på KU, skal have besked, hvis der kommer særlige gæster. Også hvis gæsterne er indbudt af nogen uden for KU’s ledelse, for eksempel en studenterforening. Om nødvendigt skal besøgene også koordineres med rektor.

Dialog med ledelsen [kan] aldrig […] skade, og vi har en forventning om, at dette sker med udgangspunkt i gensidig respekt

Formand Magnus Hagmann, International Debat

Det fremgår, at forskellige slags gæster kræver forskellige grader af rektoratskontrol.

Hvis en af de ministre, som KU i særlig grad samarbejder eller havner i politiske og økonomiske konflikter med, fx uddannelsesministeren eller transport- bygnings- og boligministeren, dukker op, vil rektor gerne orienteres og have mulighed for selv at kigge forbi, eller sende en dekan, hvis han ikke selv har plads i kalenderen.

Det samme gælder, hvis nogen inviterer et udenlandsk statsoverhoved.

Debatforening: Vi har tillid til ledelsen

Folk på Institut for Statskundskab fik besked om de nye regler 16. marts, da institutleder Mikkel Vedby Rasmussen rundsendte dem til ansatte og studenterforeninger.

En af studenterforeningerne er International Debat, hvis formand Magnus Hagmann skriver, at de nye regler ikke bekymrer ham. Han insisterer samtidig på, at de studerende selv vil beholde kontrollen.

»Som det er nu, orienterer vi institutledelsen om alle vores arrangementer rent rutinemæssigt, med en forventning om, at vi som forening har fuldkommen selvbestemmelse i forhold til deres indhold,« skriver han på Messenger.

»Overordnet set mener vi, at dialog med ledelsen aldrig kan skade, og vi har en forventning om, at dette sker med udgangspunkt i gensidig respekt. Med de arrangementer, vi afholder i International Debat, kan jeg ikke forestille mig, at der skulle opstå en situation, hvor ledelsen ville bryde ind og forsøge at ændre indholdet, så det er ikke noget, der bekymrer mig,« skriver Magnus Hagmann.

International Debat har i 2018 blandt andet haft besøg af den britiske ambassadør Dominic Schroeder, den franske ambassadør Zimeray, den tyske ambassadør Krumrei og SF-formand Pia Olsen Dyhr.

Og sig det lige, hvis I inviterer Margrethe

Af listen over rektors invitationsregler fremgår også, at rektor fremover gerne vil have et heads-up, hvis nogen åbner et »grundforskningscenter/Novo Nordisk Center eller lign.«

I disse tilfælde betinger rektor sig oveni at få mulighed for at tage stilling til selve arrangementet og involvere rektorsekretariatet i at finde en dato, der passer.

Det samme gælder, hvis dronningen kommer på besøg. Dronningebesøg er faktisk den kategori af besøg, der kræver allermest rektorinddragelse.

Her vil rektor gerne have lov at godkende invitationen, før den bliver sendt.

I øvrigt skriver institutleder for Statskundskab Mikkel Vedby Rasmussen i en mail, at besøget fra Carles Puigdemont »ikke har givet anledning til kritik fra KU’s ledelse«.

KU’s ledelse har ikke ønsket at kommentere de nye retningslinjer over for Uniavisen.

Seneste