Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Sommerlund forspilder chancen for en nyttig debat

SVAR - Det er ærgerligt, at prodekan på Humaniora Julie Sommerlund fremstiller Produktivitetskommissionens anbefalinger som et angreb på de humanistiske uddannelser, når deres formål er at bidrage til, at optaget på samtlige studier tager bedre hensyn til kandidaternes mulighed for at få et job, skriver Peter Birch Sørensen.

Julie Sommerlunds replik bygger desværre på en række misforståelser, som jeg hermed vil forsøge at korrigere.

Produktivitetskommissionens konklusioner bør glæde enhver tilhænger af klassisk humanistisk faglighed. Vi påpeger, at de fag, der bærer den humanistiske tradition i gymnasiet, typisk ikke har noget beskæftigelsesproblem; og vi kritiserer, at taxametersystemet diskriminerer mod netop de fag.

Vores kritik omfatter forhold, som også humanister har været kritiske over for: At man flytter midler fra klassisk humaniora til fag, som kan have mere umiddelbar tiltrækningskraft, og at man præmierer antallet af kandidater snarere end kvaliteten. Derfor foreslår vi, at man afkobler den mekaniske præmiering, der hidtil i dobbelt forstand har præmieret kvantitet – dels mht. hvor mange studerende, man kan tiltrække (fx til mediestudier), dels mht. hvor mange kan presse igennem med så få ressourcer som muligt.

AC’s ledighedstal giver ikke det fulde billede af humanisternes arbejdsløshed

Produktivitetskommissionen er fuldt opmærksom på, at der har været en stor stigning i antallet af beskæftigede humanister i de seneste årtier. Det viser, at humanisterne i høj grad bidrager til den økonomiske værdiskabelse – rent bortset fra de andre vigtige bidrag, de yder til samfundslivet. Ingen af os ville kunne holde ud at leve i et samfund uden humanister.

Kontroversen mellem Julie Sommerlund og mig skyldes tilsyneladende Produktivitetskommissionens påpegning af, at humanisterne i gennemsnit stadig har en væsentligt højere ledighed end gennemsnittet for samtlige akademikere, og at ganske mange af dem ikke bruger deres uddannelse i det job, de har.

Selv hvis man som Sommerlund bruger ACs ledighedsstatistik, så ligger humanisternes ledighed både historisk og aktuelt noget over AC-gennemsnittet. Men ACs ledighedstal omfatter kun personer, der modtager arbejdsløshedsdagpenge. De inkluderer ikke ledige, der er faldet ud af dagpengesystemet eller ikke har nået at optjene ret til dagpenge eller ikke er medlem af en A-kasse.

Produktivitetskommissionen har i stedet set på Danmarks Statistiks registerdata for ledige opdelt på uddannelsesgrupper. Disse tal inkluderer samtlige ledige inden for hver gruppe, uanset om de modtager dagpenge eller ej. Vi har kigget på tal for perioden fra 1990 og så langt frem, som de tilgængelige data i øjeblikket rækker, dvs. til og med 2011.

Tallene viser, at humanisterne som samlet gruppe i hele perioden har haft en væsentligt højere ledighed end gennemsnittet for samtlige akademikere. Arbejdsløsheden blandt humanister har typisk ligget omkring 60 procent højere end ledigheden for alle akademikere under ét.

Fem års universitetsuddannelse kan føre til ufaglært job

Kommissionen har også brugt Danmarks Statistiks registerdata til at undersøge, i hvilket omfang forskellige grupper af akademikere rent faktisk bruger deres uddannelse i det job, de har. Tallene viser, at akademikere med en humanistisk uddannelse i langt højere grad end andre akademiske faggrupper arbejder i ufaglærte jobs, der kun kræver kvalifikationer på ungdomsuddannelsesniveau eller mindre.

Det er altid problematisk at generalisere om brede kategorier som ”humanister” og andre uddannelsesgrupper. Derfor dykker Produktivitetskommissionens rapport også ned i data for de enkelte studieretninger for at nuancere billedet. Vi påviser således store forskelle i arbejdsløshed og overuddannelse (arbejde som ufaglært) inden for både de humanistiske fag og andre fagområder.

Fx påpeger vi som sagt, at de fleste klassiske gymnasielærerfag blandt de humanistiske uddannelser klarer sig udmærket på arbejdsmarkedet. De store problemer med arbejdsløshed på det humanistiske område findes primært inden for en række nyere fag som fx kommunikation, medievidenskab, filmvidenskab mv.

De nye fag tiltrækker desværre flest studerende

Som et eksempel kan man opdele dimittenderne fra de humanistiske fag i traditionel humaniora, erhvervssprog (sproguddannelser fra handelshøjskolerne) og ”anden humaniora” (såsom kommunikation, film- og mediefag, litteraturvidenskab, teatervidenskab mv.) . I 1991 havde 10 procent af det samlede antal humanistiske dimittender en uddannelse inden for ”anden humaniora”. I dag udgør de hele 60 procent af samtlige humanistiske dimittender.

Samtidig er det denne gruppe af humanister, der igennem hele perioden fra starten af 1990’erne har haft højest arbejdsløshed og lavest erhvervsindkomst efter endt uddannelse. De har også større sandsynlighed for at ende i ufaglært arbejde end gruppen kategoriseret som traditionel humaniora.

Paradokset er altså, at de fag, der i udgangspunktet havde den største arbejdsløshed og laveste indkomst, har oplevet den største tilstrømning af studerende. Den samme tendens genfinder man også uden for det humanistiske fagområde. Det er derfor, Produktivitetskommissionen har advaret mod en fortsættelse af de nuværende udviklingstendenser.

Det er ikke humanioraen, der skaber overskuddet, overskudsfirmaer hyrer humanister

Julie Sommerlund kritiserer mig for at overse en undersøgelse fra Centre for Economic and Business Research rekvireret af DJØF. Undersøgelsen skulle angiveligt vise, at humanister skaber mere værdi end ingeniører. Sommerlunds kritik tyder på, at hun næppe har læst Produktivitetskommissionens rapport om uddannelsessystemet. På rapportens side 43 diskuterer kommissionen netop den omtalte undersøgelse og tre andre lignende undersøgelser.

Undersøgelserne viser, at der typisk er en positiv sammenhæng mellem, hvor produktiv en virksomhed er, og hvor mange højtuddannede den har ansat. Den sammenhæng er stærkere for personer med en samfundsvidenskabelig og humanistisk uddannelse end for ingeniører. Men denne statistiske sammenhæng siger ikke noget om årsagssammenhængen.

Det ville være mærkeligt, hvis virksomhederne slet ikke var opmærksomme på, hvordan forskellige faggrupper bidrager til deres produktivitet og lod det afspejle sig i lønningerne. Derfor er den omtalte sammenhæng nok snarere er udtryk for, at virksomheder, der af forskellige andre grunde er særligt produktive, også har en tilbøjelighed til at ansætte flere humanister og DJØFere.

Fag, der uddanner til arbejdsløshed skal have færre penge for sidste studerende

Julie Sommerlund hævder, at jeg (Produktivitetskommissionen) foreslår ”sindrige modeller for at få unge mennesker til at se bort fra deres helt legitime, faglige interesser” og at give de humanistiske uddannelser færre penge til undervisning. Igen er der tale om misforståelser.

Kommissionen har foreslået, at de uddannelsessøgende får relevant information om, hvordan beskæftigelses- og indtjeningsmulighederne for de forskellige uddannelser har været i de senere år. Det kan være nyttigt at vide for de mange, der ikke er helt sikre på, om de foretrækker den ene eller den anden uddannelse.

Derudover har kommissionen foreslået en reform af taxametersystemet, dels fordi vi er bekymrede over, at det nuværende system tilskynder til at sænke det faglige niveau, og dels for at motivere universiteterne til at tage større hensyn til kandidaternes beskæftigelsesmuligheder. Tanken er, at hvis kandidater med en bestemt uddannelse gennem længere tid har oplevet relativt høj arbejdsløshed og relativt lav indkomst, så sænkes taxametertaksten for det pågældende fag – men kun for det studieoptag, der ligger ud over en vis grænse.

Med andre ord: Hvis studieoptaget holder sig inden for en grænse svarende til, hvor mange kandidater med den pågældende uddannelse arbejdsmarkedet forventes at kunne absorbere på længere sigt, så sker der ikke noget med taxameteret. Men for de studerende, man optager ud over den fastlagte grænse, får man en lavere takst. Dette princip tænkes anvendt på samtlige fag; ikke kun de humanistiske. Forhåbentlig står det klart, at dette er noget ganske andet end ”at give de humanistiske uddannelser færre penge til undervisning”.

Sats på kvalitet, ikke kvantitet som i dag

Produktivitetskommissionen slår også til lyd for, at der skabes en tættere sammenhæng mellem taxametertaksterne og de faktiske omkostninger ved undervisningen, så længe studieoptaget ligger inden for den ovennævnte ”kvote”. Vi peger fx på det problematiske i, at kommunikationsuddannelser og uddannelser inden for film- og medievidenskab modtager et taxametertilskud, der er halvanden gang højere end tilskuddet for andre humanistiske uddannelser, selv om det ikke står klart, at de har et større udgiftsbehov.

Vores rapport påviser også en klar sammenhæng mellem, hvor mange ugentlige undervisningstimer, de studerende modtager, og hvor godt de efterfølgende klarer sig på arbejdsmarkedet. Det kan være med til at forklare, hvorfor en del humanister har det svært på arbejdsmarkedet, eftersom der gives relativt få undervisningstimer på en række humanistiske uddannelser.

Hvis det lave timetal skyldes, at de humanistiske fag er ”underfinansierede”, som Julie Sommerlund skriver, så vil en tættere sammenhæng mellem taxametertakster og de faktiske omkostninger per studerende bidrage til at afhjælpe problemet. Inden for fag med høj arbejdsløshed og lav indtjening er det efter Produktivitetskommissionens opfattelse bedre at uddanne færre kandidater, men til gengæld give dem en uddannelse med et rimeligt undervisningsomfang, så deres kvalifikationer styrkes. Kort sagt: Lad os satse mere på kvalitet frem for kvantitet.

Ikke et angreb på Humaniora

Kommissionens forslag om at omlægge en del af SU’en til statsgaranterede lån skal ses i samme lys. Det vil kunne frigøre betydelige ressourcer, som man kan vælge at bruge på at øge kvaliteten i uddannelserne, fx til mere undervisning på de fag, der lider under for få undervisningstimer. Vi har også peget på, at man kan vælge at give en højere SU til uddannelser, der i særlig grad er efterspurgte på arbejdsmarkedet, men det er ikke en central del af vores anbefalinger og nævnes kun som en blandt flere muligheder.

Det er ærgerligt, at Julie Sommerlund vælger at fremstille Produktivitetskommissionens anbefalinger som et angreb på de humanistiske uddannelser frem for en opfordring til, at optaget på samtlige studier i højere grad tager hensyn til kandidaternes beskæftigelsesmuligheder. Forhåbentlig kan den fremtidige debat om disse spørgsmål fokusere på, hvad der faktisk står i kommissionens rapport.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste