Stativ, stakit, stafet

»LØØØB, for hælved’, Kim!« vræler en ranglet fyr i testikelkorte tennisshorts og moderigtig charmeklud. Hans sorte hornbriller vipper på næsen, og hans kunstfærdige opmuntring er rettet mod et uidentificerbart punkt i den trægt gyngende horde af kondiløbere.

Der er hul i skyerne og solen gør sit til at give løberne sved på panden. Solstrålerne dufter af grillpølser og fadøl. Europas største motionsløb, den årlige DHL-stafet i Fælledparken, er godt undervejs, og her udenfor Københavns Universitets to aflange telte er stemningen ved at få luft under vingerne.

Omkring 700 studerende og ansatte fra KU er samlet i hold af fem personer som hver skal løbe fem kilometer. Klokken er ti minutter over starttidspunktet da Deres udsendte medløber møder et foruroligende fuldtalligt hold fra FARMA. Men holdet insisterer på at de skam allerede er startet.

»Vi løber jo normalt bare efter bussen, men vi har helt bestemt forventninger om en plads på skamlen«, lyder den ukuelige optimisme endda fra farmaceuterne.

Har I forberedt jer godt til dagens løb? Har I været en tur i laboratoriet?

»Vi er naturligvis stærkt dopede. Ingen forventer andet!«, svarer de i eksemplarisk sportsånd. Fair-play har aldrig givet seertal, og det er pillesnedkerne tilsyneladende fuldstændig klar over.

Gamle veteraner og grønne hvalpe

Feltet byder både på gamle veteraner og grønne hvalpe, og én af dem der i dag skal defloreres og indvies i det traditionsrige firmaløbs stolte rækker, er dekan Nils O. Andersen fra Det Naturvidenskabelige Fakultet. Dekanen er ikke nervøs. »Jeg har meget høje forventninger til dagens løb«, smiler han.

Det er hans niece der har anbefalet ham at deltage, men Nils O. Andersen har ikke besværet sig med at smugtræne på forhånd, fortæller han og trækker mod starthullerne, øjensynligt forvisset om at familieæren vil komme uskadt igennem løbet uden opvarmning.

Prorektor Lykke Friis er gammel i gårde, men er i år sat ud af spillet med en knæskade. Så i dag er hun banner. Hun nyder sit otium på sidelinien i selskab med de ydmygt betitlede KU Supremes. »Eller… det hedder vi da, gør vi ikke?«, spørger Tanja forvirret rundt i en kreds af skuldertræk.

Generelt er det pø om pø med beskenheden, som ganske vist heller aldrig har været et værdsat mantra inden for firmaidræt. »Of course, we have!«, svarer en græsk udvekslingsstuderende på mit spørgsmål om hvorvidt hans hold har en fordel med sig fra studiet som konkurrenterne ikke har.

»Jeg skal bare lige finde ud af hvad den er«. Universitetsavisens udsendte (humanistiske) medløber lister af og overlader det til grækeren at brainstorme sig frem til en åbenlys sammenhæng mellem nanoteknologi og jogging.

Holy Runners

»Vi hedder Holy Runners!« proklamerer Sheriffen. Han selv er ny i byen, påstår han, men cowboyhatten er med på teologernes hold for tredje år i træk. »Men om en halv time er vi holy shit«, skryder han og skæver til en ramme medbragte dåsebajere. »Aarrrjj, Thomas! Ikke i avisen!« lyder det uoprigtigt forarget fra en holdkammerat.

Om bibelstudierne har materialiseret sig i en sportslig fordel for Thomas, Morten og Finn skal være usagt, men sammenlignet med nabobordene er teologernes vanddunke få og vinen mangfoldiggjort. Universitetsavisens udsendte får straks stukket en liter paprødvin i hånden. »Næstekærlighed, min ven!« nikker Sheriffen og fortsætter med at rode i papæsken med ubrugelige sponsorgaver, mens holdet evaluerer dagens præstation.

De er alle tilfredse og ønsker Deres udsendte medløber held og lykke med sin nyerhvervede tjans som sportsskribent inden Sheriffen finder hvad han søgte. »Kan jeg byde på lidt pastrami?«

Aerodynamiske uniformer, tak!

Universitetsavisen fanger en rødmosset Trine sekunder efter hun har færdiggjort sin andel af holdets 5×5 kilometer. Hun er enig med sine holdkammerater om at det er dejligt at kunne optræde under fælles banner med resten af KU efter fusionen. Eneste klagepunkt er uniformerne, og klagen bunder vist både i almindelig forfængelighed som i ægte sportsengagement.

»De her T-shirts er vildt grimme!« siger Trine mellem forpustede åndedræt. »Næste år vil vi i det mindste gerne have dem i small. Ja altså, det øger jo vindmodstanden betydeligt!« siger hun og hiver ud i den slaskede bomuldssæk der poser ned over hendes hofter.

Ved solnedgang fyldes teltene op. Dekan Nils Andersen er kommet helskindet igennem sin ilddåd og suser forbi med en kold fadøl i næven: »Nu har jeg fortjent den!«, påstår han med et smil. Jeg lader mig inspirere og går i baren efter kondivand og slår mig ned hos sociologerne Christoph og Lasse. Forfriskningen virker, og jeg fristes til en mere omsorgsfuld indgangsvinkel.

Har I strukket ordentligt ud, gutter? »Næh …« svarer de kort og peger på deres dåsebajer. Kønskvoteringen ved årets DHL-løb er iøjnefaldende skæv, og jeg finder det naturligt at spørge de mest oplagte af deltagerne.
Øhh… hvor er pigerne henne, sociologidrenge? Har I kun to piger blandt jeres 15 løbere?!

»Jeg vidste du ville spørge om det!« svarer Lasse utilfreds, men kommer på en pludselig indskydelse. »De er skadede!« Den virker hver gang. Så lad os bruge det som forklaring på Universitetsavisens manglende deltagelse.

Næste år får I lov at æde støv!

ser@adm.ku.dk