Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Studenterrådsformandens festtale

STUDENTERTALE - Vi bringer den netop afgåede studenterrådsformands tale ved Københavns Universitets årsfest 12. november

Deres Majestæt, vip’er, tap’er, tidligere og nuværende medstuderende, mine damer og herrer.

STUDIELIVET ER EN GANSKE særlig livsform, og en væsentlig ting, der samler os her i dag, det er at vi alle på et eller andet tidspunkt har prøvet at være studerende. Til jer, der har lagt studielivet bag sig, kan jeg sige, at livet som studerende for størstedelens vedkommende minder om det studieliv, som I selv kender og har været igennem enten her på Københavns Universitet eller på en anden uddannelsesinstitution.

De nye studerende syntes også, at universitet var en uoverskuelig størrelse, da de trådte ind over dørtærsklen på deres institut for lidt over to måneder siden. Man er stadig neglebidende nervøs, når man står over for en udfordrende eksamen, og man er kisteglad, lettet og ovenud lykkelig, når eksamen er overstået – og forhåbentligt bestået.

LIGESOM I SIKKERT HAVDE DET, har nuværende studerende stadig perioder, hvor de synes det de beskæftiger sig med, er det tørreste og tungeste i verden – og mest klarer sig igennem på tanken om alt det spændene, der sker næste semester, eller alle de udfordringer, oplevelser – og penge- man får ud af sin uddannelse i sidste ende.

Og heldigvis slutter de perioder stadig brat, og erstattes af lysere perioder, hvor man suger begærligt til sig af den faglige viden man møder hos forskere og medstuderende, og som man selv er med til at skabe. Jeg kan berolige jer med, at det stadig er de lyse perioder, der er flest af!

Som de fleste af jer med garanti husker, hvad enten I er fra Københavns Universitet eller en anden uddannelsesinstitution, er det faglige engagement ikke alene grundlaget for den faglige ballast, vi møder verden og arbejdslivet med efterfølgende, det er også det engagement, der er selve drivkraften i universitets motor.

Alle os – studerende, undervisere, forskere – drives frem af ønsket om mere ny og spændende viden, der nedbryder barrierer og åbner horisonter.

MEN MÅSKE I OGSÅ HUSKER udfordringerne ved at være studerende? At man dengang som i dag skal lede med lys og lygte for at finde et kollegieværelse eller en lejlighed, der er til at betale? At man dengang som i dag stadig skal vende hver en 10’er og køre et stramt budget for at have nok til både mad, tøj og en øl i weekenden? At man dengang som i dag skal forberede sig på overraskelser i form af udgifter til faglitteratur, undervisningskompendier, lommeregnere og ordbøger?

Når jeg spørger, så er det fordi jeg for alvor tvivler på, om I alle sammen husker det? Når jeg hører skældsord om cafépenge, når jeg hører ønsker om SU-nedskæringer, når jeg hører røster om brugerbetaling, så tvivler jeg på, om alle helt kan huske, hvordan det var at træde over dørtærsklen til Københavns Universitet?

For mig står det klart, at offentlig støtte også i dag er en afgørende faktor for, at man har en nogenlunde hverdag, mens man studerer. I dag er SU’en stadig vigtig for at man kan klare sig som studerende, men det er lidt ekstra støtte fra forældre eller bedsteforældre også, hvis ikke al for meget tid skal bruges på at have et job ved siden af studiet – eller oveni studiet.

DER ER ENKELTE i universitetsverdenen, der – selvom de også har været gennem studietiden – glemmer den side af sagen. Altså, hvor meget studierne afhænger af en bæredygtig privatøkonomi. Nogle få af dem kommer ud i den vildfarelse, at man kan stoppe den økonomiske udsultning, som universitetsuddannelserne er udsat for, ved at indføre brugerbetaling – ved at gå bort fra gratis uddannelse.

Jeg tror virkelig,det er en forudsætning for at kunne nå til den konklusion,at man godt og grundigt har fortrængt minderne fra ens studietid. Men når det først er gjort, er det stadig en øvelse at nå frem til den konklusion, at der er fornuft i at gå væk fra gratis uddannelse. Men det kan lade sig gøre ved hjælp af en speciel teknik. Lad os kalde den nødvendighedsrytteri.

Det er en teknik, der er blevet brugt før i historien i andre sammenhænge. Og den er også blevet brugt i andre lande som et led i at indføre brugerbetaling, før teknikken blev importeret til Danmark. Kort fortalt består nødvendighedsrytteriet i at fremmane et billede af en uundgåelighed, som så bliver hovedredskabet i ens argumentation.

’Alle andre lande bevæger sig i den retning, vi bliver også nødt til det snart.’ ’Hvis vi vil have gode nok uddannelser til at klare os i den internationale konkurrence og bevare velfærdssamfundet, er det en uundgåelig løsning.’

Sådan siger nødvendighedsrytterne. Men de har taget skygklapperne lidt for godt på, for de overser en åbenlys fejlslutning. Man kan ikke fjerne et centralt velfærdsgode som gratis uddannelse for at bevare velfærdssamfundet.

Som opfølgning kunne jeg her have valgt at fortælle en århusianer-vittighed om, hvordan århusianere tror at man kan sikre velfærdssamfundet ved at fjerne et grundlæggende velfærdsgode. Men emnet er i virkeligheden alt for alvorligt til den slags.

Faktum er, at de århusianske studerende har et stort problem med at være stolte af deres nuværende rektor, der lever i den vildfarelse, at flere investeringer i uddannelse skal findes i de studerendes lommer.

Her vil jeg bare sige, at jeg er stolt af at gå på et universitet, der da Erasmus Mundus-skandalen blev afsløret, hurtigt betalte den ulovligt opkrævede brugerbetaling tilbage til de ramte studerende.

Jeg er stolt af at bo i et land styret af et enigt folketing, der har mod til at holde fast i den danske model med gratis uddannelse. Det burde ikke være nødvendigt at forklare det, men jeg vil lige for en sikkerheds skyld slå fast, hvorfor gratis uddannelse er både fantastisk fordelagtigt og en altafgørende nødvendighed.

I Danmark har vi gratis uddannelse og derfor er det muligt for en del mennesker, der ellers ikke ville kunne tage en uddannelse på Københavns Universitet at gøre netop det.
Det beriger vores universitet, at det er tilgængeligt for mange og for folk fra forskellige samfundslag. Vores fag styrkes af at blive tilegnet og udviklet af mennesker med vidt forskellige baggrunde og tilgange. Baggrunde og tilgange, som erhvervslivet også nyder godt af i form af flere dygtige højtuddannede.

Og det er godt for demokratiet at adgangen til viden på højt niveau er let tilgængelig og ikke reserveret til nogle få.

Da de nye studerende skulle til at starte her i august, holdt jeg en tale for dem bygget op omkring to billeder af Københavns Universitet. Det gule universitet plaget af mistillid, ligegyldighed og rundsave på albuerne. Og det grønne universitet, bygget på tillid og engagement og trofasthed over for medstuderende og ansatte. Jeg gav dem selvfølgelig et par ord med på vejen om store og små ting, de kunne gøre for at støtte det grønne universitet.

Jeg håber, at vi, der er til stede her i dag, også vil blive ved med at gøre vores for et universitet bygget på tillid, engagement og loyalitet ved at støtte aktivt op om princippet om fuldt offentligt finansierede universitetsuddannelser. Jeg vil nemlig gerne være mindst ligeså stolte af os her i dag som af det Folketing, der igen i løbet af den seneste måned har sagt klart nej til brugerbetaling som løsningen på noget som helst.

Gratis uddannelse sikrer lige muligheder. Gratis uddannelse beriger vores universitet og vores fag. Gratis uddannelse skaber et mangfoldigt arbejdsmarked med et højt uddannelsesniveau og understøtter dermed det vidensbaserede velfærdssamfund. Gratis uddannelse gør vores samfund mere demokratisk.

Når pædagogens datter kan blive professor i økonomi, er det ikke pengene, der afgør adgangen til viden. Så har vi uddannelsessystem hvor alle har adgang til den viden, der ofte er en nødvendig del af de diskussioner, der tages i vores samfund. Dengang som i dag.

Tak for ordet.

Seneste