Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Studerende demonstrerer mod udflytningen: Hvor er det lige, vi skal være?

Happening — Studerende fra både SAMF og HUM var mødt op for at demonstrere mod udflytningen. De ønsker sig større transparens, mere inddragelse i processen, og så spørger de: Hvor i alverden skal vi være?

Der er fuld gang i studenterprotesterne på Søndre Campus i disse dage.

Den 27. november demonstrerede Studerende mod Besættelsen for akademisk boykot, og lige ved siden af lavede en gruppe HUM- og SAMF-studerende en happening mod udflytningen af Center for Sundhed og Samfund, CSS, til Søndre Campus.

FAKTA

CSS flytter til KUA. Det sker, fordi KU fremover skal bruge færre penge på husleje og bygninger.

Flytningen vil ske etapevis fra 2025. Den 4. december skal der træffes beslutning om placering af både det kommende administrationscenter og de fire forskellige fakulteter på Søndre Campus.

LÆS OGSÅ: Ledelsens tålmodighed er brugt op: Nogle studerende må demonstrere, andre må ikke

Til happeningen var 40-50 studerende mødt op og havde placeret sig på gulvet ved hovedindgangen til bygning 13. De ville vise, at de er mange, og at der ikke er plads til dem alle sammen på Søndre Campus, der i dag huser fakulteterne HUM, TEO og JUR. I fremtiden skal det også rumme SAMF.

Uniavisen fangede studerende fra både statskundskab, psykologi, samfundsfag fra SAMF og kinastudier fra HUM for at høre, hvorfor de var mødt op til demonstrationen.

Statskundskab: Hvordan skal det lykkes?

Viktor Mouritsen og Emma Lodberg, statskundskabsstuderende og aktive i studenterforeningen Jaques D.

»Der er ingen tvivl om, at vi skal flytte, men vi vil gerne have indflydelse på, hvordan. Vi vil flytte samlet og på en måde, så vores foreningsliv bevares i videst muligt omfang.«

»Vi ønsker os større transparens i processen og mere indflydelse på, hvad der skal ske. Vi synes ikke, vi har fået særlig meget at vide undervejs i processen. Og vi har svært ved at se, hvordan det skal lykkes at få så mange mennesker rykket herud med den plan, der er lige nu.«

LÆS OGSÅ: 18.000 studerende taber på flytningen af CSS

Psykologi og samfundsfag: Hvor skal vi være?

Psykologistuderende River Lyngaa, Ane Schöler, Sofie Lund og samfundsfagsstuderende Mads Hilker. Alle er medlem af Campusgruppen, som er stiftet af studerende i forbindelse med udflytningen.

»Vi har været med til at arrangere denne happening, og det er der mange grunde til. Vi er bekymrede for vores studiemiljø og vores fremtid. Vi synes ikke, der er lagt en konkret plan for udflytningen, og vi føler os ikke inddraget.«

»For nyligt deltog vi i et møde, hvor alle studenterforeningsledere var blevet inviteret. Her kunne vi forstå, at SAMF’s nye dekan – Vibeke Koushede – ikke kommer til at følge de tre kriterier, den tidligere dekan havde opsat for flytningen: At vi skal flytte samlet, når der er plads og på en måde, så foreningslivet kan overleve.«

»Lige nu hører vi snak om, at kandidatstuderende skal flytte først, og at vi skal pendle frem og tilbage, fordi der ikke er forelæsningssale her på KUA, som er store nok til at rumme store hold af studerende – for eksempel os fra Psykologi.«

»Desuden er vi meget usikre på, hvor meget plads der bliver til vores foreningsliv. I Tutorforeningen på Psykologi har vi for eksempel et rum til alle vores ting, så vi kan genbruge en masse fra år til år. Det ved vi ikke, om vi får plads til herude, ligesom vi ikke ved, om der bliver plads til, at vi kan sikre samme kvalitet i introforløbene. Samtidig er vi meget opmærksomme på, at vi ikke skal komme og ødelægge det studiemiljø, der i forvejen er på KUA. Det her er ikke en HUM mod SAMF-kamp, det er vigtigt at huske.«

»Når vi kigger på de nye plantegninger, kan vi slet ikke se, hvor vi alle sammen skal være. Så nu håber vi at lave lidt larm og kræve at blive inddraget mere.«

LÆS OGSÅ: Hjertet er på rette sted, så hvorfor skal vi flytte?

Kinastudier: Rettidig omhu, tak

Carla Brückner, studerer kinastudier og sidder i HUM-rådet.

»Studerende på CSS har hørt om flytningen i lang tid, men her på KUA har vi ikke hørt så meget om den. Men i oktober kom der pludselig en foreløbig plantegning ud, og derefter kunne jeg hurtigt mærke, at folk på HUM var utilfredse. Jeg snakkede med de forskellige studenterforeninger herude for at se, om vi kunne samle energien og gå til ledelsen og bede om en konstruktiv dialog.«

»Vi har fået at vide, at de studerende bliver inkluderet senere i processen, men vi er bange for, at det er for sent, hvis først vi tager snakken, når flytningen er sket. Jeg synes, det er en frustrerende sag, og det virker som om, at ledelsen hellere vil slukke brande undervejs end at tænke langsigtet.«

LÆS OGSÅ: Dekaner: Fremtidens Søndre Campus er en fælles opgave

Seneste