Studerende: Der findes ikke en 'krænkelseskultur' på Københavns Universitet

Det lyder, som om nogle har fået et indtryk af, at der på Københavns Universitet, måske især på Humaniora, render tusindvis af krænkelsesparate snefnug rundt og holder øje med, at nogen ikke trækker vejret på den forkerte måde.

Det er ikke sådan, det forholder sig. Det er min oplevelse efter lidt over to års gang på universitetet.

Billedet af Københavns Universitet som krænkelseskulturens højborg næres på de sociale medier. Én artikel, hvor én person udtaler sig om noget i eksempelvis kønsdebatten, kan få hundrede- hvis ikke tusindvis af kommentarer med opfordringer til, at vedkommende skal høre op med at føle sig krænket.

Dem, der kommer med de opfordringer, som mener, at folk skal lade være med at føle sig krænkede, er de samme, der går helt i selvsving, hvis der er en artikel, som siger noget positivt om en minoritetsperson.

LÆS OGSÅ: Kend dine krænkelsesbegreber med Uniavisens krænkelsesordbog

De mennesker, der påstår at kæmpe allermest imod ‘krænkelseskultur’, er dem, der oftest agerer på en sådan vis, at man skulle tro, de var krænkede. Det er dem, som påstår at være modstandere af ’krænkelseskultur’, der selv bliver forargede, hvis man viser et regnbueflag, hvis man tiltaler en non-binær efter vedkommendes eget ønske, eller man respekterer en etnisk minoritet.

Hvordan nogen kan have et problem med, at vi behandler hinanden bedre og skaber mere tryghed i hverdagen, det ligger mig stadig til undren. Jeg forstår det ikke. Men det krænker åbenbart nogen, at vi behandler andre godt, især hvis dem, der skal behandles godt, er folk, der historisk set er blevet behandlet dårligt.

Hvorfor er det så slemt, at vores universitet skal blive et sted, hvor der er plads til alle? Burde vi ikke stå sammen som studerende?

Vores rektor udtalte tidligere i år: »I debatten om krænkelser spiller medierne en særlig rolle i forhold til at eksponere enkeltsager og polarisere debatten. Som rektor har jeg svært ved at få øje på alle de krænkelsesparate studerende, som medierne prøver at fremmane.«

Jeg kunne, som studerende, ikke være mere enig med rektor. Jeg har også svært ved at få øje på alle de krænkelsesparate studerende.

Der er heller ingen, der vil forbyde nogen at sige ’han’ og ’hun’. Overhovedet ikke. Mænd er stadig hanner, og kvinder stadig hunner. Men du kalder ikke en kvinde ’han’ eller en mand ’hun’, vel? Nej, og det er netop det, der er hele pointen. Der er intet galt i at sige ’han’ eller ’hun’ – der er noget galt i at benævne folk ved et køn, de ikke har. For nogle er det ikke ’han’ eller ’hun’, og de skal altså også tiltales korrekt.

LÆS OGSÅ: Underviser: Vi skal lære at sige ‘de’ i ental, det er ikke så svært

Københavns Universitet er Danmarks førende og bedste uddannelsesinstitution. Vi er alle sammen med til at skubbe vores samfund fremad. Derfor burde det være en selvfølge, at vi går forrest i kampen for fremskridt, også når det gælder minoritetspersoner. Det ved jeg, at vi, såvel studerende som ansatte, på Københavns Universitet er i stand til, så lad os da gøre det!

Det koster ikke nogen noget at gøre den lille forskel, som kan hjælpe nogle mennesker med at få en langt lettere hverdag og et bedre liv. Lad os nu gøre op med myten om ’krænkelseskulturen’. Den findes simpelthen ikke.