SDU-studerende Emilie Green fik mildest talt et chok, da en bekendt gjorde hende opmærksom på, at hendes Instagrambilleder og personlige historie om et overgreb var havnet i Marianne Stidsens nyeste bog, der handler om samtykkeloven.

»Min bekendte sagde, at hun havde opdaget noget, som hun var virkelig ked af at skulle fortælle mig,« siger Emilie Green, da hun sidder i Uniavisens køkken og fortæller sin historie.

Emilie Green beretter, at hun i Marianne Stidsens bog fremstilles som en »influencer,« der bruger sociale medier til at slå mønt på sin »voldtægtsstory.« Uden at ane det, og uden at være blevet spurgt om lov.

»Da jeg opdagede det, gik jeg fuldstændig i panik. Jeg ringede rundt til alle mulige for at finde ud af, hvad jeg kunne gøre. Men bogen havde på det tidspunkt allerede været udgivet i et halvt år, og det var fredag eftermiddag, så der var ikke så meget, jeg kunne gøre lige der,« siger Emilie Green.

»De næste par dage brugte jeg bare på at græde. Det er virkelig voldsomt at se sig selv skildret på den måde – især, når det, der står, er løgn.«

Bogen, Emilie Green optræder i, bærer titlen Med lov skal land nedbrydes og er skrevet af KU-lektor emeritus, forfatter og debattør Marianne Stidsen.

Stidsen var ansat som lektor på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, NorS, indtil hun i 2021 opsagde sin stilling efter plagiatanklager i to af hendes bøger og igangsættelsen af en undersøgelse af hendes doktordisputats. Samme undersøgelse frifandt hende senere i plagiatanklagerne.

LÆS OGSÅ: Marianne Stidsen siger op efter plagiatanklager

Trods opsigelsen i 2021, er Stidsen stadig tilknyttet Københavns Universitet som lektor emeritus ved NorS. Det bekræfter kommunikationsafdelingen på Det Humanistiske Fakultet.

LÆS OGSÅ: Praksisudvalg frikender Marianne Stidsen for plagiat

Med lov skal land nedbrydes blev udgivet i efteråret 2023, og ifølge bogens bagsidetekst skildrer den de »ulykkelige konsekvenser af den forkætrede samtykkelov« gennem ti sager, hvor mænd ifølge Stidsen er blevet uskyldigt dømt for voldtægt som konsekvens af samtykkeloven, der trådte i kraft 1. januar 2021.

En af de ti mænd, som omtales i Stidsens bog, er en mand, Emilie Green kender og engang har haft et forhold til, hun selv beskriver som »friends with benefits«. Men i 2021 politianmeldte hun ham for en voldtægt, som havde fundet sted fire år tidligere (i 2017).

Manden – som herfra vil gå under netop den betegnelse, ’manden’ – er hovedperson i den aktuelle dokumentar Et farligt match, som netop har haft premiere på DR. Her står en række kvinder, herunder Emilie Green, frem og fortæller om deres oplevelser med manden, der ifølge dokumentaren systematisk har voldtaget kvinder, han har mødt på datingapps gennem flere år.

I Stidsens fortælling er manden et offer for en af de »skræmmende processer, der lige nu finder sted i byretter og landsretter i samtykkelovens regi.« Manden er, ifølge Stidsen, uskyldigt dømt og udsat for en »gigantisk koordineret indsats« fra en række kvinder, som vil have ham ned med nakken.

Emilie Green omtales i den forbindelse som »den karriere- og reklamebevidste influencer, der satser på at kunne sælge skønhedsprodukter i forbindelse med sin ’voldtægtsstory’.«

For at illustrere den påstand, har Marianne Stidsen brugt to screenshots fra Emilie Greens Instagramprofil. Emilie Greens navn er sløret, men hendes profilbillede og kærestes navn fremgår, fordi han er tagget på et af billederne. Det var sådan, den bekendte genkendte hende.

Emilie Green er tidligere bestyrelsesmedlem og medstifter af foreningen Voldtægtsofres Vilkår og har siden 2020 været aktiv i samtykkedebatten blandt andet på sin Instagramprofil, der i dag har omkring 1.700 følgere. Hun er dog ikke influencer, idet hun ikke tjener penge på sine sociale medier, men bruger dem både privat og som talerør for sine synspunkter i samtykkedebatten.

LÆS OGSÅ: Marianne Stidsen. Det sidste interview

Marianne Stidsen har aldrig selv kontaktet Emilie Green for at spørge til hendes side af sagen eller om lov til at bruge hendes billeder, fortæller hun.

På det ene screenshot tagger Emilie Green en neglesalon, og fortæller sine følgere, at hun får lavet negle, inden hun skal til dokumentargennemsyn. På det andet billede skriver Emilie Green til sine følgere, at hun »vil frabede sig kommentarer om min fuldstændige vanvittige dobbelthage, når dokumentaren udkommer.«

Hvorfor skriver du de her ting på din Instagram i forbindelse med din medvirken i DR’s dokumentar?

»De seneste tre-fire år har jeg været meget aktivistisk i debatten om samtykke på baggrund af mine egne oplevelser. Jeg er ikke bange for at fortælle, at jeg er offer for voldtægt, for det forbinder jeg ikke med noget negativt. Det er en del af, hvem jeg er,« siger Emilie Green.

»Jeg har på forskellige måder forsøgt at dele bidder fra min hverdag. Blandt andet, at jeg har været rigtig nervøs for at skulle medvirke i en dokumentar om min egen oplevelse med voldtægt. Det er mærkeligt og sårbart at se sig selv på tv i den sammenhæng. Begge billeder er eksempler på det. Og den neglesalon, jeg tagger, er min venindes,« siger hun og understreger, at hun selv har betalt for behandlingerne.

Marianne Stidsens bog er ifølge Emilie Green behæftet med flere faktuelle fejl end dem, der handler om fremstillingen af hende selv, hvoraf den mest graverende er, at manden, som Emilie Green kobles til i bogen, ikke er dømt efter samtykkeloven.

Manden blev i 2021 idømt en fængselsstraf på fire år og seks måneder i byretten, efter han blev dømt skyldig i tre voldtægter og flere tilfælde af blufærdighedskrænkelse og uberettiget fotografering. Sagen blev senere anket til landsretten, hvor straffen blev nedsat til to år og ni måneder. Her blev manden kendt skyldig i en ud af de tre voldtægter samt tre tilfælde af blufærdighedskrænkelse og uberettiget fotografering.

Selvom samtykkelovgivningen var trådt i kraft, mens sagerne kørte, er manden både i byretten og landsretten dømt efter den gamle voldtægtsbestemmelse, idet overgrebene fandt sted før år 2021. Det fremgår af mandens domme fra både by- og landsretten, som Uniavisen har fået aktindsigt i.

Alligevel skriver Stidsen i sin bog, at manden var »med på første hold af mænd og drenge, der blev samtykkedømt i Danmark. På trods af, at alle de forhold, han blev beskyldt for, blev anmeldt før lovens officielle ikrafttrædelse i 2021.« Marianne Stidsen tilføjer dog, at manden ikke er dømt efter »lovens bogstav,« men i dens »ånd, dens mindset.«

Én ting er at bygge sine påstande op på baggrund af forhold, som er forkerte. En anden ting er de skadevirkninger det kan have for fremtidige voldtægtsofre, at de også skal indregne en risiko for at blive hængt ud offentligt, mener Emilie Green.

»Det er i forvejen retraumatiserende at anmelde en voldtægt, for mit vedkommende var det et forløb der strakte sig over flere år. Derfor er det ekstra traumatiserende at blive hængt offentligt ud for at have anmeldt ham, og at der sættes spørgsmålstegn ved min troværdighed,« siger Emilie Green og understreger, at der gik to år fra hun anmeldte voldtægten, til at sagen blev afgjort.

»Hvis jeg havde vidst, at jeg skulle lande i sådan en bog, ville jeg ikke have lavet politianmeldelsen. Og jeg tror, at mange andre har det på samme måde.«

Emilie Green har været udsat for to overgreb i sit liv. Det, som foregik med manden, der optræder i Stidsens bog og DR’s dokumentar, og et tidligere overgreb, som foregik i 2014, da hun var 15 år.

Hun anmeldte det første overgreb i 2014, men oplevede ikke at blive taget alvorligt. Så da hun nogle år senere, som 17-årig, oplevede endnu et overgreb, valgte hun slet ikke at anmelde det.

»Jeg har hørt så mange fortælle, at politiet ikke tager sagerne alvorligt, hvis voldtægten begås af en person, man kender. Og jeg havde jo frivilligt haft sex med denne person tidligere, så jeg kunne ikke overskue at anmelde det dengang og risikere endnu en dårlig oplevelse. Jeg ville bare glemme det,« fortæller hun.

Men da Emilie Green i 2021 fandt ud af, at manden, som omtales i Stidsens bog, var blevet dømt for tre voldtægter i byretten og var anklaget for endnu flere, besluttede hun sig alligevel for at anmelde ham. Især for at støtte de andre kvinder, han havde gjort det samme mod, fortæller hun.

Manden blev sigtet for voldtægten mod Emilie Green, men der blev ikke rejst sag, og han blev ikke dømt. I afgørelsen, som Uniavisen har set, lægges der vægt på, at der ikke var tilstrækkelige beviser i sagen, blandt andet fordi, der ikke blev foretaget lægelige undersøgelser i umiddelbar forlængelse af gerningstidspunktet. I afgørelsen står der også:

»Det bemærkes, at den samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse trådte i kraft den 1. januar 2021. Forhold begået før lovens ikrafttræden skal behandles efter den dagældende voldtægtsbestemmelse. Det betyder, at anklagemyndigheden i disse sager skal kunne føre bevis for, at samlejet er opnået ved vold eller trussel om vold eller anden form for tvang.«

Uniavisen har set dokumentation for, at Emilie Green har anmeldt en voldtægt i både år 2014 og 2017. Vi har også set de messenger-beskeder, Emilie Green skrev til manden umiddelbart efter hændelsen, hvor hun skriver, at hun »burde anmelde« ham.

Vibeke Borberg er advokat med speciale i det informationsretlige område og beskæftiger sig blandt andet med ytrings- og informationsfrihed, medieret, ophavsret og injurier. Hun er desuden bestyrelsesmedlem i Voldtægtsofres Vilkår, kender i forvejen til Emilie Greens historie og er også bekendt med Marianne Stidsens seneste bog.

Uniavisen har bedt hende vurdere de kritikpunkter, der rejses i denne artikel.

»Vi har forbud mod censur i Danmark, og det betyder jo, at man kan ytre sig præcis, som man har lyst til, og først stå til ansvar for sine ytringer efterfølgende,« siger Vibeke Borberg og fortsætter:

»Derfor er det egentlig ikke et spørgsmål om, hvorvidt Marianne Stidsen må udgive den her bog – det må hun gerne. Men der kan være ting i bogen, som overskrider de retlige rammer for ytringsfrihed.«

Vibeke Borberg peger blandt andet på, at der er forbud mod at identificere ofre for seksualforbrydelser (retsplejeloven §1017b), ligesom det er forbudt at offentliggøre information, der krænker privatlivets fred (straffelovens §264d).

»Denne bog er ikke en fiktiv litterær fremstilling, men derimod en form for dokumentarisk værk, hvor Stidsen beskriver virkelige hændelser og virkelige mennesker. Det er man sådan set frit stillet til at gøre – også uden de involveredes samtykke, så længe man holder sig inden for ytringsfrihedens grænser,« siger Borberg og fortsætter:

»Men der er flere ting i den måde, Emilie beskrives på i bogen, som kan være i strid med ytringsfrihedens grænser. Der offentliggøres private og personlige forhold, og den slags kan man ikke bare blotlægge for at understøtte de holdninger, man nu måtte have.«

Vibeke Borberg peger desuden på, at det i udgangspunktet kræver tilladelse at bruge andres billeder – også selvom de allerede har været offentliggjort på nettet.

»Retsbeskyttelsen af billeder på nettet er efterhånden begyndt at blive en smule udvandet, fordi realiteten er, at folk hele tiden tager billeder fra sociale medier og bruger dem, som de har lyst,« siger hun.

En bog som denne er langt hen af vejen beskyttet af ytringsfriheden, men det kan være decideret skadeligt for den offentlige samtale, når man udgiver bøger med holdninger og påstande, som bygger på faktuelle fejl, mener Vibeke Borberg.

»Denne bog burde jo helt i starten deklarere, at der er tale om en debatbog og ikke en form for faglitteratur. Det kan være skadeligt for den offentlige samtale, hvis folk tror, at der her er tale om en faktuel bog om samtykkelovgivningen,« siger advokaten og tilføjer:

»Ytringsfrihedens skønhed er, at du kan sige præcis, hvad du vil, så længe du ikke overtræder loven. Men det betyder også, at vi som samfund bliver nødt til at diskutere, hvad vi gør vi ved misinformation og fake news.«

Sten Schaumburg-Müller er professor ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet med speciale i medieret. Også han vurderer, at Marianne Stidsen – foruden muligvis at være i strid med førnævnte paragraffer – er beskyttet af ytringsfriheden.

Dog mener han, det har betydning, at hun er tilknyttet Københavns Universitet som lektor emeritus. Han peger i den forbindelse på, at hun muligvis er omfattet af Danske Universiteters principper for god forskningskommunikation, som blandt andet beror på, at det indhold man udgiver, skal være korrekt og retvisende.

»Jeg vil mene, at hun er omfattet af disse principper, også selvom hun her skriver om noget, der ikke er hendes forskningsområde. Jeg vil også mene, at hvis man er forsker og i øvrigt har en politisk holdning til et eller andet, bør man gøre et nummer ud af at fortælle, at nu udtaler man sig som privatperson og ikke som forsker,« siger Sten Schaumburg-Müller og tilføjer:

»Men det er en smule uklart for mig, om hun er omfattet af de regler som lektor emeritus.«

Uniavisen har spurgt KU’s ledelse, om Marianne Stidsen i kraft af sin tilknytning som lektor emeritus er omfattet af Danske Universiteters principper for god forskningskommunikation eller om hendes stilling ved KU på anden måde forpligter hende på en særlig praksis. Ledelsen meddeler følgende:

»KU’s ledelse har ikke ønsket at kommentere udgivelsen, idet forfatteren ikke gør brug af sin stillingsbetegnelse eller KU’s navn.«

Vi har også forelagt sagen for professor emeritus Heine Andersen, som i 2006 var med til at udforme Vagn-Greve-rapporten, der oplister principper for brug af Københavns Universitets navn og stillingsbetegnelser. Han skriver:

»Bogen fremtræder ikke som en forskningspublikation, hverken ved brug at forskertitel eller tilknytning til en forskningsinstitution. Derfor mener jeg ikke, det er relevant at vurdere, om den lever op til regler for god videnskabelig praksis.«

Emilie Green har kontaktet udgiveren, forlaget Hovedland, for at gøre opmærksom på brud på ophavsretten og en række faktuelle fejl i bogen.

Forlaget bad hende telefonisk om at rette sin kritik direkte til Marianne Stidsen. Hun forsøgte at ringe til forfatteren, men fik ikke fat i hende, og sendte i stedet en mail til forlaget, hvori hun oplistede alle sine kritikpunkter. Mailen fik hun aldrig svar på. Vi har været i kontakt med forlaget Hovedland, som også til os meddeler, at kritikken af bogen skal rettes direkte til Marianne Stidsen.

Uniavisen har kontaktet Marianne Stidsen og forholdt hende den kritik, som rejses i artiklen. Hun ønskede kun at udtale sig i kraft af et fem siders langt skriftligt svar, som ifølge Stidsen skulle bringes i fuld og uredigeret længde.

Eftersom teksten ikke lever op til Uniavisens publicistiske principper, har vi valgt ikke at bringe den.