Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Studerende i bestyrelsen: Det er nu vi skal kæmpe for at redde vores universitet

Vi studerende i universitetets bestyrelse har modvilligt accepteret dimensioneringsaftalen af vores uddannelser. Men at beskære Humaniora med 640 pladser vil have katastrofale konsekvenser. Derfor skal vi gøre alt for at stoppe denne hovedløse klapjagt på akademikere.

Studenterrådet er imod dimensionerings- og udflytningsaftalen, vedtaget af Regeringen og Folketingets partier. Det er en aftale som vil ramme hele Københavns Universitet hårdt på uddannelseskvalitet, trivsel og økonomi.

Dimensionerings- og udflytningsaftalen går i al sin enkelthed ud på, at universiteterne i Danmarks store byer skal udflytte eller nedlægge 5 til 10 procent af deres uddannelsespladser. Vi har i universitetsbestyrelsen besluttet at nedlægge langt de fleste pladser og kun udflytte få. Og det første, I må tænke, er; hvorfor? Det er der to gode grunde til.

Unge vil ikke ud af storbyerne

DEBATINDLÆG

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Den første grund er, at langt de fleste unge ikke ønsker at studere uden for de større byer. Faktisk har hele 98 procent af alle bacheloruddannelser uden for de store byer i dag ledige pladser.

Hvis universitetet opretter en studieplads, uden for de større byer, som ikke bliver brugt, vil det være meget dyrt. Universitet får nemlig penge pr. studerende, det uddanner, og ikke for de pladser, det tilbyder. Samtidig er det dyrt at starte nye uddannelser, da man skal planlægge hele uddannelsen, leje og istandsætte lokaler og sikre sig at ens dimentender kan komme i arbejde.

Konsekvensen vil være, at vores uddannelser bliver endnu mere forringede, end hvis vi lukker uddannelsespladserne.

Den anden grund til at vi har accepteret dimensioneringen og udflytningen af vores uddannelser er, hvis ikke universiteterne selv klarer opgaven, vil politikerne stå at løse den opgave med magt og lov. Det bliver en løsning uden forståelse for fagmiljøer, universitets ånd og sjæl.

Vi kan ærlig talt ikke komme i tanke om noget, som vil være værre for de studerende. Hvor meget vi end er imod dimensioneringsaftalen, vil vi faktisk selv bestemme, hvordan vores uddannelseslandskab skal se ud.

Lyt til Churchill

Hele samfundet og især vores erhvervsliv kommer til at betale for denne hovedløse dimensioneringsplan.

Som Winston Churchill sagde: »The privilege of a University Education is a great one; the more widely it is extended the better for any country.« Gode uddannelser, også de akademiske, er grundstenen i alle store samfund.

LÆS OGSÅ: Tommy Ahlers kalder udflytningsaftalen »forloren« og »ødelæggende«

Er det virkelig nu, midt i den grønne omstilling, vi skal reducere antallet af naturvidenskabelige studerende? Eller drive rovdrift på vores humanistiske studerende? Hvilken anden metode end den humanistiske kan afdække, hvordan vi handler, hvilke værdier vi har som samfund og hjælpe os med at sætte en kurs for en bedre morgendag?

Arbejdsmarkedet skriger på alle slags akademiske medarbejdere, som skal skabe vækst, sætte turbo på den grønne omstilling og løfte vores velfærdssamfund.

Et reelt blodbad

I det lys er det hovedrystende, at vi står overfor et reelt blodbad på Københavns Universitet.

Humaniora bliver ramt hårdest, men også Det Natur- og Biovidenskabelige fakultet kan se frem til store nedskæringer. De to fakulteter skal skære henholdsvis 640 og 382 pladser.

Vi kommer ikke udenom mulige fagsammenlægninger eller lukninger af hele fag på flere fakulteter.

Olivia Boesen og Anders Mortensen.

De resterende 578 hoveder skal findes på de andre fakulteter, hvor kun Jura går fri. Ledelsen på Københavns Universitet har gjort deres for at afbøde de allerværste skader på Humaniora. Havde man udelukkende brugt beskæftigelsesdimensionering ville Humaniora skulle beskæres med 960 pladser.

Selvom det er en ringe trøst, må der ikke herske tvivl om ledelsens ønske om at bevare et stærkt Humaniora.

Tid til at mobilisere

Konsekvenserne af denne dimensionering er voldsomme. Vi kommer med disse tal ikke udenom mulige fagsammenlægninger eller lukninger af hele fag på flere fakulteter. Det vil være en katastrofe, og det vil blive dyrt.

Faglukninger har tidligere medført store uddannelsesmæssige konsekvenser for studerende, hvor nedlagte valgfag, ændrede eksaminer og nye studieordninger har betydet forringelser i kvaliteten af de studerendes fag. Som studenterrepræsentanter i bestyrelsen vil vi gøre alt, hvad vi kan, for at de nødvendige midler afsættes, så ingen studerende kommer i klemme. Koste hvad det vil.

Vi skal mobilisere, demonstrere og kæmpe for vores universitet.

Anders Mortensen og Olivia Boesen.

På trods af de dystre fremtidsudsigter er der håb. Socialdemokratiet har fået en kæmpe vælgerlussing i de større byer. De er gået 10 procentpoint tilbage. Det er tid til at mobilisere.

Forhåbentlig kan Folketingets partier, eksklusiv Liberal Alliance og Radikale Venstre, som står uden for aftalen, se, hvilken frygtelig fejltagelse de har begået. Det vil have enorme faglige konsekvenser på vores universitet, være et sidste søm i kisten på Humaniora og slukke håbet om en bedre morgendag. Det skal stoppes.

Støt op om jeres fagråd, støt op om jeres fakultetsråd, men vigtigst, støt vores medstuderende, som er berørt. Vi skal mobilisere, demonstrere og kæmpe for vores universitet. Vi må ikke give op. Vi kan vinde kampen om et retfærdigt samfund, om retten til uddannelse for alle. Vi har gjort det før, og vi gør det igen.

Seneste