Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Studerende, kend dine læsesale

STUDIESTARTSGUIDE - Som nyudklækket universitetsstuderende vil man hurtigt opdage, at essentielle dele af studielivet foregår på en læsesal. Universitetsavisen guider dig tilde bedste steder at holde overspringshandlingerne stangen - i det mindste for en kort stund.

Man er først rigtig studerende, når man kaffedrikkende sidder i et tyst læsesalsmiljø og stirrer olmt på folk, der gnasker gulerødder, mens man forsøger at koncentrere sig om at komme på forkant med (eller halse bagefter) pensum.

Din nye uddannelse har sikkert sin egen ’lokale’ læsesal, men det betyder ikke, at du er stavnsbundet til den. Overalt i København er der gode muligheder for at lægge hovedet i pensum-blød. Måske finder du din fremtidige favorit nedenfor?

Den Sorte Diamant

De arkitektoniske rammer om Den Sorte Diamant er gennemførte og fra de to læsesale, Læsesal Øst og Læsesal Vest, er der en smuk udsigt over Københavns havn. Tiden synes at være skruet århundreder tilbage i Læsesal Nord, hvor man i en højloftet sal læser i skæret af grønne lamper ved mørklakerede møbler. Efter sigende skal Lenin have siddet ved plads 9 i 1910. Finder man Cafe Øieblikkets kaffepriser for pebrede, kan man med fordel søge imod den mere SU-venlige medarbejderkantine. Der er desuden jævnligt udstillinger, foredrag, og musikalske arrangementer i Den Sorte Diamant, og studerende kan få ekstra billige billetter gennem bibliotekets gratis kulturnetværk ‘Students Only!’, der også afholder gratis særarrangementer kun for studerende. Efterårets kulturtilbud kan findes i bibliotekets magasin Diamanten, på biblioteket hjemmeside eller på www.studentsonly.dk.

Søren Kirkegaards Plads 1, København K
For yderligere information: www.kb.dk/da/dia

Det Samfundsvidenskabelige Fakultetsbibliotek

Læsesalene er ofte fuldt optagede hen ad formiddagen, så duk tidligt op. Faciliteterne er forholdsvist nyrenoverede, og trænger man til en pause, kan det anbefales at tage et smut i Botanisk Have, som ligger lige ved siden af. Der er ingen kantine på biblioteket, men er man gået sukkerkold og er kaffetrængende, findes der automater i kælderen.

Gothersgade 140, København K
Hjemmeside: www.kb.dk/da/kub/fag/samf/

Panums Bibliotek

Beklager, kære medicinere. Men på Panums Bibliotek sidder man i ualmindeligt kedelige læsesale i to etager; i kælderetagen er der ikke engang vinduer. Men man kan jo så håbe på, at det så resulterer i, at man bedre kan koncentrere sig om læsningen? Da Panum i det hele taget er enorm, kan det være svært at finde rundt, men der findes efter sigende en kantine et sted.

Blegdamsvej 3C, bygning 14, København N
For yderligere information: www.panbib.ku.dk

Det Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakultetsbibliotek

Der er god plads på Det Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakultetsbibliotek, hvor der er flere læsesale, stillezoner og gruppearbejdspladser. Foran hovedindgangen findes et hyggeligt haveareal, som dog kan være en tidsrøver på solbeskinnede dage. Kantinen har et fint udvalg af mad.

Nørre Allé 49, København N –
For yderligere information: www.kb.dk/da/kub/fag/natsund

Det Humanistiske Fakultetsbibliotek

Arkitekturen på biblioteket er lys og luftig med store glaspanoramaer. Læsefaciliterne er i flere etager med siddeområder, stillezoner og mulighed for gruppearbejde. Hvis man søger mere afsondrede læsepladser, kan man snige sig op på 4. etage i fakultetets hovedbygning, hvor der findes store – ofte ikke særlig afbenyttede – læsesale med loungeområder. Kantinen findes på nederste etage i fakultetets hovedbygning og er velassorteret, men en anelse dyr.

Njalsgade 112, København S
For yderligere information: www.kb.dk/da/kub/fag/hum

Københavns Hovedbibliotek

På Hovedbiblioteket er der indrettet studiepladser på alle etager. Bliver man træt af larmen fra bibliotekets øvrige brugere og den evige (nu dog dæmpede) summen fra rulletrapperne kan man med fordel søge op på 4. sal, hvor der er indrettet stilleområder. Nogle af pladserne har sågar en fin og alternativ udsigt over indre bys tagrygge og Rundetårn.

Krystalgade 15, København K
Åbningstider: Mandag-fredag fra 8-19, lørdag fra 9-16

Studenterhuset

Et minuts gang fra Hovedbiblioteket findes Studenterhuset, som i dagtiden blandt andet fungerer som cafe og læsested. På første etage findes der således både læsepladser og grupperum. Priserne i cafeen er SU-venlige, da der gives gode rabatter til studerende på KU. Samtidig kan man kombinere læsningen med social aktivitet, da der ofte er arrangementer såsom koncerter, debatter, pub quizzes og Swing Dance i Studenterhuset. Cafeen har åbent mandag-lørdag fra 11-24 (og ofte senere)

For yderligere information: www. studenterhuset.dk
Købmagergade 52, 1150 København K

uni-avis@adm.ku.dk

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste