Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Kultur

Guide: Kultur i København til studiepris

Studierabat — Det er ikke umuligt at få sit daglige kulturfix til overkommelige priser i København. Tværtimod kan du med dit studiekort ved hånden få gode rabatter, når du vil ud og høste oplevelser i hovedstaden.

En SU rækker sjældent til hyppige storbyrejser i udlandet eller fine restaurantbesøg. Studierabat er din vej til et kulturelt uniliv, og der er heldigvis et bredt udvalg af oplevelser i Københavns egne gader, som du med dit studiekort i hånden kan få for en skilling.

Medlemspris og swing på Studenterhuset

I Købmagergade 52, lige ved Rundetårn, ligger Københavns Universitets samlende studenterbar og -café, Studenterhuset. Her er der både læsero og caféstemning i dagtimerne og fester og livemusik om aftenen. Bag baren står frivillige, typisk udvekslingsstuderende, og serverer alt fra latte og blåbærmuffins til parisertoasts og specialøl.

Om sommeren åbner de for den store gårdhave, som er en af Københavns bedste lokationer til at drikke kaffe og fadøl med studiekammeraterne.

Alle studerende på Københavns Universitet får seriøse rabatter ved fremvisning af studiekort.

Som studerende på Københavns Universitet er man automatisk medlem af Studenterhuset og får en flot studierabat ved fremvisning af studiekort. En øl koster fx 25 kr. for medlemmer og 35 for andre gæster – og når der er happy hour kan du få to fadøl for 35 kroner (!). Desuden afholder Studenterhuset en masse spændende arrangementer. Hver tirsdag aften kan du fx  lære swingdansens grundtrin. Helt gratis. Du kan holde dig opdateret på kommende events på Studenterhusets facebookside.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

Se filmklassikere med studierabat i Cinemateket

I Gothersgade ligger Cinemateket, der er en del af Det Danske Filminstitut. Her vises både nye film og gamle klassikere. En billet koster normalt 85 kroner, men ved fremvisning af dit studiekort, får du billetten til en 10’er.

Er du en ekstraordinært filmglad, kan du blive medlem af Cinemateket og få op til 40 procent i rabat på almindelige forestillinger (så du kan se film for en flad halvtredser) og blandt andet få en ledsager med til medlemspris. Medlemsprisen for studerende er blot 195 kroner for et år, mens andre skal betale op imod 275 kroner. Læs mere om Cinemateket, og se programmet for 2021 her.

Drik kaffen hos Zaggis

I Frederiksborgsgade 43 ligger en perle. På Café Zaggis er baristakaffen ikke bare god, den er også billig og kommer ovenikøbet med kærlighed i mælkeskummet. Og det er ikke kun de studerende, der kan nyde godt af de studievenlige priser. Næsten alt koster 20 kroner, med undtagelse af de varme og kolde kaffer, som du kan købe til 30 kroner (#inflation). De har både lækre kager, paninier og forskellige varme og kolde drikke, som du kan tage med på dit gåtur rundt om Københavns smukke søer. Dronning Louises Bro ligger blot et stenkast fra caféen, og her holder halvdelen af byens unge som bekendt til om sommeren, så der er altid noget spændende at kigge på.

LÆS OGSÅ: Test af kaffe på campus: Den gode, den onde og den der smager af tjære

Billigt kluns - Studenterhuset afholder ofte loppemarkeder, hvor du kan sikre dig et helt nyt (men bæredygtigt) outfit til næste fredagsbar.
Kaffe - Hos Zaggis Café i Frederiksborggade koster din latte 30 kroner. Og din tunsandwich koster en 20'er. Det samme gør det stykke kage, du skal have til dessert.
billede: Zaggis Café

Se DR’s kor og orkestre i Koncerthuset

I Koncerthuset kan du nyde godt af studierabat på de fleste koncerter med Danmarks Radios kor og orkestre, hvis du er under 30 vel at mærke. Er du studerende og fyldt 30, hjælper dit studiekort dig desværre ikke, selv om du ligesom dine yngre medstuderende lever af en SU (diskrimination, DR?).

Se DR Koncerthusets 2022-kalender her, klik på billetkøb til den koncert du gerne vil opleve. Når du vælger et sæde i salen, og der popper en boks med et U30-tilbud op, så kan du få billetten for halv pris. Rabatordningen gælder udvalgte koncerter, både med danske og internationale kunstnere. Du har næsten ikke råd til at lade være.

Mange teatre i byen giver også rabat til unge under 25 år – og endnu mere rabat, hvis I kan få samlet en gruppe på seks personer under 25. Du kan fx købe ungdomsbilletter med 40% rabat til alle forestillinger i Det Kgl. Teater.

Få billig motion svømmehallen

Drop fitnesscentre – for 455 kroner (!) kan du som studerende få et årskort til alle (!) svømmehaller i Københavns Kommune. Et lignende årskort koster normalt det dobbelte. Det betyder, at du kan svømme alle ugens hverdage et helt år i den svømmehal, der er tættest på dig.

For 455 kroner kan du som studerende få et årskort til alle svømmehaller i Københavns Kommune.

Studerer du på Søndre Campus, kan du passende tage en svømmetur i den nærvedliggende Frankrigsgade Svømmehal inden forelæsning, og når du tager hjem, lad os sige du bor på Vesterbro, om eftermiddagen, kan du svinge forbi Vesterbro Svømmehal.

Det eneste du skal være opmærksom på, er, at du kun må svømme i det, der hedder ‘grøn tid’, dvs. fra svømmehallens åbningstid og til kl. 15.

Copenhagen Contemporary: International samtidskunst

I en gammel svejsehal på Refshaleøen ligger Copenhagen Contemporary (CC): »Københavns internationale kunstcenter«, som det beskrives på udstillingsstedets hjemmeside. Som et af Skandinaviens største udstillingssteder for samtidskunst, har Copenhagen Contemporary siden 2016 haft udstillinger med fx Yoko Ono, Anselm Kiefer, Superflex og David Shrigley.

Kunst - Olaf Nicolais værk 'BIG SNEAKER [THE NINETIES]' fra 2001 på udstillingen 'Art of Sport' på Copenhagen Contemporary.
billede: David Stjernholm, Copenhagen Contemporary
Musik - Du finder Bartof Station lige ved Frederiksberg Metro, lige ved siden af Wagamama. Her kan man nyde en specialøl i solen og høre koncerter om aftenen.
billede: Roxanna Blue Neveu

Lige nu kan du, frem til 4. september se udstillingen Light & Space, der skaber en verden af lys og farver med bidrag fra store kunstnere som James Turrell, Doug Wheeler og Helen Pashgian. Som studerende kan du besøge stedet og se deres aktuelle udstillinger for en entré på 75 kroner. En almindelig entré koster 120 kroner. Et årskort koster 125 kroner for studerende mellem 18 og 27 år. Copenhagen Contemporary ligger på Refshalevej 173A.

FØLG UNIAVISEN PÅ FACEBOOK

De fleste museer tilbyder for øvrigt studierabat, og det halverer ofte entréprisen. Det gælder også det hæderkronede kunstmuseum Louisiana i Humlebæk, som giver fri indgang i et helt år for 165 kroner for unge mellem 18 og 29 år. Det er altså billy!

Musik, comedy og specialøl på Bartof Café

Studerer du på Frederiksberg Campus, er det nærliggende at kigge forbi Bartof Café på Nordre Fasanvej eller lillesøsteren Bartof Station, der ligger lige ved Frederiksberg Metro. Her tilbydes 10 procent studierabat på deres sortiment, der blandt andet består af alsidige specialøl fra mikrobryggerier som Herslev og Skands, for ikke at glemme deres særlige knaldrøde jordbær-hvedeøl.

Hver tirsdag kan du desuden få et godt grin på Bartof Café, når der er gratis comedy.

Caféerne har også små køkkener med enkle retter, og i aftentimerne er der som oftest live musik i alverdens genrer. Hver tirsdag kan du desuden få et godt grin på Bartof Café, når der er gratis comedy. Og det er altså navne som Frank Hvam, Mick Øgendahl og Christian Fuhlendorff, der blandt andre lægger vej forbi den særlige café på tirsdage.

Få avis til halv pris

Mange medier giver 50 procent rabat – og gode introtilbud på deres fysiske aviser – til unge under 30 eller studerende.

For 99 kroner om måneden kan udeboende under 30 bryde igennem den digitale betalingsmur til hos Politiken, og samme gruppe kan læse med hos Berlingske for 59,5 kroner om måneden.

FØLG UNIAVISEN PÅ INSTAGRAM

Studerende kan få digital adgang hos Information for 107,5 kroner om måneden, og på Zetland skal du slippe 64,5 kroner per måned.

Weekendavisen er et særligt hit blandt studerende, fordi de tilbyder tre måneders avis for sølle 19 kroner. Herefter koster det 74,5 kroner per måned, men så skal du nok være hooked på deres kryds-og-tværs.

Pssst … Uniavisens uafhængige journalistik kan du altid tilgå helt og kvit. Vores magasiner udkommer tre gange hvert semester og kan opspores ude på dit campus.

LÆS OGSÅ: Din læseguide til magasiner på campus

Seneste