Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Studieliv

Saunaklubber og slutshaming. Stop nu de grænse-overskridende tutorer, siger studerende

Sexisme — Malaika Wandall ærgrer sig over, at hun aldrig fik afskaffet de grænseoverskridende lege i introforløbet på Idræt. Nu foreslår hun at gøre det obligatorisk for alle tutorer at gennemføre en workshop om grænser, sexisme og antidiskrimination.

12 procent af alle studerende har oplevet sexisme på deres studie. Det viser en ny undersøgelse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Og ifølge Malaika Wandall – som er tidligere studerende og tutor på Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet – er det introforløbet, man skal sætte under en kritisk lup, hvis man vil ændre på den statistik.

Hun mener, at det især er tutorerne, der er med til at skabe et sexistisk og grænseoverskridende studiemiljø:

»Min oplevelse var, at tutorerne ikke valgte at blive tutorer, fordi de gerne ville skabe et trygt og rart studiemiljø for de nye, men fordi de gerne vil have fester og sjove planlægningsweekender – og så var der også nogen, der ret eksplicit udtalte, at de gjorde det, fordi det så var nemmere at score de nye studerende,« siger Malaika Wandall om sin tid som tutor.

LÆS OGSÅ: Trods nedlukning er studerende blevet krænket: »Jeg må sgu tilstå, at jeg synes, tallene er høje«

Russer i boldbure og på nøgenløb

Flere introforløb på Københavns Universitet har i det seneste årti været under heftig kritik for at invitere til krænkelser, sexisme og anden grænseoverskridende adfærd. Senest gælder det introforløbet på Statskundskab, som har måttet vinke farvel til sine traditionsrige landenavne, der blev kritiseret for at være stereotypificerende.

LÆS OGSÅ: Statskundskab afskaffer omstridte holdnavne. Men et nummer »er jo også en identitet« siger kommunikationschef

Men selv om mange tutorer har forsøgt at gøre rusforløbet mere inkluderende, er vi stadig ikke i mål, skrev Malaika Wandall i et debatindlæg i Politiken.

Tutorforløbet er et meget konkret sted at sætte ind over for sexisme og grænseoverskridende adfærd.

Malaika Wandall

Under sin bacheloruddannelse i idræt på Københavns Universitet oplevede hun at være vidne til et stærkt seksualiseret studiemiljø, der udsprang af introforløbet og blev ført videre i resten af studietiden. Eksempelvis skulle de nye studerende give sig i kast med nøgenløb og croquis-tegning, og mændene skulle opføre en ‘Magic Mike’-stripteasedans foran kvinderne i introforløbet.

»På studiet blev det set som okay, at mændene havde en saunaklub, hvor de snakkede om deres erobringer; at kvinderne blev slutshamet; og at det til festerne blev italesat, at vi skulle klæde os ud som jægere, fordi vi skulle ‘på jagt’,« siger Malaika Wandall om det generelle studiemiljø på idrætsstudiet.

En anden grænseoverskridende aktivitet i introforløbet tog form som et rundboldspil, hvor nye studerende blev lukket inde i små boldbure og tvunget til at bunde øl, mens tutorer klædt ud som politibetjente, mafiosoer eller rockere så til og råbte ad dem.

Den aktivitet blev afskaffet sidste år efter kritik fra nye studerende. Men Malaika siger, at hun ærgrer sig over, at hun ikke sagde fra over for den slags aktiviteter langt tidligere, da hun selv var tutor.

Sådan siger du fra

Malaika Wandal mener, at tutorerne er helt centrale i opgøret med grænseoverskridende adfærd på universiteterne. De udgør nemlig ofte den sociale kerne i et studiemiljø; de er også ofte aktive i festudvalgene og får lov til sætte rammen for den sociale omgangstone.

»Tutorforløbet er et meget konkret sted at sætte ind over for sexisme og grænseoverskridende adfærd. Jeg tror, det er sværere at ændre den kultur, når toget ligesom kører,« siger hun.

Derfor foreslår hun, at tutorerne som led i deres forberedelse skal igennem en obligatorisk workshop om at skabe et inkluderende og ikke-diskriminerende studiemiljø. Men det er kun første skridt, siger hun. Tutorerne har også en stor opgave i at fortælle de nye studerende, at de altid har nogen at gå til, hvis de oplever  grænseoverskridelser.

»Når de nye starter, burde man som det første sige: »Vi har gjort alt for at skabe nogle rare og trygge rammer, men der kan stadig være noget, I oplever som for meget eller grænseoverskridende, og hvis I har den oplevelse, skal I gå til denne person eller gøre noget andet konkret,« siger hun og tilføjer:

»Man kunne også hver dag have et kort tjek-ind, hvor man taler om, hvad der har været godt eller skidt i løbet af dagen. Så man får etableret et rum, hvor der er mulighed for at sige fra. Det tror jeg vil være et godt sted at starte.«

LÆS OGSÅ: Tidslinje: Sager om identitetspolitik og krænkelser på Københavns Universitet 

Ingen sex i starten

Tutorer og russer står i en ulige magtposition. Malaika Wandall foreslår Københavns Universitet at skele til introforløbet på Danmarks Tekniske Universitet (DTU), hvor det ikke er tilladt for tutorer at have sex med de nye studerende i starten af deres forløb.

»Det er ikke ensbetydende med, at man aldrig må være sammen seksuelt. Men det er vigtigt, at der er klare linjer og en grænse, når man går fra at være ny studerende og til at være medstuderende. Der er brug for en overgangsperiode«, siger Malaika Wandall.

Selv om de studerende er voksne mennesker, kommer de ofte direkte fra gymnasiet eller højskolen, hvor der er meget faste rammer. Det betyder, ifølge hende, at både tutorer og russer skal hjælpes lidt på vej:

»Jeg synes også, at det er et stort ansvar at lægge på tutorer, at de skal kunne gennemskue om nogens grænser er blevet overskredet. Så det er også for at hjælpe dem, at det kunne være fedt at skabe et rum, hvor de nye kan sige fra. På en arbejdsplads vil man også italesætte, hvad man gør, hvis nogens grænser bliver overskredet,« siger hun.

Dårligt studiemiljø fører til frafald

I dag læser Malaika Wandall ikke længere idræt på Københavns Universitet, men er i gang med en kandidatuddannelse i socialvidenskab og pædagogik på Roskilde Universitet (RUC). Hun siger selv, at det grænseoverskridende studiemiljø var udslagsgivende for beslutningen om at læse en anden kandidat:

Introforløbet skal bare ikke være for de få. Det skal være for alle.

Malaika Wandall

»Jeg kunne ikke se mig selv i det mere. Jeg snakkede meget med min bachelormakker om det. Vi sagde til hinanden: »Det er egentlig ikke særlig fedt at være her: Kan vi godt tage en hel kandidat her?« Der valgte jeg bare at sige, nej, det havde jeg ikke lyst til«, siger hun.

I kølvandet på Malaika Wandalls debatindlæg om oplevelsen af grænseoverskridende adfærd i introforløbet, har hun mødt kritik fra tidligere medstuderende. De lægger vægt på, at flertallet de nye studerende er tilhængere af introforløbet, som det er.

Men Malaika Wandall siger, at det strider mod formålet med introforløbet, hvis bare fem eller ti procent af de studerende oplever studiemiljøet som grænseoverskridende.

Hun håber på, at flere tutorer vil se hendes opfordring som en mulighed i stedet for en begrænsning, og at de selv vælger at ændre introforløbet til det bedre:

»Introforløbet skal bare ikke være for de få. Det skal være for alle. Det er målet. Jeg tror aldrig det kan være en dårlig ting at tale om sexisme og grænser. Det er noget, der vil komme alle til gode. Det er vildt vigtigt, at vi alle sammen lærer, at vi kan skabe gode relationer og venskaber, uden at vi skal være helt vildt fulde og løsslupne. Vi kan godt gøre det på andre måder,« siger hun.

Seneste