Universiteternes reaktion på udflytningen er pinlig, siger DSU-formand

Ramaskriget rejste sig prompte, da regeringen præsenterede sit nye udflytningsudspil.

Planen, der skaber 25 nye uddannelser uden for de store byer og tvinger universiteterne til enten at skære eller udflytte op til ti procent af deres studiepladser, fik studerende og rektorer til at advare om »nedlukninger, nedskæringer og nedgang i uddannelseskvalitet«.

Universiteterne stod samlet om et simpelt budskab: Udflytningen er en ualmindelig skidt ide.

LÆS OGSÅ: Institutleder om regeringens udspil: »Det giver simpelthen ingen mening«

Spørger man Frederik Vad Nielsen, formand i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), er det dog ikke planen, den er gal med. Det er reaktionen.

»Jeg synes, den er et udtryk for en konservatisme, der er dybt ulykkelig for universiteterne,« siger han.

»Universiteterne burde jo være de fremmeste, mest nysgerrige og mest moderne uddannelsesinstitutioner, vi har, og så synker de ned i konservatismens kviksand. De hælder bare ideer ned ad brættet i stedet for at prøve at levere alternativer eller være åbne for at tænke uddannelse på en ny måde.«

Ifølge formanden tager udflytningsudspillet fat i nogle væsentlige samfundsproblemer, og han roser grundtanken om, at unge skal kunne uddanne sig over hele landet. Det kan, siger han, styrke den sociale mobilitet, der ellers ifølge en rapport fra Rockwool Fonden er gået i stå i det danske uddannelsessystem.

LÆS OGSÅ: »Vi skal turde tage politisk styring med, hvor der er studiepladser i det her land«

Han fremhæver, at omkring 20 procent af en ungdomsårgang aldrig får en uddannelse, og mange af dem bor uden for de store byer.

Vi snakker bare ikke ret meget om dem – og det har universiteterne et medansvar for, siger Frederik Vad Nielsen.

»Jeg synes, det er interessant og faktisk enormt ulykkeligt, at hver eneste gang nogen forsøger at sætte behovet for faglært arbejdskraft på dagsordenen eller opfordrer til, at vi koncentrerer investeringerne om alle de børn og unge, der ikke får en uddannelse overhovedet, så er der nogle i universitetsmiljøerne, der siger, at man implicit ser ned på dem. At man tager noget fra dem.«

Universiteterne kunne jo benytte lejligheden til at melde sig ind i en kamp for at skabe nogle bedre uddannelser med mere social mobilitet.

»Det er simpelthen så pinligt. Det her er mennesker med lange uddannelser, der er højt begavede, og alligevel bliver de fornærmede over, at man engang imellem prøver at få uddannelsesdebatten til at handle om de børn og unge, vi ellers aldrig taler om.«

Men de har vel ikke noget imod, at debatten handler om dem. De har noget imod, at man skærer ti procent af deres studiepladser. Regeringen tager jo netop noget fra dem?

»Jo, men prøv og hør, det kendetegner alle uddannelsesdiskussioner. Hvis ikke akademikerne fylder i dem, er det et problem, og så prøver man hele tiden at få sig selv fremhævet,« siger Frederik Vad Nielsen.

»Det er rigtigt, at man tager ti procent af uddannelsespladserne, men universiteterne kunne jo benytte lejligheden til at melde sig ind i en kamp for at skabe nogle bedre uddannelser med mere social mobilitet, som favner en større del af ungdommen på tværs af sociale, økonomiske og etniske skel.«

»I stedet bliver universiteterne en spiller, som på en eller anden måde underkender deres egen styrke og muligheder for at få indflydelse ved hele tiden at køre det der show med, at det er synd for os.«

Uddannelsesloftet var et luksusproblem

Han taler om, at akademikerne »kaprer« uddannelsesdebatten.

Det er ikke noget, de kun har gjort i kølvandet på udflytningsspillet, det er noget, de har gjort helt konsekvent i en årrække, siger Frederik Vad Nielsen.

Han fremhæver det seneste folketingsvalg, hvor et af de hedeste emner var uddannelsesloftet.

Studenterorganisationer og politikere talte dunder mod loftet, der forhindrede studerende i at tage to videregående uddannelser, og efter valgkampen lovede aftalepartierne bag forståelsespapiret, at de ville rive det ned. Det gjorde de så i den første finanslov efter valget.

LÆS OGSÅ: Finansloven river uddannelsesloftet ned: »Det bedste, vi kunne håbe på«

DSU var også imod uddannelsesloftet, »for det var da pisseirriterende«, som Frederik Vad Nielsen formulerer det.

Men det var, tilføjer han, også »et luksusproblem«.

»Under folketingsvalget diskuterede vi ikke de 50.000 ordblinde skoleelever, som vi totalt lader i stikken, vi diskuterede ikke alle dem, der ikke kan færdiggøre deres uddannelse, fordi de ikke kan finde en læreplads, og vi diskuterede ikke dem, der hverken er i uddannelse eller i arbejde, men som er sat totalt ud på sidelinjen.«

»I stedet diskuterede vi grønthøsterbesparelser, hvilket er fint nok, og så uddannelsesloftet. Et loft, som omkring 1.000 mennesker blev ramt af.«

Tagsten i hovedet

Det er ikke, fordi det i sig selv er forkert at skose uddannelsesloftet, siger han, det er snarere et spørgsmål om, i hvilken rækkefølge man bestiger de uddannelsespolitiske bjerge.

Og der har været en tendens til, at politikerne har keret sig mere om privilegerede studerende og elever end børn og unge på samfundets bund, siger Frederik Vad Nielsen.

»Vi har et vist antal timer i døgnet, hvor vi kan kæmpe nogle politiske kampe. Vi ved ikke, hvornår vi får en tagsten i hovedet, og vi ved ikke, hvornår der er folketingsvalg igen, så derfor handler det om at bruge sin magt til at gøre den største forskel for de mennesker, der har mest brug for det.«

»I stedet opdrager vi min generation til, at der ikke er nogen proportioner eller noget hierarki i problemerne, men at man bare kan køre frem med sine luksusproblemer. Og få den taletid, man vil have.«

Du nævner uddannelsesloftet og omprioriteringsbidraget. Det er jo store politiske indgreb i universiteterne. Bare fordi der er noget, der står slemt til et andet sted i uddannelsessystemet, er det så problematisk at sætte de sager på dagsordenen?

»Omprioriteringsbidraget er en anden snak, for det var en vigtig uddannelsespolitisk diskussion. Det er heller ikke universiteterne, jeg kritiserer her. Det er politikerne, der altid tager udgangspunkt i, hvad der er populært på universiteterne og gymnasierne. I mange år har det været lidt politisk taberagtigt at tale om de unge i vores samfund, som ikke selv kan råbe op. Det får man ikke særlig mange point for.«

Hvor meget held har universiteterne egentlig haft med at kapre dagsordenen, som du siger, de gør? De har oplevet et omprioriteringsbidrag, et uddannelsesloft, dimensionering og nu udflytning. Har de ikke en pointe i, at der er sket en del forringelser i de seneste år, der er værd at tale om?

»Jo, jeg synes, at nedskæringer på uddannelseskvalitet er et kæmpestort problem. Der synes jeg, de har en klar pointe. Men punkt et: Der er ikke en sammenhæng mellem kvalitet, og hvor mange der går på en uddannelse. Det er forskellige diskussioner.«

»Punkt to: Det er rigtigt, at universiteterne har lidt nederlag på nogle områder, men det er jo også, fordi de ikke er særlig gode til at gøre sig spilbare. Langt hen ad vejen er det en konservativ tilgang, man har til det politiske arbejde.«

Listen med hellige køer vokser

Tilgangen er konservativ, i den forstand at universiteter og studenterorganisationer konsekvent råber på flere og mere, uddyber Frederik Vad Nielsen.

De vil have flere ind på uddannelserne, i en situation hvor de ellers ifølge formanden overuddanner inden for særligt humaniora og samfundsvidenskab. Og de vil have mere i kroner og øre til deres uddannelser.

Det der med at sætte andre før sig selv er en dyd, der er ved at forsvinde, fordi alle forsøger at rage til sig.

Frederik Vad Nielsen fremhæver, at en mærkesag for Uddannelsesalliancen – et stort netværk af elev- og studenterorganisationer – er at forhøje SU’en. Ifølge formanden er det et tegn på, at SU’en ikke længere er et middel til at opnå social mobilitet og sikre, at unge ikke behøver at knokle i et fuldtidsjob for at tage en uddannelse. Den er snarere blevet et mål i sig selv.

LÆS OGSÅ: For og imod at omdanne SU på kandidaten til et lån

Han ser en liste med hellige køer, der bare vokser og vokser, siger han.

»Hvis man tager Danske Studerendes Fællesråd, så er de imod at diskutere omprioritering inden for uddannelsessystemet. Det er de bare imod. Alle penge brugt på uddannelse er gode penge brugt. Man spørger aldrig: Kan man gøre tingene bedre? Er der nogle steder, hvor man prioriterer skævt? Nej, nej.«

»Så er det svært at diskutere noget som helst, medmindre man kommer med en guldkaret.«

Det er det, Frederik Vad Nielsen savner. En debat om kvaliteten af uddannelserne, hvor universiteterne og studenterorganisationerne ikke kommer buldrende med budskabet: Send flere penge.

Skævt boldøje

Når regeringen ønsker at skabe større sammenhængskraft i landet og give flere uddannelsesmuligheder til de unge, der bor uden for de store byer, så burde universiteterne ikke bare stejle over, at de skal aflevere en del af deres studiepladser.

De burde sætte sig ned og tale om, hvordan de kan forhøje kvaliteten på deres uddannelser og skabe »verdens bedste akademikere«.

»Det har vi ikke i dag, blandt andet fordi der er alt, alt for mange, der bliver lukket ind på universiteterne,« siger Frederik Vad Nielsen.

»I stedet for at føre krig mod planerne om, at man kan tage en uddannelse i hele landet, så burde man måske koncentrere sig om at få nogle universiteter, der kan få den sociale mobilitet til at vokse i Danmark.«

LÆS OGSÅ: Dansk Erhverv vil investere i uddannelse ved at skære i SU. Vi spurgte dem hvorfor

Men når universiteterne advarer mod, at det kan få konsekvenser at splitte forskningsmiljøer, beskytter de så ikke bare den faglighed, de har opbygget over mange år?

»For nogle år siden åbnede der en ingeniøruddannelse i Kalundborg, hvor man godt kunne samarbejde med virksomheder og få en uddannelse til at fungere. Der er da også stærke forskningsmiljøer uden for de store byer,« siger Frederik Vad Nielsen.

»Men selvfølgelig skal man ikke hovedløst gennemføre noget, som ødelægger forskningsmiljøerne. Jeg håber da, universiteterne gør, hvad de kan for at råbe vagt i gevær de steder, hvor regeringen ser forkert. Jeg er ikke ude på at smadre løs på universiteterne, jeg synes, de er sindssygt vigtige, og jeg synes, vi skal have bedre akademisk uddannede mennesker. Men kvalitet og kvantitet er ikke det samme, og der oplever jeg bare, at universiteternes boldøje er rimelig skævt.«

Men er det ikke bare det, universiteterne gør, når KU fx advarer om store konsekvenser, hvis dele af dyrlægeuddannelsen udflyttes. De peger på faldgruberne i planen? Hvad er det præcis, de gør galt?

»De taler hele tiden om alt det, der kan gå galt. Der er meget få svar på, hvad man så kan gøre.«

Frederik Vad Nielsen afviser, at han selv bidrager til en brydekamp mellem top og bund i uddannelsessystemet ved at rette en så kras kritik mod universiteterne.

Ifølge formanden – der selv har en bachelor i arbejdslivsstudier og journalistik fra Roskilde Universitet – handler det snarere om at vise solidaritet med de børn og unge, der falder igennem uddannelsessystemet, uden at nogen samler dem op.

»Hvis vi skal skabe sociale fremskridt i den rigtige rækkefølge for dem, der har mest brug for det, så kræver det, at nogen af os, der i høj grad har vores på det tørre, viser solidaritet, træder et skridt tilbage og siger: Nu taler vi om de her mennesker.«

»Den solidaritet er der bare ikke. Det der med at sætte andre før sig selv er en dyd, der er ved at forsvinde, fordi alle forsøger at rage til sig.«

»Måske skulle vi sætte en ære i at sige: Skulle vi ikke starte der, hvor problemerne er størst?«