TAP’er: Det er fagligheden, der driver værket – også for vores funktion

Følgende er et modsvar til et debatindlæg, der har været bragt her i Uniavisen. Det kan læses her. 

For nyligt havde to lektorer og to professorer et debatindlæg i Uniavisen, hvori de udtrykte ønske om at bevare de institutadministrative medarbejdere, hvor de er i dag: Tæt på institutarbejdspladsen og tæt det sociale liv. Som ansat på Institut for Idræt og Ernæring nærer jeg stor sympati for synspunktet, og det er altid godt at høre, når VIP’erne er glade for TAP’erne og vice versa.

De fire VIP’eres argument for at bevare TAP’erne tæt på instituttet var, at »TAP-personale er meget mere end opgaveløsere. De er en kulturbærende sammenhængskraft på KU.« De fire skribenter skriver også: »Hvem husker fødselsdage og mærkedage? Blomsten efter et dødsfald i familien? Hvem hjælper nye ansatte, unge såvel som gamle, danske såvel som internationale? Hvem pynter til jul? Hvem er primus motor i de sociale arrangementer (…)  Vores bud er TAP.«

Som både professoren og ph.d.-en vil jeg da gerne være en flink fyr – men på min arbejdsplads vil jeg helst bedømmes på min faglige kunnen

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at debatindlægget er skrevet i den bedste mening, og man kan vel ikke sige andet end, at vi TAP’ere – i en svær tid som administrativt personale på KU – har brug for al den opbakning fra VIP’erne, som vi kan få. Men problemet med indlægget er, at argumentationen risikerer at være kontraproduktiv.

For hvis der er én enkelt ting, jeg er 110 procent sikker på i denne administrationsreform, så er det, at administrationsreformens regnemodeller ikke tager hensyn til min evne til at drive sociale arrangementer og pynte op ved fødselsdage.

Det, synes jeg, egentlig er fair nok. For som både professoren og ph.d.-en vil jeg da også gerne være en flink fyr – men på min arbejdsplads vil jeg helst bedømmes på min faglige kunnen. Og da jeg ikke er ansat som gartner, så har det ikke noget med blomster at gøre.

TAP’ere der leverer snak

Jeg er fuldstændig afklaret med, at forandringens vinde blæser over KU. Vi hverken kan eller skal stædigt holde fast i, hvordan KU ser ud i dag. Og det kan sikkert også ende fint – særligt hvis nogen i styregruppen mener det, når de siger, at nærhedsprincippet er vigtigt.

Men netop under disse forandringer er det vigtigt, at man fokuserer på fagligheden. For det ender ikke fint, hvis man kategoriserer administrationen som dem, der kan levere ’en god snak’, pynte op og være primus motorer i de sociale arrangementer. Så placerer man nemlig samtidig administrationen i en kategori, der kan henvises til som overflødigt fedt. Den kategori har jeg ikke lyst til at være i i en tid, hvor ’riget fattes penge’.

LÆS OGSÅ: Vi HK’ere hører til i nærmiljøet

Og selvom jeg godt ved, at det ikke er de fire VIP’eres hensigt, så kommer de – med deres betoning af TAP’ernes medmenneskelighed – til at underminere betydningen af TAP’ernes faglighed. Det bliver en opdeling mellem dem, der laver ’det rigtige arbejde’ på KU, og så de andre. TAP’erne. Dem med snakken ved kaffemaskinen og som sørger for morgenmad.

God stemning er et fællesanliggende

I realiteten fungerer samarbejdet mellem TAP og VIP heldigvis heller ikke sådan, som det skitseres i VIP’ernes indlæg. Ikke på Institut for Idræt og Ernæring i hvert fald. Her var det en af vores velestimerede professorer, der gav den som ’Pølse Svend’ og trak det store læs med underholdningen om aftenen på vores institutseminar, og det var en af vores særdeles fagligt dygtige adjunkter, der performede som Freddie Mercury ved julefrokosten.

Vi har alle ansvar for kulturen, og vi har alle noget at byde ind med i forskellige sammenhænge på arbejdspladsen

Og selvom jeg i frokostpausen gerne fortæller en halvlang, selvudleverende historie fra mit trivielle familieliv, så har jeg også brugt en god del af min tid på at sidde i styregruppen på nogle af vores store forskningsprojekter på ernæringsområdet, jeg rådgiver om fondssamarbejde, og i mit daglige arbejde sikrer jeg synlighed for vores forskere i omverdenen og over for interessenter.

Konklusion: Vi har alle ansvar for kulturen, og vi har alle noget at byde ind med i forskellige sammenhænge på arbejdspladsen. Man kan også sige det på denne måde: Driftsorganisationen på KU er en professionel organisation, som leverer professionelle ydelser relateret til økonomi, HR, kommunikation og meget andet – og de leverancer er en betingelse for universitetets eksistens og udvikling.

Fagligheden forrest

For lige så vel som fagligheden er i centrum, når en af vores lektorer kører et ph.d.-kursus, når en af vores undervisningsassistenter underviser i FAMNF (Funktionel anatomi, muskel- og neurofysiologi), når vores bioanalytikere tager en blodprøve på et barn, eller når en professor på Institut for Folkesundhed skriver en videnskabelig artikel, så er fagligheden også i centrum, når vores kommunikationsmedarbejder laver en film om ’tilpassede holdspil’, eller når institutsekretæren bistår med ansættelser.

LÆS OGSÅ: KU har brug for en professionel administration

Når reformen er gennemført, er det i sidste ende ikke leverancen ved kaffemaskinen, der er afgørende. Så er det, hvad PI’s (lederne af de enkelte forskningsprojekter) skal gøre uden mit instituts dygtige, lokalt forankrede projektøkonomer, når projekterne skal lukkes ned før tid eller forlænges. Hvad underviserne skal gøre uden vores lokale studiesekretærer, når der skal allokeres censorer til de meget specielle praktiske prøver på Institut for Idræt og Ernæring. Og hvad de videnskabelige assistenter skal gøre, når de ikke har vores dygtige webmedarbejder til at lave lynsnappe ændringer, når rekrutteringen af forsøgspersoner til projekter skal startes op eller lukkes ned.

Jeg ved det ikke. Og fra på et tidspunkt efter sommerferien, så ved mine forskere og undervisere det muligvis heller ikke.

Jeg er sikker på, at forskerne nok skal klare at sætte blomster op og afholde sociale arrangementer. Jeg er til gengæld ikke sikker på, at de klarer deres projektøkonomi, deres ’HR-light’ eller deres censorallokering.