Tarek Hussein valgte en ALI-uddannelse som de fleste med arabisk baggrund

Jeg troede længe, som alle med arabisk baggrund, at jeg skulle være læge. I 3.g, da jeg nærmede mig mine eksaminer, fandt jeg ud af, at det ikke lige var mig. Det med blod og operationer trak ikke rigtig. Hvad skal jeg så læse, tænkte jeg og greb ud efter den næste kliché: skulle jeg vælge jura eller statskundskab? Jeg endte med jura, fordi det stod for mig som et konkret håndværk, man lærer at mestre. Det viste sig også at være tilfældet, for jura kan man bruge i alle aspekter af tilværelsen. Da jeg startede, troede jeg, som de fleste af mine medstuderende, at jeg ville ende med at procedere sager i en retssal. I takt med at studiet skred fremad, fandt jeg ud af, at man kan bruge juraen på virkelig mange forskellige måder.

I minoritetsetniske kredse taler vi om ALI-uddannelser. Det dækker over advokat-, læge- og ingeniøruddannelserne, som er nyder stor prestige i vores forældres hjemlande. Og så er de fag forbundet med en høj jobsikkerhed og en høj løn. Det er en kombination af alle de ting, der sender mange minoritetsetniske unge i de retninger. Men der er en kæmpe udvikling i gang. Det er blevet mere socialt accepteret at læse alt muligt. Jeg har tre søskende, og de læser noget meget forskelligt, hvilket ville være fuldkommen utænkeligt for ti år siden. Jeg oplever også blandt mine søskendes venner, at folk er begyndt at læse alt lige fra kreative fag til humaniora. Det var ugleset engang.

Jeg flyttede til KU fra Aarhus Universitet halvandet år inde i min bachelor i jura. Undervisningen på jurastudiet i København foregik på fem forskellige lokationer i Indre by, inden fakultetet flyttede ud til KUA. Det havde sin charme, ingen tvivl om det, og det var fedt at gå til forelæsninger inde på strøget. Bagsiden af det var, at jeg savnede den campusfornemmelse, jeg kendte fra Aarhus Universitet. Jeg har dog en fornemmelse af, at det måske havde været anderledes, hvis jeg havde været med fra dag ét. Hvis jeg var en del af en klasse, hvor man havde en interesse i at lære hinanden at kende. Jeg tror stadig, det må være oppe i luften, om man har ramt den i røven med at skabe det sociale studiemiljø, som det var intentionen med KUA.

Jeg har aldrig haft behov for at finde en social omgangskreds på universitetet. Jeg har en vennegruppe, som stammer helt tilbage fra den tidlige barndom, og vi holder ved. Det tror jeg gælder for mange, der har en anden etnisk baggrund end dansk. Rigtig mange af mine etnisk danske venner ender med at have venner for resten af livet, som de har mødt på universitetet.

Hvis du læser jura, er der stor sandsynlighed for, at du kommer fra den øvre middelklasse eller overklassen. Jeg havde en underviser som til en forelæsning spurgte, hvor mange der havde forældre, som tjente på den anden side af en million. Og dem var der voldsomt mange af i forhold til resten af samfundet. Det betyder noget for de dynamikker, der opstår på et hold på et studie. Det betyder ikke nødvendigvis, at der er ond vilje, men det betyder, at man bevæger sig i bestemte kredse, som er meget mere lukkede end andre.

Efter studiet arbejdede jeg i Justitsministeriets departement i tre år som fuldmægtig, og det var en fremragende oplevelse. For en jurist er det nok et af de bedste steder, du kan lande og blive videreuddannet ude i virkeligheden. Det var ekstremt spændende for mig at komme tæt på det politiske maskinrum og se, hvordan juraen fungerer sammen med politikken. Jeg blev virkelig bare kastet ud i det. Som en del af grunduddannelsen i Justitsministeriet skal du være formiddagsfuldmægtig, og jeg skulle møde som anklager en dag om ugen ved en politikreds. Megaspændende!

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke vidste, at det gik godt for mig på studiet. Jeg fik rigtig fine karakterer, og jeg har i dag et usædvanligt CV, fordi jeg efter studiet har haft ti vanvittige år, hvor jeg har lavet en milliard ting. Jeg har været en del af den offentlige debat, jeg er udkommet med en bog på Gyldendal, og jeg har været en del af forskellige fora, både i Danmark og i udlandet. Jeg ved godt, at jeg har en ret unik profil, fordi den ikke kun er juridisk, så efter studiet var jeg  i en privilegeret situation, hvor mit problem var at finde ud af, hvad jeg gerne ville bruge tiden på. I virkeligheden kan det være svært, når du har rigtig mange muligheder. I dag er jeg direktør i en NGO. Jeg har nok altid haft en drøm om at lande i en NGO, men havde måske en ide om, at der skulle gå lidt flere år, før det skete.

Det var virkelig sundt for mig at betjene en minister, som jeg ikke nødvendigvis var politisk enig med, men hvor jeg stadig skulle levere det bedst mulige produkt i sagsbehandlingen. Det skærpede mine egne argumenter og min egen måde at tænke på.  Man finder ud af, at dem, der befinder sig på den anden side, ikke nødvendigvis er onde mennesker. De har bare en anden politisk holdning – lad os debattere den. Det er der rigtig mange på den politiske venstrefløj, der kunne lære noget af. Det er et råd, jeg deler med mine kollegaer i DFUNK, hvor jeg er direktør i dag. Når man er en del af en NGO, kan man udvikle et meget sort-hvidt verdenssyn. Man bliver en del af en silo, hvor alle ens venner og omgangskreds har samme blik på, hvordan tingene burde være. Det betyder ikke, at det verdenssyn er forkert, men det er godt at få udfordret. Hvis man også gerne vil skærpe sine egne argumenter og sin egen sag, er det vigtigt at forstå sine politiske modstandere. På den måde var det virkelig sundt for mig at prøve at arbejde under forskellige ministre.

Jeg havde et møde med en KU-studerende, som sagde til mig, at jeg var den første person med anden etnisk baggrund, han nogensinde havde siddet og talt med. Han var vokset op nord for København med forældre, der var jurister eller advokater, og det var hans verden. Vi taler af gode grunde om parallelssamfund hos etniske minoriteter, men de findes i den grad også hos dele af den danske overklasse. Jeg troede, at vores generation har gået i klasse med hinanden på tværs af etnicitet, men der findes stadig unge, der aldrig har snakket med en som mig. Det synes jeg er vildt.

Jeg troede i starten, at det ville være en fordel for mig, at jeg har været aktiv i den offentlige debat, fordi det gav mig nogle værktøjer, redskaber og netværk, når jeg skulle have et arbejde. Det ville det være i mange andre brancher. Men det gik hurtigt op for mig, at den juridiske branche er den allermest konservative, og at min baggrund i den offentlige debat faktisk er et stort minus her. Det er for nylig gået op for mig, at jeg muligvis aldrig kommer til arbejde med jura i sin rene form igen. For mig er juraen en god baggrund, når der kommer høringssvar i min indbakke, men det fylder meget lidt af min arbejdsdag. Det var en stor erkendelse for mig at nå frem til, at det, der har udgjort så stor en del af min identitet, og som jeg har brugt seks og et halvt år på at studere, pludselig kommer i anden række.

Som direktør for en NGO kan jeg ikke længere udtale mig som privatperson. Der vil være situationer, hvor jeg skal udtale mig i kraft af mit arbejde, og med det følger et stort ansvar. Hvis jeg er i offentligheden den ene lørdag som direktør-Tarek og udtaler mig den næste lørdag som privat-Tarek, kan folk have svært ved at skelne mellem de to. Af den grund har jeg indført en karensperiode for mig selv, indtil folk har vænnet sig til, at jeg nu har en ny rolle. Og så kommer jeg helt sikkert til at blande mig i de debatter, der relaterer sig til min nye position.