Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Arbejdsmiljø
Administrationsreform — I flere måneder har administrationsansatte på KU ikke vidst, om de var købt eller solgt i efterårets planlagte fyringsrunde. Nu er afskedigelserne taget af bordet, men det er kritikken af ledelsen ikke. Universitetsdirektør beklager, at processen har været langstrakt.
Efterårets planlagte fyringsrunde blandt TAP-medarbejdere på Københavns Universitet i forbindelse med administrationsreformen er blevet afblæst. Det meldte ledelsen ud torsdag 10. oktober på universitetets intranet (kræver login).
LÆS OGSÅ: Ledelsen afblæser varslet fyringsrunde
U-vendingen skyldes, at de afværgeforanstaltninger – et kvalificeret ansættelsesstop og muligheden for frivillige fratrædelser – som blev iværksat op mod fyringsrunden, har givet en tilstrækkelig reduktion i antallet af ansatte.
Forløbet er en proces, vi har aftalt i HSU, og den har været lang
Søren Skydsgaard, universitetsdirektør
Nyheden om den afblæste fyringsrunde glæder Ingrid Kryhlmand, der er HK-fællestillidsrepræsentant og næstformand i Hovedsamarbejdsudvalget (HSU).
»Det er jo en dejlig nyhed, og jeg er glad på mine kollegaers vegne, som ikke skal sparkes ud alligevel,« siger hun til Uniavisen.
Hun er dog meget kritisk over den forgangne proces, hvor TAP-ansatte i flere måneder – nu helt uden grund – har måttet bekymre sig for deres jobsikkerhed.
»Det har efter min opfattelse været dysfunktionelt grebet an fra starten, og ledelsen skulle have gjort mange ting anderledes, så det ikke var blevet så langvarigt,« siger Ingrid Kryhlmand.
Over for Uniavisen medgiver universitetsdirektør Søren Skydsgaard, at processen har været lang. Det begrunder han med et ønske om grundighed.
»Forløbet er en proces, vi har aftalt i HSU, og den har været lang. Det har den været, fordi hele administrationsreformen jo er blevet sat i gang for flere år siden, og i bund og grund handler det om, at vi vil gøre det grundigt, fordi det er vigtigt. Samtidig vil vi gerne gøre det så hurtigt som muligt af hensyn til den usikkerhed, der har været for medarbejderne. Jeg skal ikke kunne sige, at vi ikke kunne have gjort det hurtigere, men der har været balancer hele tiden. Folk har jo også skullet have haft tid til at overveje, om de var interesseret i en frivillig fratrædelse. Men det har været lang tid, at medarbejderne har skullet være usikre omkring det her, og det skal jeg være den første til at beklage,« lyder det fra universitetsdirektøren.
LÆS OGSÅ: Bestyrelsesformand: Vi står i et vadested, men på den anden side får vi en bedre administration
Ifølge Søren Skydsgaard er der endnu ikke klarhed over det præcise antal frivillige fratrædelser, men universitetsdirektøren siger, at det er »i størrelsesordenen 100«. Ingrid Kryhlmand mener at vide, at antallet nærmere er 130.
De var bekymrede for, om det bliver et arbejde, der er en margarinefabrik værdigt med ensidigt, gentaget arbejde
Ingrid Kryhlmand, HK-fællestillidsrepræsentant og næstformand i HSU
At det er lykkedes at klare sparekravet til administrationsreformens første fase blandt andet ved hjælp af frivillige fratrædelser, kan ifølge Ingrid Kryhlmand være udtryk for, at mange har svært ved at se sig selv i den nye administration.
»Jeg har talt med flere, der tænkte på at søge en frivillig fratrædelsesordning, som ene og alene gjorde det, fordi de var bekymrede for, om det bliver et arbejde, der er en margarinefabrik værdigt med ensidigt, gentaget arbejde, hvor der er ensretning og ingen indflydelse på opgaverne,« fortæller hun.
At en større flok TAP-medarbejdere ønsker at forlade KU er dog ifølge Søren Skydsgaard ikke i sig selv bekymrende.
»Der er mange tusinde medarbejdere, som har haft mulighed for at søge om en frivillig fratrædelse. Og blandt dem, der har benyttet sig af det, kan der være mange forskellige individuelle grunde. Nogen kan være mod slutningen af karrieren, og kan bruge det som en anledning, og andre kan have andre overvejelser. Og der er ganske givet også nogen, som har svært ved at se sig i den fremtidige administration og derfor griber den her mulighed. Men langt, langt de fleste har jo ønsket at blive,« siger Søren Skydsgaard.
LÆS OGSÅ: Uniavisens historie om administrationsreformen – fortalt helt forfra
På intranettet lyder det fra KU’s ledelse, at det nu i HSU vil blive drøftet, hvorvidt der skal ske justeringer i den oprindelige tids- og procesplan.
Ifølge Ingrid Kryhlmand vil det give mening at fremrykke arbejdet med udformningen af den fremtidige administration.
»Det var jo meningen, at når
Ifølge Ingrid Kryhlmand er universitetslederne allerede gået i gang med at placere medarbejdere i nye positioner i den kommende administration.
»Ifølge den oprindelige plan har medarbejdere så kunnet få lov til i uge 47 at komme med bemærkninger til det, men nu vil vi i HSU skubbe på for, at den enkelte medarbejder i højere grad kan blive inddraget i planlægningen og på den måde få lidt mere selvbestemmelse over, hvilken placering man får i den nye administration,« siger Ingrid Kryhlmand.
Søren Skydsgaard mener også, at det vil være en fordel at fremrykke noget af det arbejde.
»Det kan jeg sagtens se for mig, og det er noget af det, vi skal tale om i HSU,« siger han.
For at opnå den fulde besparelse, som administrationsreformen skal sikre, skal der fortsat ske »tilpasninger« hen over de kommende år. Ifølge universitetsdirektøren er udgangspunktet, at det skal ske uden afskedigelser, men han kan ikke garantere det.