Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

To KU-forskere får prestigefuld pris på halvanden million

Navne — Anne Tybjærg-Hansen og Kristian Helin modtager priser fra Kirsten og Freddy Johansens Fond for deres banebrydende forskning inden for hjertekarsygdomme og epigenetik.

Anne Tybjærg-Hansen, professor på Institut for Klinisk Medicin, Københavns Universitet og overlæge ved Rigshospitalet og Kristian Helin, professor og direktør ved Biotech Research and Innovation Centre (BRIC), Københavns Universitet, bliver i år anerkendt for deres forskningsresultater gennem årene med priser fra Kirsten og Freddy Johansens Fond.

De to professorer er i løbet af deres karriere begge blevet internationalt anerkendte inden for deres forskningsområder. De har drevet store og betydningsfulde forskningsprojekter, hvilket bekræftes af det imponerende antal citationer, de begge har bag sig. Det skriver Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet i en pressemeddelelse.

Den årlige KFJ-pris bliver blandt andet uddelt til forskning inden for lægevidenskaben. Anne Tybjærg-Hansen bliver tildelt den kliniske pris, mens Kristian Helin modtager den prækliniske pris. Med begge følger 1,5 millioner kroner.

Genetikkens betydning for folkesygdomme

Anne Tybjærg-Hansen har altid haft interesse for genetik og store befolkningssygdomme. I sin forskning har hun særligt fokuseret på genetikkens betydning for blandt andet aterosklerose, kolesterol og hjertekarsygdom. Sidste år var hun blandt den ene procent mest citerede forskere i verden inden for hendes forskningsområde.

Jeg er jo kliniker by heart

Professor Anne Tybjærg-Hansen

Hun var den første til at beskrive en særlig form af arveligt forhøjet kolesterol, og hun har været med til at påvise en særlig genvariant hos nogle mennesker, der gør, at risikoen for aterosklerose er næsten halveret. Denne genvariant dannede basis for udvikling af medicin til sænkning af fedt i blodet.

I 1990’erne stod hun for at iværksætte den genetiske del af den store befolkningsundersøgelse på Østerbro i København. Biobanken blev essentiel for ny viden om blandt andet årsager til aterosklerose. Senere hun været med til at starte Herlev-Østerbroundersøgelsen, som aktuelt omfatter flere end 120.000 personer.

»Jeg har været drevet af, at der var en klinisk problemstilling, som jeg var interesseret i at se på. Jeg er jo kliniker by heart og meget interesseret i forskning. Derfor betyder det også rigtig meget af få en pris, som anerkender mit arbejde,« siger hun til Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.

Harvard-København-New York

Kristian Helins arbejdsliv har haft mange milepæle siden opholdet som postdoc på Harvard Medical School i 90’erne:

Forskning er ikke en nem ting

Professor Kristian Helin

»Det var afgørende for mig. Jeg identificerede den her faktor, som var rigtig vigtig for forståelsen af, hvordan en cellevækst er reguleret og for min egen forskning i de næste ti år. Det betød sådan set, at hele verden lå åben for mig i forhold til ansættelser,« siger han til sund.ku.dk.

Knap tre årtier senere – 15 som direktør for BRIC – har Kristian Helin en lang række opsigtsvækkende forskningsresultater bag sig og blandt andet været med til at stifte et biotekfirma. I tiden på Københavns Universitet har fokus særligt været på epigenetik og kræft.

»Forskning er ikke en nem ting. Det er nok noget af den største anerkendelse, som man kan få som forsker, at det arbejde, man laver, bliver anerkendt af andre til at være noget, der gør en forskel,« siger Kristian Helin, der er på vej til Memorial Sloan Kettering Cancer Center i New York. Han fortsætter dog sideløbende som professor på KU.

KFJ-priserne overrækkes 19. juni i Københavns Universitets Festsal på Frue Plads klokken 12-15.

Seneste