Uddannelsesforsker: »Vi har glemt, at tvivl er en forudsætning for læring og kritisk tænkning«

Du bliver nervøs og perpleks, og et rødt udslæt breder sig på din hals. Måske deler du dine tanker med andre, måske holder du dem for dig selv, mens du rammes af ubehag og handlingslammelse.

Du er i tvivl.

Men det er ikke så farligt, som det føles, siger Marie Larsen Ryberg, der har observeret de fleste former for tvivl i et nyt studie om forskningsbaseret undervisning. Studiet er blandt andet baseret på hendes feltarbejde på syv ud af de over 50 kurser, der indgik i KU’s strategiske satsning om at gentænke forskningsbaseret viden frem mod 2023.

Særligt ét resultat finder Marie Larsen Ryberg tankevækkende:

»De kurser, der var allermest spændende for både studerende og undervisere, var også dem, hvor de studerende var allermest i tvivl. Der blev skabt en atmosfære af, at det var inspirerende og sjovt, for de skulle undersøge og udforske noget, som videnskaben ikke i forvejen har afdækket til fulde.«

LÆS OGSÅ: De studerendes trivsel bliver en kerneopgave for universiteterne

Især et kursus skilte sig ud. Aldrig havde de studerende været så meget i tvivl, som de var i løbet af dette kursus. De hoppede op og ned og smed sig på gulvet. Og aldrig havde de lært så meget, fortæller Marie Larsen Ryberg og tilføjer, at de studerende efterfølgende fortalte, at de huskede stoffet bedre.

Uniavisen møder Marie Larsen Ryberg på hendes kontor i den nye Niels Bohr Bygning, hvor hun er ansat som adjunkt på Institut for Naturfagenes Didaktik.

»Jeg kunne se i mit arbejde, at det er en øjenåbner for mange studerende med den type forskningsbaserede kurser, der drejer sig mere om videnskabelig undersøgelse og metodiske færdigheder end om udenadslære. Det er en ny måde for dem at lære på.«

Tvivlen har samfundsmæssig relevans

Der er sikkert flere årsager til, at tvivlen har trange kår, men uddannelsesforskeren peger på særligt én tendens:

»At stille spørgsmål og forholde sig åbent til viden, trives ikke godt i en præstationsfokuseret kultur,« siger Marie Larsen Ryberg og fortsætter:

»Mange studerende er blevet vant til at gå meget strategisk til værks i undervisningen. De tjekker læringsmålene og laver en plan for, hvordan de bedst muligt kan leve op til dem, så de kan få høje karakterer i eksamen. De tænker, nu skal jeg tilegne mig det her, fordi jeg skal kunne det til eksamen. Ikke fordi de skal kunne det i livet bagefter, eller fordi de skal lære noget nyt.«

Marie Larsen Ryberg medgiver, at det er nødvendigt, at undervisningen kvalitetssikres gennem fx eksamener og læringsmål. Men det har sine ulemper, mener hun.

De studerende engagerer sig på måder, hvor de føler sig sikre på at få en høj karakter.

Adjunkt Marie Larsen Ryberg

»Det gør, at de studerende engagerer sig på måder, hvor de føler sig sikre på at få en høj karakter. Derfor tager de ikke så mange chancer, som de ellers ville. Og det er ikke til gavn for nogen, heller ikke videnskaben.«

Som bekendt kan man nærmest ikke sige præstationspres uden også at sige trivselsudfordring. Men også her observerer Marie Larsen Ryberg en mulig sammenhæng med underkendelsen af tvivl.

»Vi kan med fordel skrue lidt ned for forventningen til, at vi skal præstere, og hvad det overhovedet vil sige. Jeg kan se i min forskning, at juvelerne findes i processen undervejs og ikke i endemålet. Det kan være en trøst at vide, at det er naturligt opleve frustration, usikkerhed og tvivl i en læreproces. Det er ikke et nederlag. Forhåbentlig kan tvivlen være et middel til at løsne op for præstationskulturen og den usikkerhed, der er forbundet med at ville gøre alting til et 12-tal.«

LÆS OGSÅ: Nye trivselstal: Næsten halvdelen af de unge har haft stresssymptomer

Et andet velkendt, tidssvarende fænomen er kunstig intelligens og dens indtog på uddannelserne. Den er ifølge uddannelsesforskeren blot endnu en grund til et forsvar for tvivlen:

»Nu hvor vi har fået sådan noget som ChatGPT, er vi sådan set tvunget til at tænke på, hvad det egentlig er, universitetet kan tilbyde. Vi har brug for at opdyrke undersøgelseskompetencer og lære de studerende at forholde sig kritisk til viden. Vi lever i en tid, hvor vi skal være i stand til at stille nye spørgsmål og komme med nye svar. Vi skal holde fast i, at vi også kan finde svar i en verden, der føles usikker og kan virke fortvivlende.«

Understøt tvivl i undervisningen

Kurset, hvor en studerende smed sig på gulvet, er et godt eksempel på, hvordan man kan sætte gode rammer for tvivl:

»Det var et kursus på Biokemi og Molekylær biomedicin, hvor de studerende skulle arbejde med en proteintype, som ikke er særlig velkendt. I et forsøg kunne en af grupperne pludselig ikke se det, de forventede at finde, hvilket gjorde dem vildt meget i tvivl. En smed sig på gulvet, en anden sagde, at han aldrig have været så nervøs. Der var virkelig noget på spil, for det handlede om noget, ingen andre vidste noget om,« gengiver Marie Larsen Ryberg begejstret.

Underviserne har et stort ansvar i at støtte de studerende, så tvivlen ikke bliver til fortvivlelse og handlingslammelse, siger Marie Larsen Ryberg og fortsætter:

»Så kom professoren og sagde, sådan er forskning, man bliver i tvivl. Lad os prøve at se, hvad der foregår her. Hvad kan der være sket? Hendes rolle var faktisk at hjælpe med til at stille spørgsmål til den videre undersøgelse.«

Uddannelsesforskeren anbefaler, at man som underviser fortæller de studerende, at tvivl er et helt almindeligt, grundlæggende aspekt af at lære noget nyt.

»Det betyder bare, at man kan tænke kritisk og er åben for, at tingene kan forholde sig anderledes. Og så kan man sammen med de studerende stille nye spørgsmål og finde de næste trin for at finde svar og komme videre i processen. Underviseren kan hjælpe med at fostre spørgsmål og sørge for, at de studerende selv finder svarene.«

En anden ting, der fungerede godt på det omtalte kursus, var selve undervisningsmiljøet, der gjorde plads til at være i tvivl og stille spørgsmål, siger Marie Larsen Ryberg.

Når vores nobelprismodtager står i laboratoriet og hans ph.d.-studerende er ved at gå ud af deres gode skind og slet ikke ved, hvad der er på spil, så har de faktisk fundet ud af noget nyt.

Adjunkt Marie Larsen Ryberg

»Man skal sørge for, at der er et fællesskab i undervisningen, hvor alle kan mærke, at dem derovre er også i tvivl, så de studerende kan spejle sig i hinanden. Og så er der noget med stoffet man arbejder med, som kan blive mere forskningsbaseret ved at smide små cases ind, og ting der ikke er afgjort videnskabeligt. Ligesom med proteinet, hvor man fik de studerende til både at prøve at stille spørgsmålene og finde svarene.«

Og så er der eksamen.

»Man kan arbejde med at lave eksamensformater, der giver plads til undersøgende undervisning. Enten kan man fravælge eksamen eller lave den om, så den understøtter de læringsmål, der er forbundet med at lave noget, der minder om en forskningsproces. Eksamen kan struktureres så den giver plads til nogle mere risikovillige perioder, hvor man kan tage chancer, gå på opdagelse og forholde sig mere undersøgende, så man ikke bliver straffet for at lave fejl eller blive forsinket.«

»Helt konkret kunne man lave en portfolioeksamen og diskutere, hvad man har lavet undervejs. Eller man kunne lave en præsentation for de andre og vise, hvad man er nået frem til. Måske lave en form for logbog undervejs og reflektere over, hvad gjorde vi så, og hvilke spørgsmål førte det til?« foreslår uddannelsesforskeren.

Det kan være ressourcekrævende at understøtte forskningsbaseret læring, når der skal være plads til fejl, forsinkelser og opsamlinger, og når der i forvejen er begrænsede midler. Men Marie Larsen Ryberg mener godt, at man kan lave små dryp af det undervejs i uddannelserne.

»Det er vores alle sammens opgave at kommunikere, at det er gennem tvivl, at man lærer noget. Det er også sådan, videnskabsfolk finder ud af noget nyt. Det er hele præmissen for et universitet. Når vores nobelprismodtager står i laboratoriet og hans ph.d.-studerende er ved at gå ud af deres gode skind og slet ikke ved, hvad der er på spil, så viser det sig, at de faktisk har fundet ud af noget nyt. Tvivlen er central for videnskabelige nybrud.«

Læs mere om kurset i Biokemi og Molekylær biomedicin i denne artikel, som Marie Larsen Ryberg er medforfatter på, og hold øje det næste halve år hvor flere publikationer om projektet udgives. Find desuden hendes guide til, hvordan undervisning og forskning kan integreres, her.

LÆS OGSÅ: Jan Alexis Nielsen skal lede Institut for Naturfagenes Didaktik