Minister: Absurd, at statskassen går i plus, når universitetet fyrer

Det er ikke første gang, Ane Halsboe-Jørgensen går på kommunehospitalets gange.

Hun læste her i fem år, og hun husker tydeligt den bygning, hun lige er trådt ind i, hvor eksamenstravle studerende går glip af den sparsomme januarsol. Hun peger på en af stolperne midt i lokalet og siger, at hun ofte endte bag en af dem, så hun ikke kunne se tavlen.

Ane Halsboe-Jørgensen blev kandidat i statskundskab i 2009, på kanten til det nye årti, der skulle vise sig at være så meget mørkere end det forrige for landets universiteter. På nogle måder også for landets studerende, siger uddannelses- og forskningsministeren.

»Jeg har dumpet eksamener uden at tænke, at nu falder det fra hinanden for mig. Jeg tænkte: Nå, så tager jeg den bare igen. Det er ikke mit indtryk, at det er det samme i dag. Jeg oplever lidt for ofte at snakke med studerende, der har følelsen af, at hvis de bare snubler en enkelt gang, er det hele slut,« siger hun.

Først kom finanskrisen. Så kom fremdriftsreformen, der piskede de studerende hurtigere igennem studiet; dimensioneringen, der satte loft over uddannelser med høj ledighed; omprioriteringsbidraget, der fjernede to procent af budgetterne årligt, og så uddannelsesloftet, der forhindrede studerende i at gennemføre en uddannelse og starte på en ny.

Det har ikke bare ændret de studerendes vilkår. Det har også ændret fortællingen om deres uddannelse og fremtid, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

»Finanskrisen satte sig i en hel ungdomsgeneration, også meget mere, end jeg tror, resten af samfundet erkender eller har opdaget. Det at være ung lige der,« hun knipser med fingrene, »gav meget snak om arbejdsløshed, og hvad man kom ud til. I dag fornemmer jeg, at det, der venter på den anden side, fylder meget mere hos de studerende.«

»Men der har også været nogle meget klare politiske signaler om, at hurtigst altid var bedst, og at den lige vej altid var bedst. Det var det meget sådan … fagfaglige, du skulle præstere på. Der kom mindre fokus på gruppeeksamen, mindre fokus på kvote 2 og på flere af de ting, der har banet en god uddannelsesvej for mange.«

Den fortælling vil hun gøre hun op med, siger hun, med afsæt i et klassisk socialdemokratisk tankesæt. Ane Halsboe-Jørgensen har trods alt skrevet en bog, der fremhæver gevinsterne ved investeringer i velfærd.

Spørgsmålet er, hvordan hun vil omsætte tankerne til konkret uddannelsespolitik?

Et samfundsskred

Vi har allerede fået et fingerpeg: Årets finanslov gjorde op med uddannelsesloftet og de årlige toprocentsbesparelser, og dermed har et flertal på Christiansborg ifølge ministeren signaleret, at uddannelse er en investering.

LÆS OGSÅ: Finansloven river uddannelsesloftet ned: »Det bedste, vi kunne håbe på«

Der er dog, siger hun, særligt én ting, hun vil have, at de studerende husker hende for: at hun var den, der for alvor lagde arm med de unges mistrivsel. Det meldte hun ud, allerede da hun overtog posten fra forgængeren Tommy Ahlers (V) og lovede at fortsætte det opgør mod ’perfekthedskulturen’, som han begyndte.

Det skyldes, siger hun, at hun i de seneste år har oplevet »en farlig tendens« i samfundet, hvor store fælles problemer bliver den enkeltes ansvar.

»Jeg mener, der er noget fællesskab, der er eroderet, og jeg mener, at når man går til trivselsproblematikken ved at sige, at de studerende på papiret har det bedre end nogensinde, så overser man en kæmpe strukturel udfordring.«

Spørger man hende, hvad hun så vil gøre ved det, taler hun i knap så klare vendinger.

Hun siger, at det ikke handler om at stille færre, men klarere krav (»de skal ikke pakkes ind i vat«), hun siger, at det er nødvendigt at give mere feedback på uddannelserne, og at karakterer skal være mindre afgørende for studievalget.

Ifølge Ane Halsboe-Jørgensen skaber det store fokus på karaktergennemsnit et forkert billede af uddannelsernes værdi.

»Jeg oplever et samfundsskred i, hvor meget man anerkender det brede spektrum af uddannelse. Der er kommet et skævt blik på, hvad der er fint, og hvad der ikke er fint. Som minister vil jeg helt ufattelig gerne være med til at rokke ved det. Så jeg ikke sidder hos lærer- og pædagogstuderende og spørger: Hvad siger dine venner til, at du studerer det her?, hvortil de svarer: ’Det forstår de ikke’.«

Hun læner sig ind over bordet og hæver stemmen.

»For filan, mand! Det er nogle af de vigtigste faggrupper for vores næste generation. Det er virkelig en glidebane kun at se uddannelserne med de høje kvotienter som de allerfineste, og det bidrager til, at der er for mange unge, der ikke ender på den rette hylde.«

Otte knivstik, der aldrig ramte

Det er et eksempel på, hvordan man vil mærke, at en socialdemokrat sidder i uddannelses- og forskningsministeriet, siger hun: Hun vil værne om velfærdsstaten og dermed også velfærdsuddannelserne.

Der er brug for flere sygeplejersker, lærere og pædagoger i de kommende år, lyder budskabet. Til gengæld er der andre, der måske er brug for færre af.

Ane Halsboe-Jørgensen udelukker ikke, at det bliver nødvendigt at sænke optaget yderligere på de studier, der uddanner til størst ledighed. Men hun minder samtidig om, at vi endnu ikke kender udfaldet af den første dimensionering:

»Den blev indført for fem år siden, og det tager fem år at tage en akademisk uddannelse, så vi skal også holde en lille smule igen med at skrue endnu mere op i mine øjne. Det har faktisk virket. Og der er sket et skred, idet unge i højere grad søger ind de steder, hvor der er masser af arbejde at få. Det er godt for samfundet og den enkelte,« siger hun.

Måske er der også sket et for stort skred.

Hver gang du fyrer en underviser på universitetet, tjener landet penge. Det er en fuldstændig absurd måde at se på, hvad der foregår et sted som det her.

Ane Halsboe-Jørgensen, uddannelses- og forskningsminister

Ministeren siger det selv: Der er ikke kun kommet færre pladser på de uddannelser, der er blevet dimensioneret, der er også færre ansøgere til dem, for eksempel til de sprogfag, der har lidt under faglukninger og en storm af forfaldsfortællinger i de seneste år.

Dermed savner store dele af humaniora lidt det samme som de pædagog- og lærerstuderende, siger Ane Halsboe-Jørgensen: anerkendelse.

»Bare fordi vi skal bruge færre, er det jo ikke sådan, at dem, der er tilbage, ikke bør anerkendes som vigtige. Men jeg mener faktisk, at vi har et politisk ansvar for at forsøge at styre antallet af pladser en smule, for det valg, man gør som ung 3.g’er, er svært nok i forvejen.«

Hun tilføjer, at hun tror, det er muligt at dimensionere uden at sparke til forfaldsfortællingen.

Spørgsmålet er dog, om Socialdemokratiet ikke allerede har gjort det. I deres eget finanslovsforslag undlod de at videreføre taxameterløftet, og dermed lagde partiet reelt op til voldsomme besparelser på humaniora og samfundsvidenskab. Løftet blev bevaret på den endelige finanslov, men kun efter en periode med usikkerhed for universiteterne og de studerende på humaniora, der netop i de uger blokerede dekangangen på  Det Humanistiske Fakultet.

I Debatten på DR2 kritiserede en af de studerende bag blokaden, Harald Toksværd, regeringen for at fjerne omprioriteringsbidraget med den ene hånd, mens de med den anden ramte de humanistiske uddannelser med en endnu større besparelse. »Det er ligesom, hvis du dolkede mig otte gange i maven, og så satte et plaster på,« sagde han til Ane Halsboe-Jørgensen.

LÆS OGSÅ: Digteren, der kaprede talerstolen og skrev universitetshistorie

Ministeren tøver med at uddybe, hvorfor Socialdemokratiet lagde op til besparelser på humaniora og samfundsvidenskab i deres eget forslag, selv om regeringens støttepartier, SF, Enhedslisten og Radikale Venstre, alle var fortalere for taxameterløftet. Hun siger kun, at hun er stolt over, at et flertal i Folketinget har vist »en anden vej« i uddannelsespolitikken og forlænget taxameterløftet.

Blind bundlinje

Hun kobler det til en bredere tankegang, hvor velfærdsstatens investeringer i forebyggelse og behandlingstilbud, daginstitutioner og videregående uddannelser bliver en forudsætning for den økonomiske velstand.

I Det betaler sig at investere i mennesker, bogen, Ane Halsboe-Jørgensen har skrevet med børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil, argumenterer hun for, at Finansministeriets regnemaskiner undervurderer effekten af offentlige investeringer, for eksempel i velfærd og uddannelse. Hovedpointen er, at investeringerne fejlagtigt – og i modsætning til skattelettelser, som man antager har en positiv effekt på arbejdsudbuddet – bliver set som rene udgifter.

Finanskrisen satte sig i en hel ungdomsgeneration, også meget mere, end jeg tror, resten af samfundet erkender eller har opdaget.

Ane Halsboe-Jørgensen, uddannelses- og forskningsminister

Det virker også den modsatte vej: Da omprioriteringsbidraget sparede to procent på universiteterne hvert år, forventede Finansministeriet ikke at miste en krone, selv om kvaliteten af uddannelserne – i hvert fald ifølge Ane Halsboe-Jørgensen – kunne forventes at lide under besparelserne.

Hun giver et lignende eksempel: »Hver gang du fyrer en underviser på universitetet, tjener landet penge. Så går vi i plus på statsregnskabet. Det er en fuldstændig absurd måde at se på, hvad der foregår et sted som det her, for hvor ville vi dog være, hvis vi fyrede dem alle sammen. Vi ville være så uendeligt meget fattigere. Hvis ikke den måde at tænke uddannelse på kommer til at stå mere centralt, når vi laver politik, gør vi landet dummere.«

Et andet eksempel, hun fremhæver, er feedback. I dag får mange studerende ofte kun et tal som respons på deres indsats. Ifølge Dansk Studerendes Fællesråd betyder det, at karakteren fylder mere i bevidstheden, og det siger Ane Halsboe-Jørgensen, at hun vil bekæmpe, selv om det ikke bliver let.

»Det fundament, vi træffer politiske beslutninger på, er ikke balanceret, for hvis jeg for eksempel sætter flere penge af til feedback, vil det give minus på bundlinjen. Men jeg ved jo, hvis jeg kigger ind ad de her vinduer, at der også vil være mange gevinster at hente, så det i det mindste burde nuanceres, hvor stort det minus skal være. Selvfølgelig er det nogle penge, jeg bruger, og selvfølgelig skal de penge trækkes ud et sted og betales i skat af nogen, men det er eddermame også en investering.«

Regeringen har afsat 50 millioner kroner til forskning i de regnemodeller, Ane Halsboe-Jørgensen kritiserer. Tiden vil vise, om forskningen giver hende ret. Det er nemlig ikke alle økonomer, der forventer, at projektet munder ud i store ændringer i regnemodellerne.

»Det er bare ikke tilstrækkelig videnskabelig dokumentation. Det er derfor vismændene ikke regner med [de dynamiske effekter af investeringer i uddannelse], og det er derfor Finansministeriet ikke gør det,« har cheføkonom i CEPOS, Mads Lundby Hansen, tidligere sagt til Uniavisen.

Ane Halsboe-Jørgensen holder dog fast i, at man ikke bør se missionen i et partipolitisk lys, socialdemokratisk mærkesag eller ej.

»Jeg mener jo ikke kun, det er i den nuværende regerings interesse. Det bør være i alle partiers interesse, at vi regner bedre, så det ikke er så sort/hvidt, hvornår noget er en udgift. Det må vi blive klogere på, og det vil jeg gøre mit til.«