Universitetet har meget at lære af højskolen

»Efter dig!«

Det siger vi meget på højskolen: Hundrede mennesker i et lille gammelt palæ med kringlede trapper og smalle døre. Masser af anledninger til at sige »du går først«. Eller på fransk: »Après vous!«

Engang skulle filosoffen Emmanuel Lévinas modtage en stor pris. Han stod ved et busstoppested og tænkte over sin takketale, og ved siden af ham stod en kvinde. Da bussen kom, lod hun ham gå forrest, idet hun sagde »après vous!«.

»Tak,« sagde Lévinas – »De har samlet min filosofi i to ord«. Lévinas var optaget af mødet mellem mennesker, ansigt til ansigt. Han havde fået sit clou til talen, og jeg stjæler det her: »Du går først!« Det var så tre ord på dansk.

Det gælder om at have god ånde

For det gør du – går først. Det er kernen i en måde at tænke på, som retter sig mere mod mellemrummet mellem mennesker end mod det enkelte menneske. Det ’relationelle’, siger teaterfolk og litterater, og andre taler om ’resonans’. Ikke så meget ’Hvem er jeg?’ eller ’Hvem er du?’, men snarere: ’Hvad er der i mellemrummet mellem dig og mig?’

LÆS OGSÅ: Maya Egesholm-Thomsen tog et halvt år på højskole for at komme sig over sin stress

Den jødiske filosof Martin Buber skrev i 1923 en skøn lille bog, Jeg og du. Han bruger et meget kropsligt billede, der er næsten lige så nemt at huske som »après vous!«: Luft snarere end blod.

Vi har hver især blod, der ruller i vores årer, men det interesserer ikke den fællesskabsorienterede filosof så meget. Det spændende er den luft, vi både trækker ind og puster ud, for den er fælles. Når mennesker mødes, gælder det billedligt talt om at have god ånde.

Man støder ikke ind i hinanden

Hvad den ene ånder ud, ånder den anden ind. Kvaliteten af vores fælles luft skal gerne være høj. Og det antager vi oftest også bare, at den er. Vi har heldigvis grundlæggende tillid til hinanden. Vi taler sammen og tror nogenlunde på, at ordene giver mening.

Når mennesker mødes, gælder det billedligt talt om at have god ånde

Vi bygger ikke på ingenting, når vi mødes. Vi bygger på noget, der allerede er imellem os som et sprog- og naturfænomen: Tillid. Den danske teolog og filosof K.E. Løgstrup taler om ’suveræne livsytringer’: Vi kan slet ikke lade være med at vise hinanden tillid, at være oprigtige og somme tider barmhjertige. Det er stærkere end os selv. Det er suverænt.

Når studerende i tusindvis nu ved semesterstart myldrer rundt og møder hinanden på campus, kan det lille »après vous!« være en måde at udtrykke tilliden på.

Og det kan være et venligt praj om noget vigtigt, som Lévinas siger på én måde, og Løgstrup på en anden: Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden, at hun eller han holder noget af dennes liv i sin hånd. Du bærer også lidt af dine medstuderendes liv i hænderne.

Desuden er det praktisk at sige »après vous!«. Man støder ikke ind i hinanden.

Du er bestået – det gik hurtigt

Universitetet er en læreanstalt ligesom højskolen. Men den store forskel er, at højskolen siger til sine elever allerede første dag: »Du er bestået!« Voilà, det gik hurtigt, en drøm for politikere med smag for effektivitet.

LÆS OGSÅ: 20 år med mere end 30 reformer

Det har jeg skrevet en lille bog om. Den hedder Du er bestået – Essays om ungdom og trivsel. Bogen fokuserer mere på fællesskabet end på den enkelte, og titlen må gerne forstås både menneskeligt og fagligt: Du er god nok, som du er.

Det betyder ikke, at vi ikke skal udvikle os både menneskeligt og fagligt, tværtimod. Vi gør det bare bedre, hvis livet ikke er en evig eksamen, hvor der skal performes døgnet rundt.

Se mig, se mig, se mig!

Jo, men se de andre først. Det trives vi nok bedre med, end vi gør med at se os selv først. Og hvis vi fokuserer mere på fællesskabet end på den enkelte, får den enkelte det måske bedre.

Især hvis vi ser på hinanden med et blik, der siger: »Après vous!  Du går først – og du er bestået.«