Universitetet skal nok overleve

Universitetsreformen i 2003 er af videnskabsministeren blevet betegnet som den største forandring nogensinde i dansk universitetshistorie. Og at universitetet står ved en skillevej i disse år, giver en forskergruppe fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole på Århus Universitet ham medhold i.

I 2004 påbegyndte gruppen forskningsprojektet New management – new identities? om følgerne af netop universitetsreformen.

»Da vi startede, blev vi fortalt at det var 2003-reformen der ændrede universiteterne. Og dét var det. Men så snart reformen var gået igennem i Folketinget, kom der nye tiltag og nye reformer, så vi fandt hurtigt ud af at vi ikke kunne analysere 2003-loven isoleret set. Vi var nødt til både at studere diskussionerne der ledte op til den, og de diskussioner der kom efter. Så undersøgelsen stopper først når vi sætter det sidste punktum i vores bog,« forklarer Susan Wright der er professor i undervisningsantropologi og projektleder på forskningsprojektet.

Falsk fremstilling

Universitetsavisen har sat hende og forskningsassistent Jakob Williams Ørberg stævne til en snak om udfordringer og muligheder med den nye universitetslov i anledning af at forskningsprojektet er gået ind i den afsluttende fase.

Efter planen vil det sidste punktum nemlig blive sat i løbet af foråret så resultaterne kan nå at udkomme i bogform senere på året og ligge klar når universitetsloven skal til eftersyn hos politikerne i 2009. Det er vigtigt for forskergruppen fordi de gerne vil være med til at nuancere debatten om universitetsreformen og opfordre andre til at gøre det samme.

»Der er en problematisk tendens til enten at se universiteternes fortid som den gyldne tid eller som fuldstændig rædselsfuld alt afhængigt af hvilken side du er på. Men det er ikke en sand repræsentation af universitetets historie,« mener Susan Wright der bliver bakket op af Jakob Williams Ørberg:

»På den ene side står universitetslovens modstandere og begræder tabet af det frie, sandhedssøgende, humboldtske universitet og indførelsen af det topstyrede, kommercielle universitet. På den anden side står fortalerne med Helge Sander i spidsen der mener vi nu har sagt farvel til et ineffektivt universitet der leverede irrelevant og ubrugelig forskning og nu har et universitet der kan svare på samfundets behov og bringe Danmark ind i den globale vidensøkonomi.«

Hverken Jakob Williams Ørberg eller Susan Wright ønsker at kaste brænde på det diskussionsbål der er opstået mellem tilhængere og modstandere af universitetsreformen. Når deres bog udkommer senere på året, får den et helt andet sigte.

»Resultatet af vores forskning bliver en slags ikke-resultat. Meget litteratur om universitetsforandringer har handlet om at universitetet er ved at forsvinde. Vi kommer til at tegne et billede af at universitetet som institution hele tiden bliver genopfundet under forskellige påvirkninger. Vi vil ikke sige hvad universitetet bliver i fremtiden, men derimod vise hvordan et universitet bliver skabt, og hvad det er for nogle processer der ligger bag,« fortæller Jakob Williams Ørberg.

Frirum til forskning

Indførslen af udviklingskontrakter og det nye ledelsessystem er to af de centrale ændringer på universitetsområdet inden for de seneste år. Med udviklingskontrakterne har Videnskabsministeriet fået direkte indflydelse på hvilken retning universiteterne skal bevæge sig i og hvilke områder de skal prioritere, og rektor er blevet ansvarlig for at målene i kontrakten bliver overholdt.

Det har fået mange til at tale om centralisering, detailstyring og farvel til den frie forskning. Susan Wright forstår i høj grad bekymringen, men er ikke pessimist.

»For øjeblikket er der adskillige instanser der er med til at forme fremtidens universitet, og det kan give mange forskellige resultater. Hvis det alene var regeringen og kontraktkulturen der styrede universiteterne, ville der være en grund til at være ængstelig. I så fald kunne den topstyrede definition af universitets prioriteringer påvirke akademikernes evne til at bringe forskningen i nye retninger. Kontraktkulturen er meget konservativ fordi det der står i kontrakten, er det du allerede ved. Men essensen af akademisk arbejde er at lede efter det ukendte, og det kan du ikke skrive ind i en kontrakt,« advarer hun.

Hun tegner ivrigt på blokken foran sig mens hun forklarer. En firkant illustrerer universitetet, og oven på den placerer hun som en anden madpyramide en trekant opdelt i de forskellige lag i kontraktstyringssystemet: politikere, rektorer, dekaner og så videre.

Pointen om at regeringen og kontrakterne ikke er alene om at have indflydelse på universiteterne, understreger hun ved at lade pile fra forskellige retninger pege ind mod firkanten.

»Hele det omkringliggende samfund har indflydelse på universitetet. Det Europæiske Forskningsråd, den lokale industri, kommunen og den regionale ledelse for eksempel. Universitetet har således en hel række af kontrakter, og dem kan de bruge til at spille de forskellige instanser ud mod hinanden og derved skabe et rum til fri forskning,« siger hun og peger med enden af sin kuglepen på den cirkel hun har tegnet midt i firkanten.

»Det er én mulighed. Man kan også forestille sig at universitetet er så omgivet af kontrakter at det rum vil forsvinde fuldstændigt. Vi ved ikke hvad der vil ske. Det er op til de studerende, akademikerne, lederne og regeringen der alle sammen er med til at skabe universitetet.«

Et samlet universitet

Selvom udviklingskontrakterne fylder en del i samtalen med de to forskere, mener de at ledelsesreformen ubestridt er den største forandring på universitetsområdet inden for de seneste år.

»Ledelsen er blevet stærkere og har en anden forpligtelse opad i systemet end den havde tidligere. Og jeg synes det er interessant at universiteterne i højere grad begynder at tale om sig selv som helheder hvor de tidligere blot fungerede som paraply for spredte aktiviteter. For eksempel var KU en samling af fakulteter med forskellige interesser, edb-systemer og så videre. Nu er universitetet blevet samlet, og organisationen gør meget mere ud af at fortælle om sig selv som en helhed,« fortæller Jakob Williams Ørberg, og Susan Wright tilføjer:

»Rektor står i en ny position hvor han er nødt til at præsentere universitetet som en samlet organisation for at opnå og bibeholde regeringens tillid.«

»Alle rektorer eller universitetsledelser har deres måde at gøre det på. Vores rektor i Århus tegner en blomst hvor hvert blad repræsenterer et fakultet. Og på KU virker årsfesten hvor de forskellige kapper og rektorkæden bliver luftet, for eksempel som en meget vigtig identitetsmæssig begivenhed. Når universiteterne præsenterer sig på den måde, viser de at de er helheder der er i stand til at levere til samfundet,« supplerer Jakob Williams Ørberg.

Selviscenesættelsen og selvfremstillingen er i det hele blevet meget vigtig de senere år. Et andet sted hvor det kommer til udtryk, er ved at kommunikationsafdelingerne er vokset eksplosivt både centralt på universiteterne og ude på fakulteterne, og der bliver lagt vægt på at universitetet fremstår som et samlet brand.

»Det er blevet vigtigere at de forskellige dele af et universitet siger de kommer fra netop det universitet når de er i pressen. Eftersigende skulle Niels Bohr Instituttet i en periode have været slemme til ikke at nævne KU fordi instituttet har en stærk identitet i sig selv, så det har været en udfordring at få de ansatte der til at sige KU og se sig som en del af det samlede universitet,« supplerer Jakob Williams Ørberg.

Spørgsmål og stemmer er vigtige

Susan Wright og Jakob Williams Ørberg vil endnu ikke afsløre hvilke anbefalinger forskningsprojektet kommer til at munde ud i. Men det er givet at i hvert fald en del af dem vil pege i retning mod evalueringen af universitetsloven.

»Det der er virkelig vigtigt for os som universitetsforskere, men også for andre akademikerne lige nu, er at overveje hvad det er for nogle spørgsmål vi gerne vil have med i evalueringen af loven. En anden ting er at der tegner sig et meget klart billede i vores research af at akademikernes stemme ikke blev hørt i de processer der ledte frem til reformen i 2003. Det skyldtes den måde de var organiseret på på det tidspunkt. Studenternes sammenslutning var meget bedre organiseret. Den pressede på i diskussionerne og fik indflydelse. Så der er et behov for at se på om akademikerne kan organisere sig selv på en måde så deres stemmer bliver hørt i diskussionen når loven skal evalueres,« slutter Susan Wright.