Vælgerne trasker efter deres politiske ledere, når de vurderer kriser som COVID-19

USA indtager i øjeblikket en suveræn førsteplads i antal registrerede smittede med coronavirus, og tallet stiger hurtigere end i noget andet land. En stor del af forklaringen er, at de amerikanske sundhedsmyndigheders svar på krisen har været mangelfuldt.

Men problemet er med al sandsynlighed blevet gjort markant værre af præsident Trumps gentagne negligering af alvoren og hans tendens til offentligt at modsige eksperter fra sit eget sundhedsvæsen.

Hans udtalelser har sat sig dybe spor i hans støtters opfattelse af epidemiens alvor og i deres villighed til at handle i overensstemmelse med sundhedsmyndighedernes anbefalinger.

Støtter partilinjen mere eller mindre blindt

Det har længe været velkendt i social- og adfærdsvidenskaberne, at folks holdninger til faktuelle og politiske spørgsmål kan påvirkes enormt meget af politiske ledere. I et eksperiment fra 2003 foretrak deltagere, der støttede demokraterne, fx en ekstremt stringent arbejdsløshedsunderstøttelsespolitik frem for en (i en amerikansk kontekst) meget gavmild en, hvis de fik at vide, at Demokraterne støttede den stringente politik, og Republikanerne støttede den gavmilde.

Hvis de fik information om, hvad deres parti støttede, havde folks egne velfærdspolitiske holdninger simpelthen ingen indflydelse på, hvilken politik de foretrak.

De [republikanske vælgere] ville frabede sig en vaccine, hvis den skulle blive tilgængelig.

Trumps udtalelser har tilsyneladende haft en lignende effekt på hans støtters holdning til COVID-19. I en meningsmåling foretaget 15.-17. marts svarede 71 procent demokrater eksempelvis, at de var moderat eller meget bekymret for, at de selv eller deres familie ville blive ramt af coronavirus. For republikanere var det tilsvarende tal 45 procent.

I en anden måling foretaget 8.-10. marts svarede kun 23 procent republikanere, at de tog forholdsregler eller ændrede vaner, mens det for demokrater gjaldt 46 procent. En lang række andre undersøgelser viser, at republikanere er mere tilbøjelige til at mene, at virussen er en hoax, at medierne overdriver alvoren, eller de siger, at de ville frabede sig en vaccine, hvis den skulle blive tilgængelig.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDBREV HER

Når faktuelle spørgsmål knyttes til folks politiske identitet, aktiveres det, der somme tider kaldes ’identitetsbekyttende kognition’. Dels bliver man mere tilbøjelig til at vælge kilder, som man forventer vil understøtte ens holdning. Dels bliver information, der går imod ens holdning, udsat for aktiv modargumentation og søgen efter grunde til at affeje informationen for at fastholde (eller styrke) ens eksisterende holdning.

Altså vil videnskabelig information, der peger på en alvorlig krise, i højere grad blive udsat for kritik og forsøgt affejet af Trump-støtter, mens information om, at alvoren er overdrevet, vil blive accepteret uden nærmere eftertanke.

Du er ikke min ekspert

Politisk identitet spiller også ind på, hvem man opfatter som eksperter. I et studie fra 2010 så man eksempelvis, hvordan eksperter i klimavidenskab kun blev anset som ’sande’ eksperter, hvis de udtalte sig i tråd med forsøgsdeltagernes holdninger.

LÆS OGSÅ: Yngre, lavtuddannede mænd med lav tillid til politikerne vurderer coronaepidemien som mindst alvorlig

Og her ser vi en yderligere konsekvens af, at Trump gentagne gange har modsagt sine egne eksperter: I en måling fra 21-23. marts angav flere republikanere, at de stolede mere på, at Trump gav dem præcis information om coronavirus, end de stolede på det amerikanske center for infektionsforebyggelse og folkesundhed CDC.

Der er altså meget, der tyder på, at Trumps håndtering af COVID-19 i sidste ende har ført til en adfærd blandt hans støtter, der forværrer krisen. Dermed illustrerer krisen, måske på mere direkte vis end tilfældet er for eksempelvis klimavidenskab, de meget reelle farer, der kan opstå, når videnskabelige spørgsmål bliver knyttet til borgeres politiske identitet.

Heldigvis er der også noget, der tyder på, at krisen kan vise os, hvordan videnskabelige spørgsmål kan afpolitiseres, hvis lederne tager ansvar.

Trump har, om end i en grad, der lader meget tilbage at ønske, ændret sin tilgang siden krisens begyndelse, og nu tager han den tilsyneladende mere alvorligt. Og det retningsskifte lader allerede til at have påvirket hans støtter. I hvert fald finder nyere meningsmålinger, at afstanden mellem republikanere og demokrater er på vej ned, og at den amerikanske befolkning som helhed i stigende grad tager krisen alvorligt.

Politiserer eksperterne selv?

En ting er, at lægmænd kan have tendenser til at politisere deres meningsdannelse, men hvad med eksperterne? Det er velkendt, at der, i hvert fald på overfladen, har været uenigheder mellem WHO og de danske sundhedsmyndigheder (hvor dybtgående de er, ligger uden for vores ekspertise at vurdere.)

Er det nogle gange sådan, at ekspertviden eller måske ekspertstatus direkte kan betyde, at man ikke kan eller vil fravige et synspunkt, selv i lyset af modstridende og god evidens?

Der er to grunde til at være forsigtigt optimistisk vedrørende eksperters objektivitet. Den ene grund finder vi i den såkaldte Dunning-Kruger-effekt. I kort begreb siger den, at personer, der er inkompetente inden for et felt, tenderer til at overvurdere deres egne evner, mens kapable personer har et realistisk billede af deres kompetencer eller endda en tendens til at undervurdere dem.

LÆS OGSÅ: I kollegiekøkkenet er de uenige om, hvordan corona skal håndteres

Med andre ord har eksperter – alt andet lige – et mere realistisk billede af deres evner inden for deres felt end lægmænd. Og at kende sine evner består jo i vidt omfang i at kende deres begrænsninger.

Vi ved så også, at det at have noget viden, eller nogle generelle kompetencer, inden for et felt kan gøre en person bedre i stand til at forsvare sig mod truende information og fx forsvare ’partilinjen’.

Således er republikanske vælgere med højere naturvidenskabelig kunnen mindre tilbøjelige til at følge den videnskabelige konsensus i at mene, at menneskeskabte klimaforandringer er en reel trussel (samme fortælling kan laves om demokratiske vælgere og fx spørgsmålet om, hvorvidt atomkraft er sikker).

Men dette lader ikke til at gøre sig gældende for egentlige eksperter. Et studie af juridiske eksperter peger fx i retning af, at egentlig ekspertviden helt eller delvist immuniserer mod politisering af ens meningsdannelse inden for ens ekspertiseområde.

Det er muligt, at en demokratisk lægmand med høj ’scientific literacy’ er mere skeptisk over for atomkraft end en demokrat med lav ’scientific literacy’, men en egentlig demokratisk ekspert på området, fx en kernefysiker, vil alt andet lige ikke udvise politisk motiveret skepsis over for atomkraft.

LÆS OGSÅ: De første danske coronapatienter har nu fået lovende medicin

Og dog er eksperter uenige, hvilket vi tydeligt kan se i sammenhæng med udbruddet af COVID-19. Det er dog også karakteristisk for dette udbrud, at vi opererer under stor videnskabelig usikkerhed og decideret uvidenhed.

Det kan derfor ikke undre, at der er stor uenighed: grundlaget for ekspertisen er i sig selv meget usikkert. Lad os håbe, at eksperter verden over kan og vil dele deres data og opbygge så meget god viden så hurtigt som muligt.