Vær i det mindste konkret i din Humaniora-kritik

For et par uger siden skrev engelskstuderende Andreas Bromand i Uniavisen, at vejen til en stressfri ungdom skal findes på Det Humanistiske Fakultet (HUM).  Han opfinder LAL-modellen til at beskrive sine oplevelser på studiet, der for ham er præget af lave forventninger, slappe krav og et svingende fagligt niveau.

LÆS OGSÅ: Her er vejen til en stressfri ungdom

Jeg blev selv cand.mag. i engelsk i januar med tilvalg fra både Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, NorS, og Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, IKK. Som tidligere næstforperson i Studienævnet på Institut for Engelsk, Germansk og Romansk (EnGeRom) vil jeg gerne korrigere Bromands beskrivelse og komme med et bedre og mere dækkende bud på en LAL-model.

1. Lad os forstå hinanden – og mødes på midten (L)

I Bromands model er første trin ’Lad os mødes på midten (L)’ hvor han efterlyser flere forventninger og krav til de studerende. Det er simpelthen for nemt at være humaniorastuderende, påstår han.

Men hvilke krav er det, Bromand gerne vil have? Er det mødepligt, for det ville være et opgør med hele institutionens filosofi om ansvar for egen læring. Eller ønsker han, at alle eksamener skal være stedprøver skrevet i hånden uden hjælpemidler for at undgå snyd og brug af generativ AI? I så fald vil det kræve en massiv omprioritering med finansiel støtte fra Christiansborg.

Jeg tror ikke på, at gengældende nedladenhed er gunstig for en konstruktiv samtale

Jeg har haft medstuderende, som ikke bare strøg igennem kravene på Engelsk. Nogle kæmpede med at læse Beowulf, Chaucer og Shakespeare, andre havde problemer med de sproglige færdigheder såsom sætningsanalyse, fonetisk transskribering og oversættelse. I min optik er det hverken nogen dans på roser eller kravfrit at studere på HUM.

Hvad angår Bromands kritik af eksamener har jeg haft mange portfolio-eksamener, hvor man får formativ feedback på afleveringer i løbet af semesteret, som så afleveres til summativ feedback i Digital Eksamen. Måske sænker det forventningerne, da man har mulighed for at omskrive, inden det for alvor tæller, men didaktisk giver det ekstremt god mening, at man har mulighed for få feedback at arbejde videre med og reagere på (i modsætning til den sparsomme feedback, der ellers er ved eksamener).

Desuden er det vel en humanistisk kardinaldyd at forstå og belyse enhver sag eller tekst fra alle sider for også at forstå alle parter. Og når undervisere møder de studerende på midten, er det vel også et tegn på, at de betragter en sag i sin helhed og kender deres målgruppe. Derfor har jeg omdøbt første trin til ’Lad os forstå hinanden – og mødes på midten’.

2. Aktivt engagement (A)

LAL-modellens andet trin ’Admiralens Vise – eller ’gæt-hvad-læreren-tænker-didaktik’ (A)’ dækker over Bromands oplevelser med nedladende undervisere og deres begrænsning af de studerendes selvstændige tankevirksomhed.

Jeg har overvejende haft engagerede undervisere, der var dybt interesserede i vores synspunkter og tanker og som var åbne for diskussioner og debatter funderet i det faglige materiale. Dermed ikke sagt, at der ikke findes dårlige undervisere her som de fleste andre steder – alle arbejdspladser har medarbejdere af forskellig kvalitet.

Desuden mener jeg ikke, at vi skal håndtere nedladende undervisere ved at synke til deres niveau med beskrivelser som ’nu klapper underviserne i deres små hænder’. Jeg tror ikke på, at gengældende nedladenhed er gunstig for en konstruktiv samtale om forholdende på HUM.

LÆS OGSÅ: Politikerne kigger kun i bakspejlet, selv om Humaniora er i trit med tiden

Det man kan gøre i stedet, er aktivt at forsøge at ændre tingene ved at svare på undervisningsevalueringen (ja, vi kigger rent faktisk på dem i studienævnene), eller dele sine bekymringer med det ansvarlige Fagråd eller Studienævn. Og hvis det er virkelig grelt, må man informere institutledelsen og klage over underviseren.

Derfor omdøber jeg LAL-modellens andet trin til ’Aktivt engagement’, som er det bedste grundlag for god undervisning og læring. Heldigvis er det noget, jeg har mødt gang på gang fra både medstuderende og undervisere.

3. Læring for læringens skyld (L)

På sit tredje trin, ’læring for ingenting (L)’, kritiserer Bromand undervisningen for at mangle både mening og formål. Og så er det, jeg er nødt til at spørge, hvilken form for formål? Hvis det er karrierekompetencer, han efterlyser, er HUM allerede i gang med at italesætte de humaniorastuderendes færdigheder på måder, der er mere forenelig med arbejdsmarkedet.

Det samme gør sig gældende lokalt på EnGeRom, hvor jeg vil påpege det enorme arbejde, der skal sikre, at de nye studieordninger (som træder i kraft i efteråret 2025) er fyldt med mening, formål og sammenhæng.

Om dette også mærkes i praksis og opleves som sådan af de studerende, må tiden vise. Men herfra skal i hvert fald falde en stor respekt og en kæmpe tak til underviserne for at forsøge at lave nogle fede uddannelser til instituttets fremtidige sprogstuderende.

Jeg må også spørge, hvilken mening Bromand savner. Den mening, Humaniora forsøger at indkredse, er mere diffus end at finde et nyt gen eller stjerne. Humaniora søger at forstå hvor vi kommer fra og hvor vi er på vej hen kulturelt, værdimæssigt og åndeligt.

Måske kan undervisere blive bedre til at italesætte, hvorfor de har valgt et værk frem for andre, men meningen må altid være et forsøg på at sætte sig ind i en given periodes, værks eller strømnings tankegang, budskab og baggrund. Måske er meningen at lære for læringens skyld?

Dette fører mig til Bromands anden kritik, som også sætter spørgsmålstegn ved undervisernes kompetencer og det, han kalder resumé-baseret undervisning. Det må jeg medgive, at jeg også har oplevet. I mine øjne har det dog aldrig været underviserens førstevalg, men en fornødenhed, der bunder i en lav forberedelsesgrad fra mine medstuderende. Og jeg ville da ønske, at flere mødte op og var forberedte, da det giver de bedste diskussioner. Desværre har jeg ikke noget svar på, hvordan vi får motiveret vores medstuderende til at læse, og hvad skal underviseren stille op, når ikke pensum er læst? Det er selvfølgelig en mulighed bare at køre løs med den planlagte undervisning for de forberedte få, men didaktisk og pædagogisk giver det ikke meget mening.

Man kan da i hvert fald konkludere, at HUM har lært Andreas Bromand én ting

Bromand skriver om undervisere, der ikke er sikre på, hvordan en bog skal forstås, Min indvending er, at Humaniora ikke har et facit. Pointen med den hermeneutiske spiral, humanioras grundsten, er, at vi altid kan belyse en sag med nye vinkler, viden og teori. Vi kan sjældent vide hvad en forfatters pointe er, medmindre de har udtrykt det i breve eller interview. Men vi kan fortolke og analysere både værket og samtidens modtagelse af og reaktion på det.

Vi læser verden og kulturprodukterne forskelligt, da vi bringer vores egne unikke livserfaring med som referenceramme i vores analyse, og derudover kan vores fortolkning også påvirkes af, hvilken teoretisk tilgang og fokus vi har: feministiske, queer, historicistiske, marxistiske, postkoloniale, ableistiske, og affektteoretiske læsninger vil alle lægge vægt på forskellige ting og derved nå forskellige konklusioner. Måske står vi tilbage med flere spørgsmål, end da vi startede, men vi har alligevel lært noget i processen, og derfor er det sidste trin i min LAL-model: Læring for læringens skyld.

Vær konkret, please

Jeg savner mere konkrete og konstruktive løsningsforslag. I stedet bidrager Bromand til narrativet om, hvor ligegyldigt og let Humaniora er som vidensfelt. Vi er mange, der mener det modsatte og kan se værdien i at forstå, hvor samfundets forestillinger og normer kommer fra, og hvordan vi bedst kommunikerer mennesker imellem. Hvis HUM oveni denne viden giver en stressfri ungdom, ser jeg det, ligesom Mai Vega Andersson, som en drøm der er gået i opfyldelse.

LÆS OGSÅ: Jeg drømmer om en stressfri ungdom

Man kan da i hvert fald konkludere, at HUM har lært Andreas Bromand én ting: nemlig at skrive med stor ironisk og satirisk flair, som havde han fået inspiration fra den engelske satires founding fathers, Jonathan Swift og Alexander Pope. Til sidst vil jeg takke de medstuderende der på grund af (eller måske på trods af) LAL-modellen formåede at bevare deres videbegær, nysgerrighed og kritiske sans og derved bidrog til saglige og spændende diskussioner.

Til allersidst vil jeg bare ønske en god eksamensperiode til den åbenbart stressfri ungdom på Humaniora!