Videnskabet: Skal grænsen for fri abort ændres?

ETIK

Bør grænsen for den fri abort ændres fra 12 uger til 18 uger? Dette spørgsmål er kommet til at fylde en del i debatten, måske især foranlediget af udmeldinger fra Dansk Selskab for Obstetrik og Gynekologi.
Baggrunden er de nu almindelige fosterdiagnostiske undersøgelser der i forskelligt omfang først leverer et svar efter udgangen af 12. uge hvor der ikke længere er fri adgang til abort.

En abort efter 12. uge kræver samrådenes eller i sidste instans abortankenævnets tilladelse. Kvinder der får foretaget fosterdiagnostiske undersøgelser, kan dermed sættes i det vanskelige problem at de kan få forelagt informationer om risici for sygdom eller misdannelse hos fostret, men de har ikke længere selv muligheden for alene at afgøre om de vil fortsætte svangerskabet.

Jeg mener ikke at der er grund til at generelt at ændre 12. ugers grænsen for fri abort. Det er velmotiveret at der både er adgang til fri abort, og at der er en øvre tidsgrænse. Men som sagerne ligger, er det umuligt at pege på grunde til at grænsen skal være netop 12 uger, og ikke fx 14 uger eller 18 uger som i Sverige.

Grænsen på 12 uger for fri abort er i dag kun historisk begrundet. Men alt tyder på at 12. ugersgrænsen i almindelighed fungerer fint. Derfor er det svært at se at der er grund til generelt at lave dette system om, med alt hvad dette indebærer af risici for utilsigtede konsekvenser. Det er ikke fordi tilstanden i Sverige med en grænse for fri abort ved 18 uger er en moralsk katastrofe i forhold til Danmark. Jeg er blot ikke overbevist om at det er 12 ugers grænsen som sådan der giver problemer.

Risko for misdannelser
Det hænger sammen med at der efter 12. uge bør være en mere lempelig adgang til abort for de kvinder der i forbindelse med fosterdiagnostiske undersøgelser erfarer at der er en forøget risiko for at fostret har en sygdom eller en misdannelse. Man bør i videre omfang end det er tilfældet i dag imødekomme disse kvinders egen vurdering af hvornår en risiko for en sygdom eller misdannelse er så alvorlig at en sen abort er berettiget.

I dag får over 90 procent af de kvinder der søger om abort efter 12 ugers grænsen, tilladelse af samrådene eller ankenævnet. Jeg mener altså at flere blandt de resterende knap ti procent også burde have tilladelse. Det gælder fx kønskromosomlidelserne. Det er naturligvis svært at vurdere hvor mange ekstra sene aborter en praksisændring i stil med den jeg foreslår, vil betyde, men et fingerpeg fås måske ved antallet af afslag som meddeles af abortankenævnet (ca. 50-60 år).

Det ville naturligvis være formålstjenligt med en mere præcis angivelser af kriterier som kunne foreslås. Men jeg tror at uanset hvor man vil sætte grænsen for abort efter 12. uge, så vil det være meget vanskeligt eller måske umuligt at formulere kriterierne præcist.

Undtagelsen er hvis man indtager en af de to ekstreme holdninger: at sene aborter aldrig bør tillades, eller at sene aborter altid bør tillades. Alt ind imellem dette kræver en institution i stil med samrådene som skal give tilladelse, og alle positioner vil have det problem at det er vanskeligt eller umuligt at angive de præcise kriterier som samråd og abortankenævn skal fungere efter.

Hvorfor en mere liberal praksis?
Grundlæggende taler noget for en mere liberal praksis uden at noget taler afgørende imod. For taler naturligvis hensynet til kvindens selvbestemmelse selv om jeg gerne vil gøre opmærksom på at billedet er broget. Principielt set vil en udvidelse af området, hvor en kvinde selv har myndighed til at træffe en afgørelse om abort, være en styrkelse af hendes selvbestemmelse. Men to forhold gør sagen mere kompliceret.

En persons reelle muligheder for at træffe en fornuftig, selvbestemt afgørelse om sit eget liv kan undermineres hvis man stilles i meget emotionelt eller kognitivt krævende situationer. Måske er det nogle gange tilfældet i forbindelse med beslutninger om sene aborter på grundlag af fosterdiagnostik. For det andet kan der jo i nogle tilfælde være paternalistiske grunde til at mene at en kvinde træffer en afgørelse som hun ikke selv er bedst tjent med i det lange løb.

Når det er sagt, så står det også klart at det er meget vanskeligt konkret at afgøre hvor disse forbehold er relevante. Og hvem skal afgøre om de i konkrete situationer er relevante, og efter hvilke principper? Det er umuligt her at pege på andet end at de berørte selv og deres pårørende må overveje grundigt hvad de vil gøre.
Det er svært at se hvad der afgørende taler for den nuværende praksis, men imod en mere liberal praksis. En mere liberal praksis kan ikke motiveres af et hensyn til barnet. Men den nuværende praksis hvor alle der søger om tilladelse til sene aborter på grundlag af fx Downs Syndrom hos fostret, får en tilladelse, kan heller ikke motiveres af hensynet til barnet. Hvis det er forkert at fravælge et barn med fx Turners Syndrom fordi det ville have et udmærket liv, så er det også forkert at fravælge børn med Downs Syndrom der jo i mange tilfælde har glimrende liv, og det samme gælder mange af de mere alvorlige lidelser hvor ingen i praksis er i tvivl om at det er etisk tilladeligt at fravælge fostret.

Hvis man derfor afviser at gøre praksis mere liberal fordi man mener at praksis skal være udformet ud fra hensynet til barnet som hovedhensyn, så må man gå ind for at praksis skal være langt mere restriktiv end den er i dag. Faktisk må man mene at der kun kan gives tilladelse til sene aborter i de helt ekstreme og sjældne tilfælde hvor barnet alligevel ikke er levedygtigt, eller hvor der er en høj grad af sikkerhed for at livet for barnet vil blive så rædselsfuldt at det set fra barnets perspektiv ikke er værd at leve.

Etisk motivation for abort
Man kan kritisere en mere liberal praksis med at den blot tjener perfektionistiske forældres ærinde. Men jeg tror at det er forkert af to grunde. For det første er jeg ikke så sikker på at man kan sige at der er forskel på motiverne hos fx de der får abort på grundlag af konstateret Downs Syndrom, og de der søger om sene aborter på grundlag af fx en kønskromosomlidelse.

For det andet tror jeg ikke at motivet er et ønske om et perfekt barn. Det er i stedet ønsket om et normalt barn: et barn uden en kronisk sygdom eller en misdannelse. Forældre ved godt at deres børn ikke er perfekte, men mange ønsker meget stærkt at deres kommende barn ikke har en kronisk sygdom eller misdannelse. Den afgørende er det normale, ikke det perfekte.

Der er også en anden vigtig grund til at motiverne hos abortsøgende forældre måske ikke er så anløbne som det i første omgang kan tage sig ud. Hvis det kunne lade sig gøre at behandle et fosteranlæg for Turners Syndrom, så ville det være det forældre ville foretrække (forudsat at behandlingen var god nok). Men det kan som bekendt ikke lade sig gøre. I stedet foretrækker man så at lade et andet individ komme til verden, et individ uden Turners Syndrom. Så forældres ønske om at dette barn skal befries fra sit Turners Syndrom, bliver i praksis omsat til et ønske om at de i stedet får et andet barn uden Turners Syndrom.

Motiver og signaler
Det er nærliggende og helt relevant at se på de signaler en bestemt praksis omkring sene aborter sender. Man kunne modsætte sig at tillade sene aborter i forbindelse med Turners Syndrom motiveret ud fra et ønske om at samfundet skal kunne rumme personer der afviger lidt fra det normale. Jeg har stor sympati for målsætningen, men det er vigtigt at forstå den rigtigt.

Kvinder med Turners Syndrom har et fundamentalt krav på at samfundet ikke ekskluderer dem. Men målsætningen kan ikke være at det i rummeligheden navn skal sikres at der fødes børn med Turners Syndrom. Samfundet (staten og det øvrige fællesskab) skal behandle kvinder med Turners Syndrom som fuldgyldige og ligeværdige medlemmer af samfundet. Og samfundet må ikke agere ud fra motiver der indebærer at personer med Turners Syndrom ses som uønskede eller som mindre værd end andre borgere. Men heraf følger ikke at kvinder med Turners Syndrom har krav på at der hele tiden kommer nye individer til med Turners Syndrom. Der kan med andre ord opstå en situation hvor de må acceptere en udvikling der betyder at deres gruppe uddør.
Men har Turner-kvinder ikke alligevel et krav på at staten forbyder at forældre foretager en abort på grundlag af Turners Syndrom? Er en legal mulighed for at abortere fostre på grundlag af et diagnosticeret Turner’s Syndrom ikke en instans af at staten betragter individer med Turners Syndrom som uønskede?

Jeg tror at der er en grund til at svare nej til dette. Forældre kan beslutte sig for en abort ud fra et motiv der på bunden ikke er uetisk, nemlig at de foretrækker et barn uden Turners Syndrom. Deres motiv er ikke, at de hellere så, at kvinder med Turners Syndrom ikke eksisterer. De går heller ikke ind for, at kvinder med Turners Syndrom behandles dårligere end andre. Derfor er det meget usikkert om man med rimelighed kan beskrive samfundets sanktionering af abort på grundlag af Turners Syndrom som et udtryk for en uacceptabel holdning over for kvinder med Turners Syndrom.

Sandsynlighed og alvorlighed
De fleste er enige om at aborter efter et vist tidspunkt kun er etisk acceptable hvis det motiveres af lidelser eller misdannelser hos barnet som har en vis grad af alvorlighed og er tilstrækkeligt sandsynlige. Tilstande som ikke på nogen måde er alvorlige, eller som har en meget ringe sandsynlighed for at indtræffe, kan ikke berettige en sen abort.

Kernepunktet i diskussionen vedrører naturligvis hvad der tæller som alvorligt og sandsynligt nok. Hvor alvorlige skal sygdomme og misdannelser være, og hvor store skal sandsynligheder være, for at der bør gives tilladelse til en abort efter udløbet af perioden for fri abort? Og nok så vigtigt: hvilke menneskers vurdering af alvorlighed og sandsynlighed skal lægges til grund for en afgørelse i en konkret sag?

Her må man besinde sig på at alvorlighed og sandsynlighed er meget fortolkelige begreber. Abortsamrådene og Abortankenævnet har ikke en særlig indsigt i den korrekte fortolkning af alvorlighed og sandsynlighed; de har blot fået overdraget den opgave at foretage deres egen subjektive vurdering, og lovgivningen bestemmer så at denne vurdering skal lægges til grund for afgørelser der vedrører andre mennesker.

Men vi er jo i et domæne hvor vi kan være uenige om vurderingerne, og hvor det er tvivlsomt om nogen vurdering kan siges at være korrekt. I mangel af mulighed for at formulere eller motivere nogen mere præcis standard for alvorlighed og sandsynlighed, så bør man i højere grad give de mest direkte berørte mennesker mulighed for at selv lægge sig fast på en fortolkning. Også derfor bør abortsamrådene og abortankenævnet have en mere liberal praksis end den nuværende.