»Vi har simpelthen ikke råd til ikke at have museer«

»Min forgænger var her i 25 år, og jeg regner også med at blive hængende et stykke tid.«

Der er frokostpause på Medicinsk Museion, og den nye dreng i klassen, Abdi Hedayat, bruger pausen på at præsentere sig selv for sine nye kollegaer.

Lugten af leverpostej med rødbeder hænger i luften, da han klikker sig igennem en præsentation med det ene billede efter det andet: Her er han i færd med at dissekere en isbjørn, der håndterer han hval, så konserverer han en tiger. Det hele leveres med et drys sort humor og vilde anekdoter fra et arbejdsliv, der har været langt fra almindeligt.

Og det hele slutter der, hvor Abdi Hedayat i dag står som ny samlings- og konservatorchef på Medicinsk Museion.

LÆS OGSÅ: Se den matsorte dræber, den minder os om, hvad vi gør ved kloden

»Jeg har konserveret de hvaler, jeg skulle«

Efter mere end to årtier med konservering af dyr på Statens Naturhistoriske Museum var det tid til noget nyt for Abdi Hedayat:

»Jeg har konserveret de hvaler, jeg skulle, og jeg savner det ikke rigtig.«

Han skiftede spor i 2024 og erstattede dyrene med menneskeskabte genstande og mekanik på Danmarks Tekniske Museum i Helsingør:

»Det var temmelig angstprovokerende at starte forfra, men det var en fantastisk lærerig proces. Jeg fik udvidet min horisont, og det var sundt for mig at skulle sætte mig ind i noget helt andet, møde nye mennesker og forstå en ny samling,« siger han.

LÆS OGSÅ: Ind til benet

Men da stillingen som samlings- og konserveringschef på Medicinsk Museion blev ledig, vidste han, at han måtte søge. Museet, som ligger i det historiske kirurgiske akademi, rummer både medicinske kuriositeter og fortællinger om menneskekroppens historie.

En konservator forsøger at bevare noget, som naturen hele tiden prøver at nedbryde

Abdi Hedayat

Stillingen har kun været ledig to gange de seneste 50 år, og Abdi Hedayats forgænger Ion Meyer havde den i de 25. Selvom Abdi Hedayat var glad for sit job på Danmarks Tekniske Museum, kunne han mærke, at han var nødt til at give det et skud.

»Jeg var jo ikke den eneste, der søgte stillingen. Og nu var jeg så heldig at få den. Så jeg synes også, jeg skylder de andre ansøgere at gøre det godt. Det kan godt være lidt nervepirrende at tænke på.«

Med sig har han selvfølgelig erfaringerne fra sine tidligere ansættelser, og han siger, at han vil bygge videre på alt det arbejde, hans forgængere har lavet.

»Nogle af mine kollegaer har været her i årtier. De kender stedet ud og ind, og Ion Meyer brugte mange år på at få styr på samlingerne. Så jeg har ingen ambitioner om at vende op og ned på det hele.«

LÆS OGSÅ: Den gode museumsgenstand fortæller både en alvorlig og delikat historie

Den afgørende gnist

Selvom Abdi Hedayat ikke vil lave store omvæltninger, håber han især at kunne bidrage til museets formidling. Selvom han selv er færdig som dyrekonservator, drømmer han om, at museet kan vise dissektioner af dyr – noget han indførte med succes på Statens Naturhistoriske Museum.

For Abdi Hedayat handler dissektion ikke bare om at sprætte dyr op, det handler om at forstå, hvad det vil sige at være menneske:

»Det kan være, man undersøger en ulvs bagben, og undrer sig over, hvorfor ulvens bagben ikke ligner mit ben, og hvad funktionen er. På den måde lærer man at forstå udvikling og evolution. Og det er dette sted helt oplagt til,« siger han.

På trods af tidligere debatter om hvorvidt børn overhovedet skal være tilskuere til dissektioner af dyr, står Abdi Hedayat meget stærkt på, at det er et vigtigt læringsgreb, som han selv lærte meget af som barn. De indsigter ønsker han at give videre til de næste generationer:

»Jeg er sikker på, at nogle af de børn, der har set en dissektion, har fået tændt en lille gnist i sig, og måske vender de en dag tilbage som konservatorer, biologer eller noget helt tredje. Der findes næppe en større gave end at få lov til at være en inspiration.«

Ifølge Abdi Hedayat er det i virkeligheden ikke børnene, der skal overvinde en barriere. Børn oplever han som nysgerrige og engagerede, mens det ofte er de voksne, der bliver ramt af berøringsangst ved synet af døde dyr. Derfor er formidlingen helt afgørende, når dissektioner vises offentligt. Hvis man formår at vende oplevelsen fra noget rædselsvækkende og ulækkert til noget spændende og lærerigt, har det været en succes.

Og for ham handler det ikke kun om biologi. Det handler om, hvordan vi som samfund skaber og deler viden:

»Jeg mener, vejen til et mere demokratisk samfund går gennem viden. En måde at skabe ny viden på er at kigge ind i en krop, se på blodårer, knogler og undersøge muskulaturen for at kunne finde ud af, hvordan det hele hænger sammen.«

Svære beslutninger

Abdi Hedayat brænder for museumsarbejdet. Han har nu arbejdet på tre forskellige museer med forskellige formål, og han fortsætter i museumsverdenen, fordi han mener, museer er noget af det vigtigste i et samfund.

»Museumssamlinger er besværlige. De fylder jo helt vildt meget. Kunne man ikke bare fotografere genstandene og smide dem ud bagefter? Men det ville svare til, at man scannede forsiden og bagsiden af en bog for herefter at kassere selve indholdet. Vi er nødt til at have samlingerne. Grundlæggende set har vi simpelthen ikke råd til ikke at have museer.«

Men at arbejde i konserveringsbranchen – og navnlig som konserveringschef – er ikke uden dilemmaer. Hvad er de optimale bevaringsforhold? Skal genstandene udstilles, så offentligheden kan se dem, eller skal de opbevares i et sikret rum, så de kan holde i længere tid?

Det ikke er et støvet magasin bag låste døre, men dynamiske samlinger med aktive genstande, som er vigtige for os alle sammen

Abdi Hedayat

»Jeg har mange års erfaring at trække på, og nu er jeg i en lederstilling, hvor det er mig, der tager de svære beslutninger,« siger Abdi Hedayat.

Han har for eksempel ansvar for at beslutte, om der skal tages en prøve på en genstand, som så i sidste ende kan ende med at gå i stykker på grund af prøven. Det kan enten betyde en ny, videnskabelig opdagelse eller en ødelagt museumsgenstand, som nu ikke eksisterer for fremtiden.

»Det er et kæmpe ansvar, for det er vores alles genstande. Det er noget, jeg prøver at huske mig selv på. Det er ikke mine ting. Det er vores.«

Ifølge Abdi Hedayat er konservering i sig selv et paradoks: En konservator forsøger at bevare noget, som naturen hele tiden prøver at nedbryde. Samtidig skal genstandene bruges til forskning, formidling og udstilling. Og det slider på dem.

»Balancen ligger et eller andet sted i, hvordan vi vælger at ødelægge vores genstande på en meningsfuld måde.«

Et kig bag kulissen

Noget af det, der betager Abdi Hedayat mest ved arbejdet på Medicinsk Museion, er den historie, stedet bærer med sig:

»Det er helt fantastisk, at udstillingen er i præcis den bygning, hvor det kirurgiske akademi blevet skabt.«

Hans fascination af vidensdeling, museets historie og synet på genstandene som fælleseje gør, at han vil invitere offentligheden endnu mere indenfor. Museet har allerede testet formater, hvor publikum får lov at sidde med ægte museumsgenstande i hænderne.

Og Abdi Hedayat drømmer om at invitere publikum helt ind bag kulisserne, og ind i samlingerne:

»Jeg håber, det kan løfte samlingerne, så folk opdager, at det ikke er et støvet magasin bag låste døre, men dynamiske samlinger med aktive genstande, som er vigtige for os alle sammen.«

Abdi Hedayats mission er at efterlade folk med et nyt syn på både mennesket, naturen og kulturen. Og lige her mener han, at Medicinsk Museions udstillinger kan noget særligt: Når man putter mennesket på museum, ændrer det blikket på en selv:

»Mennesket er ikke ophøjet her, som hvis man skal ind og se en eller anden helgenknogle. I sidste ende er vi ligesom alle andre skabninger i naturen. Vores muskler består af samme slags celler som hvalens eller krokodillens. Jeg synes, det hiver mennesket lidt ned på jorden, når man får lov til at se sig selv udstillet i sprit.«

LÆS OGSÅ: Smil til verden – hvis du har råd

Selvom Abdi Hedayat først lige er begyndt som samlings- og konserveringschef, virker han allerede hjemmevant. Under præsentationen er der levende pingpong med kollegaerne, og bagefter bliver der snakket, udvekslet idéer og tænkt stort:

»Et museum er ikke bare et sted, hvor vi opbevarer fortiden – det er et sted, der er en nøgle til at forstå os selv. Og det er den erkendelse, jeg og mine kollegaer håber at give videre.«