Hvor er de studerendes protester imod ghettoloven?

København er internationalt kendt som en moderne by. Den har længe været rangeret blandt de mest beboelige byer i verden. Det var også derfor, jeg valgte at komme hertil som international studerende for at opleve et samfund, der er kendt for at fokusere på sine borgeres velfærd. Men nu, hvor jeg faktisk bor og studerer i København, spekulerer jeg på, hvis velfærd det egentlig er, byen er til for.

LÆS OGSÅ: På udveksling i København: Tilbageblik

Når jeg taler med studerende om det her emne, ved de ingenting

Som udlænding har København budt mig velkommen med åbne arme. Min integrationsproces var relativt problemfri – og jeg har kun hyldest til den varme velkomst, jeg har fået af københavnerne. Men gennem mine jurastudier her på KU, hvor jeg har haft fokus på EU’s velfærdsret, er jeg blevet bevidst om, hvor privilegeret min erfaring er.

Under mine studier har jeg gransket den danske integrationslovgivning – herunder den såkaldte ghettolov. Her blev det klart for mig, at den varme velkomst, jeg har fået i Danmark, handler en hel del om, hvad der står på min fødselsattest: Jeg blev født i New Zealand af newzealandske forældre.

‘Ikke-vestlige lande’

Den danske ghettolov, officielt kendt som lov om almene boliger, har til formål at reducere antallet af almene boliger i områder, der anses for at have integrationsvanskeligheder. Disse områder blev – indtil en ændring i 2021 – i loven karakteriseret som ‘ghettoer’ og ‘hårde ghettoer’.

Kategoriseringen er baseret på opfyldelsen af ​​mindst to ud af fire kriterier relateret til beboernes beskæftigelsesstatus, straffeattest, uddannelsesniveau og gennemsnitsindkomst. Desuden skal mindst 50 procent af beboerne være ‘ikke-vestlige indvandrere’ eller ‘efterkommere af ikke-vestlige indvandrere’, hvor ingen af ​​personernes forældre er danske eller født i Danmark.

‘Vestlige lande’ omfatter EU, Andorra, Australien, Canada, Island, Liechtenstein, Monaco, New Zealand (mit oprindelsesland), Norge, San Marino, Schweiz, Storbritannien, USA og Vatikanet. ‘Ikke-vestlige lande’ omfatter resten af ​​Europa, alle lande i Afrika, Amerika, Asien og Oceanien samt statsløse personer.

Smidt ud af Mjølnerparken

På jurastudiet har jeg beskæftiget mig med en sag, der i øjeblikket kører ved EU-Domstolen. Den danske lov er anklaget for at bryde med direktivet om race og etnisk oprindelse – et EU-direktiv, der er bindende for Danmark. Denne sag, i daglig tale kendt som ’Ghettosagen’, hævder, at sondringen mellem vestlige og ikke-vestlige lande er diskrimination baseret på etnicitet.

Sagen handler om to sociale boligområder, der er blevet kategoriseret som ’hårde ghettoer’, og hvor beboerne derfor har fået deres lejekontrakter opsagt. Et af disse områder er Mjølnerparken, der ligger på Nørrebro her i København.

Da jeg hørte om, at sådan noget fandt sted lige her i København – midt i det, jeg tidligere havde betragtet som et utopisk velfærdssystem – blev jeg chokeret. Men det, der chokerede mig mere, var den tilsyneladende mangel på meningsfuld debat om sagen, i det mindste på engelsk, blandt universitetsstuderende.

Ikke så meget som lidt toiletgraffiti

Det er især overraskende i betragtning af, at EU’s generaladvokat for nylig fastslog, at Danmark i denne sag burde anses for at have overtrådt EU-direktivet på baggrund af lovens klare diskriminerende karakter. Jeg ville have forventet, at en sådan udtalelse i Danmark ville have resulteret i store protester, der fordømte regeringens adfærd.

Jeg ville i det mindste havde troet, at det her ville udløse studenter-protester

Selvom der har været adskillige protester i lokalsamfundet siden 2018, hvor denne lov trådte i kraft, ser der ikke ud til at have været noget i stor skala. De store demonstrationer på tværs af landet er udeblevet – men jeg ville i det mindste havde troet, at det her ville udløse studenterprotester og være blevet diskuteret på campus. Men jeg har ikke set så meget som et lille protest-ord med sprittusch på toiletterne. I stedet er sagen i vid udstrækning blevet ignoreret.

De store studenterprotester i Danmark og ikke mindst på KU fra pro-palæstinensiske grupper viser, at danske studerende ikke er fremmede for at tale om spørgsmål om social retfærdighed. Og det her er endda ikke kun et spørgsmål om social retfærdighed; det er et spørgsmål om social retfærdighed, der påvirker et kvarter i byen, hvor mange studerende på dette universitet bor. Dertil handler det om socialt boligbyggeri; et system, der huser mange både nationale og internationale studerende.

Har I bare ikke hørt om det?

Universitetet bør være et sted, der skaber forandring gennem uddannelse og kritisk tænkning. Men når jeg taler med studerende om det her emne, ved de ingenting eller stort set intet om problemet.

Jeg kan ikke forestille mig, hvad det ville have gjort ved min mentale sundhed og følelse af tilhørsforhold, hvis jeg, efter at have skabt et fællesskab her i Danmark, var blevet smidt ud af mit hjem på grund af race eller etnicitet. Hvis jeg, efter at have slået mig ned, var blevet tvunget til at flytte et nyt og ukendt sted hen for at starte forfra.

LÆS OGSÅ: Studerende fører an i omfattende protester i Serbien

At feje dette problem ind under gulvtæppet får det ikke til at forsvinde; det gemmer bare en stor gruppe borgeres erfaringer væk. Efter min mening er et samfund, der foregiver, at den her slags diskrimination ikke eksisterer, lige så slemt som en regering, der systematisk diskriminerer sine indbyggere på baggrund af etnicitet.