Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
Misforstået — Mikael Rothstein bruger mere krudt på at kritisere mig end på at sætte sig ind i, hvad jeg mener. For faktisk er jeg kun uenig med ham om én ting: At man kan kritisere en tekst, man ikke har læst.
»Problematisk og akademisk uansvarligt«. Det er en hård dom at få nedkaldt over sin forskning. Ikke desto mindre er dét, hvad religionsforsker Mikael Rothstein nu gentagne gange gennem mere end et år har kaldt Anders Ackfeldts og mit begreb om ikke-muslimsk islam.
Debatindlæg
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.
Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.
Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.
LÆS OGSÅ: Hvor meget kritik skal en forsker kunne tåle?
Det til trods for, at han fortsat erkender ikke at have læst den forskningsartikel, han kritiserer – selvom den er ganske kort, og han jo har haft mere end et år til at få det gjort. Det kunne man også kalde problematisk og akademisk uansvarligt.
I stedet baserer han sin vurdering på et polemisk debatindlæg om ikke-muslimsk islam skrevet af professor Thomas Hoffmann. Der er nogle tydelig kildekritiske problemer forbundet med antagelsen om, at et polemisk debatindlæg udgør en præcis gengivelse. Ikke desto mindre vurderer Rothstein, at vores forskning er »rigeligt belyst« i Hoffmanns tekst.
Det besynderlige er, at Rothstein konsekvent tilskriver Ackfeldt og mig de stik modsatte standpunkter af, hvad vi faktisk skriver i forskningsartiklen. Og artiklen, som han ikke har fundet det nødvendigt at læse, er ikke lang: den er ganske kort, den er open access, og den passage om Hoffmann, som har vakt Rothsteins anstød, fylder blot fem sætninger.
Rothsteins kritik var oprindelig formuleret som et forsvar for Hoffmann. Han skrev endda, at man burde »slå ring om Thomas Hoffmann, som i denne omgang er blevet genstand for kritikken« – en i mine øjne besynderlig måde at reagere på faglig kritik fremsat i en fagfællebedømt artikel. Det er dog tydeligt, at Rothstein ikke har forstået vores kritik af Hoffmann. Den handler nemlig ikke om, at Hoffmann producerer ikke-muslimsk islam.
Det ville han også vide, hvis bare han havde læst den artikel, det hele drejer sig om
Kort fortalt argumenterer vi i artiklen for, at religionsforskere ikke kan fremsætte videnskabelige påstande om, hvad der udgør autentisk islam. Forskerens opgave er nemlig at undersøge og analysere de påstande, der fremsættes om autentisk islam. Traditionelt har islamiske studier fokuseret på muslimers påstande, men vi ønsker også at studere ikke-muslimers påstande – det er faktisk så banalt.
Vores kritik af Hoffmann har ikke noget med hans religiøse identitet at gøre. Problemet er, at Hoffmann jævnligt fremsætter påstande om autentisk islam. I vores optik udgør sådanne udsagn ikke religionsforskning – uanset om det er muslimer eller ikke-muslimer, der fremsætter dem. Religiøs identitet er med andre ord irrelevant i denne sammenhæng, for vi vil heller ikke acceptere muslimers udsagn om ’sand’ islam som forskning. Sådanne udsagn udgør forskningsobjekter.
Det vil sige, at vi kritiserer Hoffmann for at præsentere sine teologiske standpunkter som forskning. I stedet for at undersøge muslimers påstande om autentisk islam, træder han ind i de teologiske debatter, han burde analysere. Vores påstand er derfor, at Hoffmann – ligesom islamapologeter – har misforstået, hvad det vil sige at bedrive forskning.
Formålet med begrebet ikke-muslimsk islam er i øvrigt det stik modsatte af, hvad Rothstein påstår. Vi udviklede begrebet for at skabe distance til moraliserende og politiske etiketter såsom islamofobisk, xenofobisk og racistisk. Vi mener, at moralisering og politisering står i vejen for solid forskning i sådanne diskurser.
Derfor introducerede vi begrebet ikke-muslimsk islam sammen med en ramme, der gør det muligt at undersøge disse fænomener på en afpolitiseret og ikke-moraliserende måde. Jeg har svært ved at forstå, hvorfor det skulle være »akademisk uansvarligt« og »et slag i mellemgulvet til de humanistiske og sekulære videnskabsidealer«.
Det bemærkelsesværdige er, at jeg i udgangspunktet er helt enig i de akademiske standpunkter, Rothstein fremfører. Til Uniavisen udtaler Rothstein, at »det er forskningens opgave og pligt at sige noget andet om religionerne, end religionerne siger om sig selv«. Ja, jeg er helt enig.
Jeg har aldrig givet udtryk for, at jeg skulle være uenig – snarere tværtimod
Rothstein tilføjer, at »at gøre eksterne repræsentationer af for eksempel islam til et problem – det er i sig selv et videnskabeligt problem«. Igen er jeg fuldstændig enig.
Jeg kan ikke forstå, hvorfor Rothstein forestiller sig, at jeg skulle være uenig i ovenstående udsagn. For jeg har aldrig givet udtryk for, at jeg skulle være uenig – snarere tværtimod. Det ville han også vide, hvis bare han havde læst den artikel, det hele drejer sig om.
Og det leder mig tilbage til den éne ting, jeg er uenig med Rothstein om. Nemlig, at han fastholder, at man kan oplyse sig tilstrækkeligt om andres forskning gennem et polemisk debatindlæg i dagspressen. Her er jeg uenig.
Jeg håber, Rothstein vil tage sig de 20 minutter, det vil tage ham at læse min forskningsartikel, inden han udtaler sig om den næste gang. Så vil han sikkert erfare, at vi har langt mindre at slås om, end han tror. Uproblematisk og akademisk ansvarligt.