Undervisere mobber studerende og bagtaler hinanden

På Københavns Universitetet har vi de senere år haft meget fokus på diskrimination og krænkelser. Tidligere i år blev undervisningsmiljøloven tilmed ændret, så universitetsstuderende også er retligt beskyttet mod chikane – hvilket vi altså ikke var tidligere.

Det er alt sammen godt. Men jeg savner et lige så stort fokus på en anden beslægtet problemstilling: nemlig når undervisere bruger deres magt til at nedgøre studerende og kolleger.

LÆS OGSÅ: Nyt krav til alle uddannelser: Studerende skal beskyttes mod chikane og diskrimination

I denne kronik vil jeg give nogle konkrete eksempler på, hvordan jeg igennem fem år som studerende på Engelsk (og også på mit sidefag i retorik) har set undervisere mobbe deres studerende – og hinanden. Det drejer sig for eksempel om, at undervisere bruger de studerendes opgaver som et middel til at nedgøre og latterliggøre dem – i stedet for at give konstruktiv feedback.

Det kan give den studerende en følelse af ikke at kunne gøre noget som helst rigtigt, at blive nedvurderet eller saboteret, latterliggjort eller få tilbageholdt information – alt sammen indbefattet af den definition af mobning, som Arbejdstilsynet bruger.

Hånet og nedgjort til vejledning

Alle de her ting mærkede jeg selv, da jeg skrev en længere opgave for nogle år siden. Her oplevede jeg, at min vejleder nedgjorde og hånede mig i løbet af vejledningerne.

Jeg havde en oplevelse af, at vejledningerne handlede om at knække mig psykisk

Det var kommentarer som: ‘Det er godt nok ikke særlig overbevisende at læse det, du har skrevet’, ‘det gør ondt i mit forskerhjerte, når du skriver x og y’, ‘du er godt nok ude på glatis dér og dér og dér’ og ‘måske skal du undersøge y og z i stedet for at sidde og komme med sådan nogle tomme påstande’.

Her savnede jeg virkelig konstruktiv kritik. Jeg havde en oplevelse af, at vejledningerne handlede om at knække mig psykisk for at forhindre mig i at lykkes med min opgave.

‘Dit spørgsmål giver ingen mening’

Det er ikke kun i den lukkede vejledningssituation, at underviserne taler grimt til de studerende. Det sker også i plenum.

‘I ser helt blanke ud’, råbte en underviser af mig og mine medstuderende sidste semester. For nogle år siden spurgte en anden underviser ud i lokalet, om der var nogen, der havde læst noget af en kendt, engelsk forfatter. Da ingen rakte hånden i vejret, sagde hun henvendt til sin kollega: ‘Hold da op, vi to har godt nok noget arbejde, der skal gøres, hva’!’ Jeg kan bedst beskrive tonefaldet som hånende. I hvert fald oplevede jeg og flere medstuderende, at hun gjorde nar af vores manglende forhåndskendskab til en forfatter, som det var hendes opgave at lære os om.

Eksemplerne er talrige. Også på mere personrettede angreb i undervisningen. Jeg har oplevet undervisere besvare studerendes bidrag og spørgsmål med både ‘den er langt ude, den påstand du kommer med’ og ‘lad os nu lige være ærlige, dit spørgsmål giver ingen mening’.

Jeg har også set en underviser udstille en studerendes anonyme evaluering af kurset foran alle. Underviseren gengav, hvad den studerende havde skrevet, og gennemgik herefter, hvorfor det var totalt misforstået og forkert (måske fordi det var en velfortjent kritik af underviserens adfærd og metoder). Det skabte en meget ubehagelig stemning på holdet – og underviseren udnyttede det forhold, at den anonyme studerende ikke kunne tage til genmæle uden at afsløre sin identitet.

Bagtaler også hinanden

Det er ikke kun studerende, som er ofre for underviseres grænseoverskridende adfærd – også kolleger og endda underordnede og ansatte bliver ramt.

Jeg har hørt undervisere tale grimt om deres kollegers valgfag: ‘Hvem i alverden gider dog at læse det,’ sagde en underviser engang foran alle sine studerende – om det fag, vedkommendes kollega udbød samme semester.

Jeg har også engang overværet én fra institutledelsen, som foran tre studerende og en underviser talte grimt om en anden undervisers optræden i medierne og sagde, at vedkommende ‘godt nok fik smæk dér,’ og at dét, underviseren havde sagt til journalisten, var fuldstændig forkert.

LÆS OGSÅ: Københavns Universitet skal ændre perspektiv på mobning

Jeg har også oplevet, at undervisere tager kollegers tekster med i undervisningen og rakker ned på teksterne – og opfordrer de studerende til at gøre det samme. Her sagde en af mine undervisere for eksempel om sin kollegas tekst, at ‘[navn] er normalt klog nok, men det her er godt nok en ommer’.

En anden underviser brugte lang tid på at remse de fejl op, han mente, at en kollega havde lavet i en tekst – og spurgte de studerende, om de kunne finde flere fejl. Undervisningen blev herefter en slags konkurrence i, hvem der kunne finde flest mulige fejl i kollegaens tekst.

Det efterlader mig med det indtryk, at KU er en væmmelig arbejdsplads – og at mobning og bagtalelse er en kultur på stedet, som går ud over både ansatte og studerende.

Frygter for hævn

Desværre er det svært for menige studerende at tage kampen op imod sådan en kultur. Som studerende risikerer man repressalier, hvis man går op imod grænseoverskridende og magtfulde undervisere.

For ikke så længe siden havde jeg to undervisere, som truede studerende med at give dem dårligere karakterer og nægtede at give dem feedback i løbet af semestret, hvis de studerende ikke dukkede op til undervisningen – selvom deltagelse på papiret var frivillig. Det var, som om underviserne tog undervisningsdeltagelse – eller mangel på samme – personligt og ville hævne sig på studerende, der udeblev.

Ledelsen fortæller underviserne, hvem der har klaget over dem. Det oplevede jeg, da jeg klagede

Som studerende er man den svage i et magtforhold, og man er derfor et nemt offer for ubehagelige undervisere. De er autoriteter, som udgiver forskningsartikler i store tidsskrifter og optræder i medierne. Det giver dem en troværdighed, som en 20-årig studerende kan have meget svært ved at matche.

Man kan klage til institutlederen – men ham eller hende kender man sjældent. Man ved derfor ikke, om man kan stole på vedkommende, eller om vedkommende hellere ville støtte underviseren. Og hvad så bagefter? Hvis man har klaget over en underviser, skal denne stadig give én en karakter – og her risikerer man, at vedkommende hævner sig.

På mit institut er der ingen regler eller procedurer, som beskytter studerende mod ulovlig forskelsbehandling, hvis de klager over mobning fra en underviser. Man risikerer derfor at få en dårlig karakter til eksamen. Jeg har for eksempel prøvet at klage over en undervisers adfærd for bagefter at få den laveste karakter på hele mit eksamensbevis af samme underviser – selvom det var dét fag, jeg følte mig allerbedst til.

Ledelsen sladrer til mobberen

Det hænger måske sammen med, at ledelsen fortæller underviserne, hvem der har klaget over dem. Det oplevede jeg, da jeg klagede over en undervisers krænkende opførsel over for mange studerende. Alt det, jeg nævnte om underviseren, var ting, underviseren havde sagt i plenum, og havde intet med mig at gøre. Alligevel valgte ledelsen straks at fortælle underviseren, hvilken studerende, der havde klaget. Min institutledelse kunne ikke give mig en faglig begrundelse for, hvorfor det var nødvendigt.

Der var kort tid til, at den pågældende underviser skulle give mig en karakter. Både institutledelsen og rektoratets juraafdeling ignorerede mine bekymringer og talte uden om mine kritiske spørgsmål. Det burde være muligt at klage over en undervisers mobning, uden at den pågældende underviser får at vide, hvem der har klaget, før vedkommende har givet karakterer. Man kunne også sætte en anden underviser til at rette den pågældende studerendes opgave, eller man kunne vente med at behandle klagen til efter karaktergivning.

Som studerende kan man ikke bevise, at en underviser har givet én dårligere karakterer for at hævne sig – og klagesystemet er meget uretfærdigt indrettet, som Uniavisen tidligere har dokumenteret.

LÆS OGSÅ: »Universitetet beskytter ikke studerende mod uretfærdige bedømmelser«

Og her gik man ellers og troede, at det var en demokratisk grundsten at ytre sig kritisk mod magthavere uden at risikere repressalier. Men efter fem år på Københavns Universitet er jeg rystet i den tro.

Da jeg startede på universitetet, led jeg af en ­– indrømmet – lidt barnlig og måske snobbet forestilling: nemlig at en meget lang forskeruddannelse generelt set gjorde én mere ordentlig og betænksom over for andre.

Den forestilling har jeg ikke længere.

Uniavisen har så vidt muligt efterprøvet påstandene i dette debatindlæg.