Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Kronik

Hvor er kvinderne i KU’s historie om sig selv?

Fravær — Vi fejrer 150-året for kvindernes indtog på universitetet, men i KU’s fortælling om sig selv fylder de fortsat uendeligt lidt. Det er tid til at få skrevet historien om de kvindelige akademikere, for eksempel frem mod KU’s 450-årsjubilæum i 2029.

Vi har i dette jubilæumsår hørt en del om de første kvinder, der tog en akademisk uddannelse. Men hvad med de kvindelige forskere? Selvom kvinder allerede kunne studere ved universitetet fra 1875, skal vi faktisk helt frem til 1922 – næsten 50 år senere – før den første kvinde blev ansat som embedsmand på Københavns Universitet. Det var Julie Vinter Hansen, som fik stilling på Astronomisk Observatorium, efter at en lov fra 1921 gav kvinder adgang til offentlige ansættelser.

LÆS OGSÅ: Da kvinderne kom – og forandrede universitetet for altid

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Hvorfor skulle der gå så mange år, før kvinder fik ret til at blive ansat på universitetet og i det offentlige i øvrigt? Det skyldtes faktisk netop Anordningen fra 1875 – den, der gav kvinderne adgang til universitetet. Her blev det understreget, at blot fordi kvinderne nu kunne studere, skulle der ikke med en akademisk grad »være erhvervet nogen Adkomst for Kvinder til offentlig Embedsansættelse«.

Sådan set kunne de godt blive ansat i for eksempel Statistisk Bureau og Rigsarkivet, men kun som assistenter, hvilket betød, at de fik 40 procent mindre i løn end mændene. Sådan var det, og adskillige forsøg på at få det ændret gennem flere årtier lykkedes ikke. Videnskabernes selskab var endnu bedre til at holde kvinder ude, for her skal vi frem til 1968, før den første kvinde blev optaget.

’Omfanget’ måtte begrænses

Hvorfor kunne kvinder ikke få en rigtig ansættelse? Svaret er ganske simpelt, at der ikke var brug for dem. I Københavns Universitets Historie fra 1992 kan man læse, hvad der ikke er så nyt, at holdningen til kvindelige studerende generelt var positiv. Det var de få, der var imod, som for eksempel professor Mathias Saxtorph, der sammenlignede kvindelige studerende med prostituerede. Men det brede flertal var venligt nok stemt.

Disse diskriminatoriske tiltag er langt mere interessante end Saxtorphs holdning, som ellers har været genstand for megen opmærksomhed
Bente Rosenbeck, professor emerita

Den positive holdning til, at kvinder kunne blive optaget på universitetet, hvilede dog over en bred kam på, at kvinder kunne få adgang som undtagelse og ikke reglen. Forfatter og arkivar Niels Petersen har fundet belæg for, at både minister og departementschef i Justitsministeriet var betænkelige ved en tilkendegivelse, der kunne opfattes som en opmuntring. De ønskede sig i stedet en anordning, der – med Niels Petersens ord – »på den ene side gav kvinder adgang til at ’benytte Universitetet i samme Omfang som de mandlige studerende’ men samtidig opstillede skranker, der kunne sikre, at ’omfanget’ i praksis langtfra ville blive det samme«.

Kvinder fik ikke ret til at tage den adgangsgivende studentereksamen i offentligt regi, de fik ikke ret til embeder og til legater. Disse diskriminatoriske tiltag er langt mere interessante end Saxtorphs holdning, som ellers har været genstand for megen opmærksomhed.

En fin forsamling for 100 år siden

Mange af de første kvindelige akademikere sad til bords, da 50-årsjubilæet for kvinders adgang til at studere ved Københavns Universitet blev fejret i 1925. Festen blev afholdt af studenterforeningen Kvindelige akademikere, og der var dækket til 361 personer. De fleste var kvinder, men der var også en del mænd.

Selskabets ubestridte værtinde var dr.phil. Lis Jacobsen (1882-1962), som ifølge bordplanen sad til højbords med professor W. Johannsen og professor F. Torm. Observator frk. Julie Vinter Hansen og hendes mor, fru Vinter Hansen, sad lidt derfra. Hun var således den eneste universitetsansatte forsker blandt de 379 kvinder, som alle var blevet biograferet i festskriftet Kvindelige Akademikere 1875-1925. Frk. Inge Lehmann, som efterhånden er blevet kendt og har fået et mindesmærke foran Hovedbygningen, deltog også – det var dog inden, hun havde gjort sine store opdagelser.

LÆS OGSÅ: 100-års jubilæum for astronomisk sejr for ligestillingen

Julie Vinter Hansen nåede at blive fejret i Uniavisen, lige inden 2022 gik på hæld. Hun var dog ikke den første kvinde, som underviste på Københavns Universitet. Det var ovennævnte Lis Jacobsen, dr.phil. på en sproghistorisk afhandling i nordisk filologi. I 1912 udgav hun bogen Kvinde og Mand. En sprogstudie fra dansk Middelalder, som hun holdt forelæsninger ud fra. Var man blevet dr.phil., havde man ret til som privatdocent at holde forelæsninger på universitetet. Det var en måde at kvalificere sig til en ansættelse. Selvom hun gerne ville, blev Lis Jacobsen dog aldrig ansat på et universitet, men fik en strålende karriere, blandt andet som leder af Ordbog over det danske Sprog.

Den tredje, som bør nævnes, er Valfrid Palmgren Munch-Petersen (1877-1967). Hun var svensk og havde haft en karriere i Sverige inden for biblioteksvæsenet, før hun på grund af giftermål bosatte sig i København. I 1916 begyndte hun at undervise i svensk på Københavns Universitet, og man ønskede at beholde hende i en fast stilling. Hun blev i 1921 ansat i et personligt lektorat vedtaget i Folketinget og underviste på Københavns Universitet frem til 1949.

Kvinderne manglede y-tråde

Nogle af de ovennævnte barrierer blev hurtigt ryddet af vejen. Der kom særlige og rigelige legatmidler til kvinderne. I 1903 fik kvinder mulighed for at komme i drengeskolen, det vil sige gymnasiet. Der skulle dog gå adskillige år, inden kvinder fik adgang til ansættelse i det offentlige. Dermed skulle samtlige barrierer være nedbrudt. Og dog.

En af ’barriererne’ havde Lis Jacobsen ovenikøbet til bords: den kendte arvelighedsforsker Wilhelm Johannsen. Han havde ellers gjort op med forestillingen om, at erhvervede egenskaber var arvelige, men mente dog, at netop forskellene mellem kønnene var arvelige. Kvinder manglede ’y-tråde’. Ifølge Johannsen var kvinders intelligens overvejende af reproduktiv karakter. Han mente således, at kvinder var velegnede som assistenter for forskningen. Det skrev han om i sit afsnit i festskriftet.

LÆS OGSÅ: Kvinde, kend din spalteplads

Johannsen fik dog ikke lov at dø i synden, men blev tildelt et særligt vers i en af jubilæets festsange: »Uden Y-traad kan man godt ha’ interesser // men man driver det skam aldrig til Professor«. Han var ikke den eneste professor, som havde de synspunkter. Harald Høfting, Thorkild Rovsing og Vil. Andersen, som alle deltog i festmiddagen og havde bidraget til festskriftet, sang samme sang om, at kvinder ikke havde de samme skabende evner som mænd. De kunne studere, de kunne undervise, men forskning, nej. Det gik ikke an.

Selv Lis Jacobsen havde sine forbehold og skrev i festskriftet, at kvinder ikke havde produceret lige så megen betydningsfuld forskning som mænd. Årsagen var ifølge hende moderskabet. Men hun mente dog, at følte kvinder en drift efter at blive forsker, måtte de følge den og leve med de problemer, det gav. »Vil man Livet, maa man tage Livskampen,« skrev hun i indledningen til festskriftet. Forventningerne til kvindelige akademikere var ikke store.

Studenteroprør uden én kvinde?

Hvornår holdt kvindelige akademikere op med at være undtagelser? Jeg vil mene, at de endnu var det, da jeg begyndte at studere i slutningen af 1960’erne. Der var få kvindelige undervisere. I 1978 var andelen af fastansatte kvinder på Københavns Universitet 14 procent, heraf var fire procent professorer. Frafaldet blandt kvindelige studerende var større end blandt mandlige, men med uddannelseseksplosionen begyndte kvinder i stort tal at studere og tage eksaminer.

Omkring 40 procent af de studerende var på det tidspunkt kvinder, så der må da have været én enkelt kvinde blandt oprørerne
Bente Rosenbeck, professor emerita

Omkring 1970 begyndte billedet af den intellektuelle kvinde at ændre sig. En begivenhed, som markerer dette brud, var, da Karen Syberg erobrede Mogens Fogs talerstol og bød de nye studerende velkommen til »mændenes bedste ægteskabsmarked«. Hun blev ikke som studenteroprøreren Finn Einar Madsen tilbudt tre minutter, men blev hevet ned af talerstolen.

KU kunne fejre 150-års jubilæet for kvinders adgang til universitetet ved at tage initiativ til at få skrevet historien om de kvindelige akademikere. Deres historie fylder kun 23 sider i værket om Københavns Universitets Historie 1479 til 1979 fra 1979. 14 bind blev det til, som fylder over en halv hyldemeter, 61 cm for at være nøjagtig.

LÆS OGSÅ: Overset: Vidste du, at også en kvinde har kapret talerstolen i festsalen?

Det, der ikke var muligt i 1979, må være muligt nu. Eller frem mod 2029. Der kommer nemlig snart et jubilæum til: 450-året for Københavns Universitets grundlæggelse.

Man kan starte i det små. Universitetshistorien har sit eget site på KU’s hjemmeside, og her er der kun et enkelt opslag om kvindernes adgang til universitetet. Men det er alt. Der er dog noget om studenteroprøret. Sitet Studenteroprøret i ’68 bringer øjenvidneberetninger fra begivenhederne fra seks mænd, herunder den tidligere rektor Ralf Hemmingsen. Omkring 40 procent af de studerende var på det tidspunkt kvinder, så der må da have været én enkelt kvinde blandt oprørerne. Historien om de forandringer, som slog igennem efter studenteroprøret, er heller ikke skrevet.

Det siges, at et universitet er et sted, der forsker i alt – undtagen i sig selv. Københavns Universitet satser alt for lidt på sin egen historie, men det er oplagt, at vi frem mod 2029 får skrevet historien om de kvindelige forskere ind i universitetshistorien.

Seneste