Jens Hansen har en kødfabrik

Pippende, gøende, brægende, kravlende, krattende, flyvende, summende, stikkende, bidende… Vi deler livet på denne planet med et hav af andre dyr.

Skabt af det brag, som satte det hele gang for 14 milliarder år siden. Placeret i den knapt så fashionable del af den venstre spiralarm i én galakse blandt hundreder af milliarder af andre galakser, der hver består af hundreder af milliarder af stjerner.

Vokset ud af en 4,8 milliarder år gammel planet og evolutionære processer, der har stået på i mere end tre milliarder år, hvor livet har fortalt sin historie om væsener, der tilpasser sig, ændrer sig og former og formes af hinanden og biosfæren.

Vi lever… og så dør vi. Undervejs mærker vi livet. Det kan være værre eller bedre. Vi føler glæde, spænding, lyst, smerte, frustration, frygt og mange andre ting på vores tur over kloden. Stedt i samme situation som havskildpaddens unger, der dukker op af sandet og, uden at vide hvorfor, begynder rejsen mod et hav og en fremtid, som de ikke kender.

Medskabninger. Fellow creatures, som det hedder på engelsk.

Vi er på en gang dem og ikke dem. Biologiske væsener underlagt en række grundvilkår, som præger og former vores liv, hvad enten vi vil det eller ej. Fornuftsvæsener, der kan skelne mellem rigtigt og forkert og i et vist omfang vælge, om vi vil gøre det ene eller det andet.

LÆS OGSÅ: Klimaforsker: »Hele lortet kollapser i 2040. Det er om sytten år«

Så vi er som de andre og ikke som de andre. Vi er etiske væsener. Og det forpligter. Det ved de fleste af os godt, men det sætter sig forbløffende få spor i vores daglige handlinger, når det kommer til, hvordan vi lever sammen med de andre dyr.

Bevares. De fleste af os ser os selv som sådan nogle, der mener, at man skal være god ved dyr. Men vores fortolkning af, hvad ’god’ i praksis betyder, må efterlade vores medskabninger i dyb undren.

Soen, der får sig en guldøl

En so vejer i gennemsnit 240 kg. Der er lidt under en million af dem i Danmark.

Langt de fleste søer i den danske svineproduktion fikseres i farebøljer i en måneds tid i forbindelse med, at de skal føde deres unger. De kan ligge, rejse sig, tage et skridt eller to frem eller tilbage og så lægge sig ned igen.

Når ungerne tages fra dem i en alder af cirka tre uger, bliver søerne taget ud af bøjlerne, og produktionscyklus begynder forfra.

Dyrene betaler den høje pris, så vi kan betale den lave pris

En gennemsnitsso får lidt over to kuld om året. De fleste søer begynder at føde færre pattegrise efter tre-fire kuld og sendes på slagteri efter fem-otte kuld i en alder af tre-fire år. 15 procent af de danske søer når ikke på slagteriet, men dør eller aflives i stalden.

En so får i gennemsnit 20 pattegrise, men har kun mælkekirtler til 14-16 af dem, så der en del overskydende pattegrise i produktionen. Det løses ved, at nogle af søerne (et sted mellem 10 og 20 procent) bliver gjort til ammesøer. Det vil sige, at man lader dem forblive fikseret og lader dem gå gennem endnu en ammecyklus med et nyt kuld, når deres egne unger tages fra dem.

Det kan gøre soen urolig, og derfor er en udviklet praksis at give grisene alkohol i form af øl eller vin for at berolige dem. En praksis, der hviler trygt i vores nationale alkoholkultur. Man hælder guldøl i halsen på grise for at få dem til at udholde deres liv.

En høj pris for en lav pris

Skal jeg blive ved? Vil du høre om slagtekyllinger med benproblemer på grund af for hurtig vækst? Og med sår ætset ind i trædepuderne af at stå i egen afføring? Æglæggere, hvor 80-90 procent på tværs af alle produktionsformer har to eller flere brud på brystbenet?

Vil du høre om mælkeproduktionen, hvor kalven tages fra moderen kort efter fødslen? Hvor op mod 20 procent af malkekøerne har smertefuld klovbetændelse? Vil du høre om eksport af slagtedyr under kummerlige forhold? Nej vel.

De fleste af os ved godt, at der langt fra vores idealer om, at vi grundlæggende skal være gode ved dyr, til det, der foregår i størstedelen af den animalske produktion. Ikke på grund af enkelte brodne kar i branchen eller decideret ondsindede producenter. Men fordi produktion siden 1950´erne i stigende grad er blevet underlagt en økonomisk logik, hvor velfærden er afhængig af effektiviteten. Det betyder, at dyrene betaler den høje pris, så vi kan betale den lave pris.

I børnehaven lærer vi stadig børnene at synge, at Jens Hansen har en bondegård, men i virkeligheden har han en kødfabrik. Og Jens Hansen selv bliver i øvrigt i stigende grad udskiftet med anonyme kapitalfonde.

Vi vil være blinde

Og vi ved det godt, men lukker øjnene for det. Afstanden mellem det, vi siger, og det, vi gør, kan måles i lysår.

Ikke kun over for de dyr, der lever korte, kummerlige liv i landbruget. De dyreetiske problemer tårner sig op, også når det gælder dyr i zoologiske haver og akvarier, forsøgsdyrsverdenen, vores familiedyr, inden for jagt og fiskeri, ridesporten og de mere eller mindre vilde dyr, som vi på en gang udrydder og forsøger at genskabe gennem bioteknologi.

LÆS OGSÅ: Kig på en sky, kram et træ, og tænk på planternes rettigheder i din by

Den sydafrikanske forfatter J.M. Coetzee kalder det villet blindhed. Et fænomen, der indtræffer, når vi ved noget, vi ikke vil vide, fordi den viden kræver, at vi løfter vores etiske ansvar. Når det, vi godt ved, er det etisk rigtige at gøre, har for store omkostninger i forhold til det, vi har lyst til at gøre. Så bliver vi villet blinde og vælger at leve med en kognitiv dissonans, der burde æde sjælen op.

Siden 1960´erne har dyreetikere forsøgt at gøre opmærksom på det her. Der er blevet ført kampagner, skrevet utallige bøger og artikler og også indført lovgivning med smukke formålsparagraffer. Men der er stadig milliarder og atter milliarder af dyr verden over, der lider og dør for at tilfredsstille menneskelige præferencer, som kun i de færreste tilfælde kan beskrives som væsentlige behov.

Dyret er blevet væk

Alt dette danner bagtæppet for min nye bog, Dyrenes bog – som bærer undertitlen Det begynder med os. En debatbog om, hvordan vi behandler dyr, og hvordan vi burde.

Det er ikke en forskningspublikation, men en filosofisk samtale, der bygger på mange års arbejde med dyreetik og dyrevelfærd. Bogen beskriver ikke blot, hvad der sker, men spørger, hvad der burde ske.

Vi bliver ikke, hvad vi siger, men hvad vi gør. Hverken mere eller mindre

Det kunne jo være, at vi skulle åbne vores sind og hjerter og for alvor begynde at handle ud fra, at vi er et dyr blandt andre dyr. Et ganske særligt dyr med ganske særlige evner. Men den magt, som de evner giver os, betyder ikke, at vi derfor har ret til at udnytte de andre dyr. Det betyder tværtimod, at vores ansvar er så meget desto større.

Og det begynder med blikket. Som vi ser noget, sådan behandler vi det, som teologen Jakob Wolf har skrevet. Og jeg mener, at dyret er blevet væk. Vi ser det ikke. Det er blevet af-animaliseret, reduceret til et redskab for vores behov og præferencer.

Men bag mælken er en ko, bag frikadellen en gris og bag ægget en høne. Levende, sansende, følende væsener, der ligesom os er endt på jorden med muligheden for at udfolde deres kapitel i livets bog. En fortælling, der trækker tråde tilbage til Big Bang. Men som vi har taget al magten over og gjort os selv til hovedpersoner i.

Hvem vil vi være?

Det skader dyrene, som eksemplerne ovenfor illustrerer, men det skader også os selv.

Indirekte i form af de natur- og miljøødelæggelser, som er den direkte følge af en animalsk produktion, der er løbet helt af sporet, både i forhold til omfang og produktionsmetoder.

Men også direkte: for hvem bliver vi til, når vi behandler de andre dyr, som var de blot ressourcer, der står til vores rådighed? Hvad fortæller det om os, at et blødkogt æg tæller mere end et brud på brystbenet i en æglæggende hønes korte liv?

Vi bliver ikke, hvad vi siger, men hvad vi gør. Hverken mere eller mindre. Gode intentioner, flotte ambitioner og smukke ord er ikke nok. Slet ikke, når de end ikke er idealer, som vi stræber efter, men undskyldninger, som vi gemmer os bag.

LÆS OGSÅ: Forsvar for den studerende, der forsvarede en regnorm

Det egentlige etiske spørgsmål, som livet med de andre dyr rejser, er, hvem vi burde stræbe efter at være: Uetiske væsener, der ikke kan se ud over vores egen næsetip, eller etiske væsener, der efter bedste evne forsøger at løfte ansvaret for de andre dyr?

De andre dyr, der, ligesom vi, er endt her i livet et øjeblik – inden de, ligesom vi, skal videre til det store mørke, der altid kalder på os.

Mickey Gjerris er aktuel med Dyrenes Bog – Det begynder med os, som udkommer 4. november 2025 på Politikens Forlag.