Stillerum og studenter-præster kan ikke sammenlignes

Hvad er forskellen på en studenterpræst og et stillerum? Sådan spørger statskundskabsstuderende Esben Bjørn Salmonsen i et debatindlæg i Uniavisen.

LÆS OGSÅ: Hvad er forskellen på et stillerum og en studenterpræst?

KU’s ledelse har lukket stillerummene med det argument, at KU »ikke vil have lokaler, der alene er til bøn eller til religiøs aktivitet«. Derfor kræver Salmonsen konsekvens og mener, at så må studenterpræsterne også udelukkes: »Det er en hyklerisk beslutning, hvis universitetet ikke samtidig jager studenterpræsterne på døren.«

Salmonsen tilføjer, at han ikke har noget imod studenterpræster. Han forstår bare ikke, at KU lægger ramme til, »at man kan spørge lige netop den kristne Gud til råds«. Der er mere brug for »et godt studiemiljø, nogle gode studiekammerater og nogle undervisere, der gerne vil lytte til mig. Og det tror jeg faktisk, gælder for langt størstedelen af KU’s studerende,« argumenterer han.

Vi tager os af det eksistentielle

Vi studenterpræster kan være ganske enige i, at det sidste er vigtigt: gode undervisere og et godt studiemiljø. Nogle gange er det bare ikke nok. Det er blandt andet også derfor, universitetet har en studenterrådgivning, hvor studerende kan få psykologhjælp til at klare eksamensangst og andre udfordringer.

På samme vis skal vores arbejde på campus ses som et tilbud til alle studerende om en personlig samtale eller flere, hvis man har særlige udfordringer, kæmper med noget eller i en periode slet og ret har brug for at tale med en helt udenforstående.

Studenterpræsternes indfaldsvinkel til samtalen er mere eksistentiel end psykologisk. Vi adskiller os især fra psykologerne ved ikke at diagnosticere og behandle – det er ikke vores domæne og kompetence. I stedet tilbyder vi os som samtalepartnere om de almenmenneskelige problemer og byrder, som de fleste på et tidspunkt i livet støder på.

Vores samtaler handler meget ofte om det, der gør ondt i livet, og som vi ikke kan ændre på. Vi hjælper folk med at finde deres egen måde at leve med de livsvilkår, den enkelte nu engang har. Det er det, som præster er uddannet til og trænet i. Og vi hører ofte fra studerende, at det netop er grunden til, at de søger os.

Spørger ikke Gud til råds

Derfor har det ikke hold i virkeligheden, når Salmonsen sammenligner de eksistentielle samtaler, vi udøver, med stillerum, der bruges til religiøs bøn.

Det er klart, at vi studenterpræster har vores eksistentielle basis i kristendommen, men vores virke på campus er ikke bundet op på religion. Vi missionerer ikke og forkynder ikke på campus, ligesom vi heller ikke holder gudstjenester, andagter eller nogen anden form for religiøs aktivitet på campus. Det er ganske enkelt ikke derfor, vi er der.

At de studerende skulle få bedre forhold og vilkår ved at kræve, at vi studenterpræster så også skulle ud, virker ikke logisk

Det forekommer os derfor også at være en mistænkeliggørelse af vores arbejde, som ikke bunder i realiteterne, men snarere på løse formodninger eller fordomme, når Salmonsen hævder, at vi spørger den kristne Gud til råds i vores samtaler. Det ville ligge fjernt fra vores måde at gå til samtalerne på – og i øvrigt også fra vores teologi.

Vi tager udgangspunkt i det, som den enkelte studerende kommer med. Og vi taler ikke kun med kristne studerende, men med alle: ateister, kristne, muslimer, jøder, buddhister, asatroende og såkaldte ’kulturkristne’ – alle.

Det gør ingen forskel for os, hvad folk tror på, hvor de kommer fra, eller hvordan de identificerer sig selv. Det afgørende er, at der over for os sidder et menneske med behov for en hjælpende samtale om hvad det end er.

Salmonsen overser her den meget væsentlige forskel på at tale religiøst og at tale om religion. Vi holder os til det sidste, når nogen ønsker at tale om religiøse emner, og derfor kan vi udveksle og dele tanker og erfaringer uden at pådutte hinanden noget eller forsøge at overbevise hinanden om noget.

Gavner ingen, at vi også lukker

Det er lidt bekvemt på sekularistisk vis at skelne mellem religiøs og ikke-religiøs aktivitet. Men en religiøs bønspraksis og en samtale hos en studenterpræst kan ikke sammenlignes.

Salmonsen har selvfølgelig ret i, at studenterpræsternes tilstedeværelse på KU kan ses som en religiøs tilstedeværelse. Hvad universitetets argument er for at »binde sådan et vejledningstilbud op på religion,« som Salmonsen skriver, må andre svare på.

Selv tænker vi, at det måske kunne have at gøre med, at langt over halvdelen af befolkningen er medlem af folkekirken (og dermed formentlig også hovedparten af de studerende), og at folkekirken har en særlig status ifølge Grundloven. Der er religionsfrihed i Danmark, men ikke religionslighed. Det kan man være uenig i, men det er en anden sag. Desuden håber vi, som Salmonsen også antyder, at vi gør det godt til gavn og glæde for mange studerende uanset deres tro.

LÆS OGSÅ: Prorektor efter lukning af stillerum: Vi er ikke lykkedes med at gøre dem til et sted for alle

Vi er ikke imod stillerummene og heller ikke imod, at de kunne bruges af vores muslimske brødre og søstre. Nogle af os og nogle af vores forgængere har i sin tid været med til at oprette stillerummene som fælles rum for personlig bøn, meditation og stilhed.

KU har nu valgt at lukke rummene i deres nuværende form. Om den beslutning kan man mene, hvad man vil. Men at de studerende skulle få bedre forhold og vilkår ved at kræve, at vi studenterpræster så også skulle ud, virker ikke logisk.