Studerende frygter at genere andre med sin bøn efter lukning af stillerum

Farmacistuderende Abdul-Rahman Hassan viser ind i et stort, mørklagt lokale på Farmaci. En svag dunst af øl og et småklistret gulv afslører, at rummet bliver brugt som festlokale. Abdul-Rahman Hassan peger hen i et hjørne. Her har han bedt en enkelt gang, fortæller han. Stedet kan godt være hyggeligt, når der er pyntet op til fest, men i hverdagen er her tomt, koldt og fyldt med nullermænd i hjørnerne.

»Jeg ser min bøn som en privat sag forstået sådan, at jeg ikke ønsker at skabe opmærksomhed omkring det. Derfor vil jeg også gerne finde et privat rum at gøre det i,« siger han.

LÆS OGSÅ: KU fremmer en diskriminerende politisk kurs mod muslimer

På rundturen besøger vi også en lounge indrettet med firemandsborde og sofagrupper, hvor de studerende kan spise frokost eller lave gruppearbejde. Her summer af liv, selv hen på eftermiddagen.

»Du kan godt forestille dig, hvor mange mennesker her er midt på dagen,« siger Abdul-Rahman Hassan.

Han viser hen til en afkrog i loungen. Den grænser op mod en dør med et vindue i, så de forbipasserende kan se igennem.

»Her har jeg også bedt, men jeg er altid nervøs for at være i vejen for andre.«

Alt optaget

Abdul-Rahman Hassan anslår, at der er over 200 muslimske studerende på Farmaci. Blandt dem kender han til mindst 50, som plejede at bruge stillerummene. Nu er de spredt ud over campus, når tidebønnen dikterer, at de skal bede.

»Især i vinterhalvåret er det svært. Vi skal nå tidebønnerne, inden solen går ned, så derfor ligger bønnerne tæt.«

Jeg vil bare gerne have et sted, hvor jeg kan være lidt for mig selv i fred og ro

Abdul-Rahman Hassan, farmacistuderende

Når det også er eksamensperiode, og mange gruppelokaler er fyldt af hårdtarbejdende studerende, kan det være svært at finde det rigtige sted. En gang brugte Abdul-Rahman Hassan en hel pause på at lede efter et tomt lokale og måtte vende tilbage til undervisningen med uforrettet sag.

Efter rundvisningen går Abdul-Rahman Hassan i gang med at lede efter et tomt gruppelokale, hvor vi kan tale uforstyrret.

Nede i kælderen ligger grupperum på række. Abdul-Rahman Hassan stikker hovedet ind i rum efter rum – alle er optaget. Først til allersidst lykkes det ham at finde et tomt lokale. Det ligger lige ved siden af det tidligere, nu aflåste, stillerum.

Bedetæppe i rygsækken

»Den islamiske bøn er en essentiel del af mit liv. Det giver mig ro i min hverdag, at jeg i løbet af dagen bruger fem-ti minutter på at trække mig væk og bede.«

LÆS OGSÅ: Jeg har svært ved at se, hvilket konkret formål det tjener at lukke stillerummene

Allerede i Abdul-Rahman Hassans første uge på KU forhørte han sig blandt sine medstuderende om, hvorvidt der fandtes egnede lokaler til bøn. Navnlig i de første par semestre, hvor en arbejdsdag på studiet kunne vare fra 8 til16, og flere af timerne blev brugt i laboratoriet, satte Abdul-Rahman Hassan pris på at have et stillerum. På lange dage har Abdul-Rahman Hassan til tider besøgt rummene to gange.

»Når man har intense dage på studiet, er det virkelig rart at tage en lille pause, hvor jeg beder. Når jeg så kommer tilbage igen, er jeg frisk og klar.«

På Farmaci var stillerummet et stort rum på fjerde sal med god plads. Det var velbesøgt. Da en del af fjerde sal skulle renoveres, rykkede stillerummet ned i kælderen og fik i samme ombæring færre kvadratmeter. Nu var der ofte kø uden for rummet, og Abdul-Rahman Hassan var nogle gange nødt til at finde andre områder på campus, hvor han kunne bede.

For at det hele bliver nemmere, har Abdul-Rahman Hassan et lille, kompakt bedetæppe, der passer ned i rygsækken.

LÆS OGSÅ: Prorektor efter lukning af stillerum: Vi er ikke lykkedes med at gøre dem til et sted for alle

»Det nye stillerum var på størrelse med det rum, vi sidder i nu,« siger Abdul-Rahman Hassan og gestikulerer rundt i det lille grupperum.

Det seneste stillerum havde en sparsom indretning. På gulvet var der et rødt gulvtæppe, og så stod der en skoreol langs den ene væg. Driften på KU stod for interiøret.

»Jeg har ingen krav til indretning eller andet. Jeg vil bare gerne have et sted, hvor jeg kan være lidt for mig selv i fred og ro,« siger Abdul-Rahman Hassan.

En ny stressfaktor

Efter KU drejede nøglen om på samtlige stillerum 1. december 2025, er den faste bøn nu blevet en stressfaktor i Abdul-Rahman Hassans hverdag:

»I stedet for at det fornyer min energi, bruger jeg nu energi på at skulle finde et sted at være.«

LÆS OGSÅ: KU burde beskytte sit muslimske mindretal

Abdul-Rahman Hassan har fået hele pauser til at gå med at vandre rundt på campus for at finde en stille afkrog, hvor han kan bede sin bøn, siger han:

»Det er besværligt. Hvis jeg for eksempel har en halv times pause, kan tiden hurtigt gå med at finde et godt sted.«

Abdul-Rahman Hassan kan i princippet bede på hele campus, så længe der er nogenlunde rent. Der er ikke noget i islams kodeks, som står i vejen for at han slår sit bedetæppe ud i kantinen eller på en gang.

»Det er jo af hensyn til folk, der ikke er religiøse, at jeg ikke gør det. Uni skal være for alle, om man er troende eller sekulær.«

Abdul-Rahman Hassan er desuden nervøs for, hvilke reaktioner det kunne udløse, hvis han bad i offentligheden.

»Vi er jo ikke ude på at lave ballade eller skabe kæmpe opmærksomhed på os. Det er netop derfor, vi gerne vil have stillerummet – for at undgå opmærksomheden.«

Nogle gange har Abdul-Raman Hassan haft held til at finde et ledigt grupperum eller undervisningslokale, hvor han kunne bede sin bøn. Ofte er han endt på en støvet gang i kælderen.

»Det er ret ubehageligt. Der lugter dårligt og er lidt beskidt, og jeg er hele tiden nervøs for, om nogen skal komme forbi.«

»Jeg føler mig tilsidesat«

Abdul-Rahman Hassan undrer sig over hele forløbet om lukningen af stillerummene. Som han ser det, blev der skabt et problem ud af ingenting:

»Stillerummene har eksisteret i over 20 år, uden at der har været nogen nævneværdige sager at berette om. Derfor føles det lidt som et angreb, at der nu pludselig er et problem.«

Han kender alle argumenter imod stillerum, og dem kommer han gerne i forkøbet, når han fortæller om, hvorfor han har brug for stillerummene på sin uddannelse.

»Nogle mener jo, at jeg bare burde tage hjem og bede. Men det fylder virkelig meget for mig, når jeg ikke har bedt, fordi det er en essentiel del af min hverdag. Så går jeg rundt og tænker på det, og så går energien til det,« siger han og fortsætter:

»At stillerummene er lukket, går ud over min trivsel på studiet.«

Abdul-Rahman Hassan kan ikke få øje på noget, der forhindrer studerende med funktionsnedsættelser i at bruge stillerummene som de var, og han har ingen problemer med at skulle dele rummet med andre. Men som han ser det, har man valgt at prioritere en gruppe studerende frem for en anden.

Jeg synes, KU går imod sine egne værdier som et åbent, inkluderende og internationalt universitet.

Abdul-Rahman Hassan

»Det er fint, at man gerne vil gøre universitetet mere åbent for folk med funktionsnedsættelser. Jeg kan bare ikke forstå, hvorfor der ikke også er plads til muslimske studerende,« siger han.

Abdul-Rahman Hassan føler sig ramt af debatten om stillerummene. For ham er det én ting at skulle finde nye steder at bede hver dag – noget andet er det signal, KU sender.

»Jeg synes, KU går imod sine egne værdier som et åbent, inkluderende og internationalt universitet. Universitetet lukker sig om sig selv og vil kun værne om bestemte typer af studerende. KU er gået fra at være trygt til at være et sted, hvor jeg føler mig tilsidesat,« siger han.

LÆS OGSÅ: De demonstrerede mod lukningen af stillerummene og talte både om racisme og om kærlighed

»Jeg respekterer stadig KU, og jeg håber meget, at KU’s ledelse har lyst til at indgå i en dialog med os, som er berørte af beslutningen, så vi kan finde en god løsning på demokratisk vis.«