Jeg har fået en ny hobby: At spare penge

Kun 7½ time inde i mit eksperiment går det op for mig, hvad jeg faktisk har rodet mig ud i, da jeg foreslog min redaktør, at jeg kunne prøve, hvordan det er, at leve for 50 kroner om dagen.

Det er fredag morgen, bælgmørkt, og kulden bider sig fast i næse og kinder det sekund, jeg forlader min opgang.

Jeg har en halv times køretur foran mig på cyklen, som i øvrigt er frosset fast i første gear hen over natten.

Normalt havde jeg ikke tøvet et sekund med at lade cyklen stå og hoppe på metroen, men det ville sprænge mit dagsbudget på 50 kroner, inden dagen for alvor er kommet i gang.

Jeg kan enten gå eller tage turen i første gear.

LÆS OGSÅ: Studenterjournalisten undersøger, om han kan leve for 1.500 om måneden

Cykelstiens stakler

Min frustration stiger i takt med smerten fra den iskolde modvind, og den dirigeres hurtigt hen på dem, jeg nu opfatter som stærkt overprivilegerede bilister, der sidder i deres varme bobler og drikker kaffe og hører morgenradio.

Man bør indføre absolut ubetinget vigepligt for bilister, når det er koldt, tænker jeg, for hvor rimeligt er det lige, at jeg skal holde stille og fryse tæerne af, så de kan komme hurtigere frem i deres rullende hyggestuer?

Da bus 5C slanger sig om hjørnet, er jeg ved at lade min indre dundertale gå ud over de sagesløse buspassagerer, men det virker alligevel uforskammet, og jeg indser, at jeg er på vej ud på et mentalt sidespor. Min selvvalgte lidelse skal ikke gå ud over andre.

Min nye sport

Erkendelsen om bussen tænder en form for gnist i mig, som bliver et tidligt vendepunkt i eksperimentet: Jeg kan brokke mig over mine – selvpåførte – trange livsvilkår de næste fire uger, eller jeg kan prøve at vende udfordringen til noget positivt.

For hvem er det egentlig, som bliver snydt?

Jeg mærker en stigende besættelse af det Excel-ark, mit eksperiment er ved at udvikle sig til en slags spil

Bilisterne får stramme hoftebøjere, dyr forsikringspræmie og en dårlig placering på den moralske rangstige, når snakken ved spisebordet lander på klimaet.

Jeg sparer penge, får gratis motion og frisk luft. Og hvad er der ellers af uopdagede gevinster ved min nye, skrabede hverdag på budget?

Mit nyfundne håb leder mig til eksperimentets hidtil bedste opfindelse: Et Excel-ark over mit forbrug, hvor jeg kan indtaste indkøb, udregne mit gennemsnitsforbrug og se, hvor mange penge jeg har tilbage til resten af måneden.

Jeg mærker en stigende besættelse af det Excel-ark, mit eksperiment er ved at udvikle sig til en slags spil, der gælder om at holde gennemsnitsforbruget så lavt som muligt.

Småindkøb er ikke længere forkælelser – det er vejbump, jeg med glæde styrer udenom, og tilbudskurven i 365 er ikke længere en fejlplaceret affaldscontainer, men en skattekiste jeg velvilligt dykker ned i.

Social afsmitning

Søndag mødes jeg med et par venner, og det ligger i kortene, at vi skal spise aftensmad sammen. Her støder jeg på en ny type udfordring i eksperimentet.

Skal jeg sprænge mit budget på en caféburger, eller må mine venner bøje af og hoppe med på bønnevognen?

Aftensmaden bliver en pastaret med tomatsovs, champignoner og bønner til en kuvertpris på 13,50 kroner

Én ting er nemlig at holde hus med mit personlige forbrug, men jeg kan jo ikke presse mine regler ned i halsen på vennerne – eller kan jeg?

Nogen må tilpasse sig, og det er måske rimeligt nok, at det er dem, der skal give afkald på mindst. Omkostningen ved at bruge (for) lidt er mindre end omkostningen ved at bruge for meget, og derfor lander vi på den laveste fællesnævner.

Aftensmaden bliver en pastaret med tomatsovs, champignoner og bønner til en kuvertpris på 13,50 kroner.

Mon ikke det er en meget god tommelfingerregel i grupper, at den fattigste dikterer de økonomiske rammer? Men det skaber stadig en friktion, der ikke findes mellem økonomisk jævnbyrdige, og som i det lange løb nok godt kan blive anstrengende.

Jeg har altid tænkt, at interesser, værdier og humor er det, der binder folk sammen, men nu virker det (desværre) helt oplagt for mig, at penge også er en faktor. Men heldigvis kun én, jeg skal bekymre mig om de næste tre uger.

I eksperimentets første uge har jeg levet langt under budget. Mit samlede forbrug er 215 kroner – altså 135 kroner mindre, end jeg måtte bruge. Tak til Excel.