Dekan: Akademisk frihed kræver konstant opmærksomhed

Hvordan beskytter man forskningsfriheden i en tid med øget politisk opmærksomhed, tættere samarbejde mellem universiteter og omverden og en stadig mere polariseret offentlig debat?

Det var blandt spørgsmålene, da uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund 23. februar samlede universitetsledere, forskere, politikere og organisationsrepræsentanter til et topmøde om akademisk frihed i Københavns Universitets festsal.

Mødet tog afsæt i opdateringen af det danske kodeks for integritet i forskning, som ministeriet præsenterede i slutningen af januar, hvor forskningsfrihed for første gang er fremhævet som et selvstændigt princip.

Jeg hører jo om forskere, hvis formidling er blevet meget vanskelig, og som skal stå næsten urimelig stærkt for at kunne blive ved med at sige det, de ved er rigtigt

Kirsten Busch Nielsen, dekan på Det Humanistiske Fakultet

For Kirsten Busch Nielsen, der er dekan på Det Humanistiske Fakultet og sponsor og talsperson for arbejdet med akademisk frihed på Københavns Universitet, er diskussionen ikke ny. Hun deltog på topmødet, og ifølge hende er akademisk frihed en grundlæggende forudsætning for universiteternes rolle i samfundet – men også en værdi, der kræver løbende opmærksomhed.

»Det ligger i samfundskontrakten mellem universitetet og samfundet, at samfundet beder universitetet om at skabe viden i fri erkendelse,« siger hun.

Samtidig understreger hun, at presset på forskere ikke nødvendigvis altid er direkte eller synligt.

»Reaktionen hos forskerne bliver måske, at de trækker sig fra visse emner i forskningen, i undervisningen eller i formidlingen. Og det er indlysende skidt for samfundet,« siger hun.

Sidder på hænderne

Ifølge Kirsten Busch Nielsen er der flere forhold, der kan påvirke forskeres oplevelse af indskrænkelse af forskningsfriheden.

Hun peger blandt andet på ændrede finansieringsformer, tættere samarbejde med myndigheder og virksomheder samt en mere polariseret offentlig debat.

Især forskere, der arbejder med politisk omstridte emner, som klima, køn, religion og vacciner, kan opleve, at deres forskning bliver læst som politiske indlæg, også når de tydeligt holder afstand til den politiske debat.

»Jeg hører jo om forskere, hvis formidling er blevet meget vanskelig, og som skal stå næsten urimelig stærkt for at kunne blive ved med at sige det, de ved er rigtigt, og som det derfor er så vigtigt, at de siger,« forklarer Kirsten Busch Nielsen.

LÆS OGSÅ: Forskerbevægelsen efter møde i Folketinget: »Det oplyste demokrati er under pres«

Samtidig kan sociale medier ifølge dekanen være med til at skærpe konfliktniveauet omkring bestemte forskningsområder.

Kirsten Busch Nielsen peger også på, at forskere ofte må gøre sig overvejelser om, hvornår det giver mening at deltage i den offentlige debat. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at »sidde på hænderne«, fordi debatten kan være så polariseret, at forskningsresultater hurtigt reduceres til endnu et synspunkt i en politisk konflikt.

Men er det ikke lidt en falliterklæring at sige, at det kan være nødvendigt at sidde på hænderne i stedet for at insistere på forskningsfriheden?

»Jo, men det kan man ikke sige generelt. Det er en forpligtelse, som påhviler universitetet, at vi skal forske, uddanne og drive innovation, og så skal vi vidensdele. Men det betyder jo ikke, at alle forskere hele tiden skal formidle offentligt lige meget,« siger Kirsten Busch Nielsen.

En del af strategien

På Københavns Universitet blev akademisk frihed i 2023 gjort til en af de strategiske forudsætninger i universitetets strategi.

Ifølge Kirsten Busch Nielsen er det ikke et udtryk for, at akademisk frihed først nu er blevet vigtig.

»Det har det været hele tiden. Nu er det bare eksplicit,« siger hun.

Pointen er ifølge dekanen, at universitetet ikke kan indfri sine øvrige strategiske ambitioner uden at have klarhed over de værdimæssige forudsætninger.

Topmødet bekræftede hende i, at KU er på rette vej i arbejdet med at sikre den akademiske frihed.

»Vi har fået sat foden godt ned med vores eget arbejde. Man kan på sin vis aldrig være godt nok med, når det er et værdispørgsmål. Men det, at vi også nu har skrevet akademisk frihed tydeligt ind i vores strategi som en af dens forudsætninger, viser, hvor vigtigt emnet er,« siger Kirsten Busch Nielsen.

For at omsætte ambitionerne til praksis har KU nedsat tre arbejdsgrupper, der skal arbejde med forskningsfriheden i henholdsvis forskning og innovation, yngre forskere samt undervisning og læring.

Grupperne består af forskere, studerende og ledere og begyndte på arbejdet kort før jul.

Formålet er både at formulere principper for akademisk frihed og udvikle konkrete værktøjer til at håndtere dilemmaer i praksis.

Midlertidige ansættelser er et centralt spørgsmål

Et af de områder, som arbejdsgrupperne skal se nærmere på, er forholdene for yngre forskere.

Her har debatten blandt andet handlet om, hvorvidt midlertidige ansættelser og afhængighed af eksterne bevillinger kan påvirke forskeres mulighed for at udøve akademisk frihed.

»Vi ved jo, at yngre forskere kan opleve det som et pres på deres forskningsudvikling, at de skal sørge for at komme hen i nærheden af seniorforskere, der kan sikre finansiering til deres forskning. Og jeg forstår godt den oplevelse,« siger Kirsten Busch Nielsen.

LÆS OGSÅ: 130 vidnesbyrd fra forskere afslører udbredt frygt og repressalier på landets universiteter

Hvordan strukturerne for yngre forskere fremover skal se ud på KU, vil hun dog ikke kommentere, før arbejdsgruppen har arbejdet videre med emnet.

Dekan: KU har ikke et generelt problem

De mange nye tiltag viser, at den akademiske frihed er kommet højere på dagsordenen blandt både politikere og universitetsledelse.

Men i diverse debatindlæg kritiseres det igen og igen, at det ofte bliver ved skåltalerne og de gode intentioner, og at der sjældent kommer konkrete resultater ud af arbejdet.

Det er en opfattelse Kirsten Busch Nielsen godt kan følge, men samtidig mener hun, at den beror på en vildfarelse.

»Jeg kan godt forstå kritikken. Men der ligger også en misforståelse i det, som om der er nogen, der ejer forskningsfriheden og skal dele den ud til nogle andre. Jo, den akademiske frihed er betroet universiteterne fra lovgiverside, og forskningsfriheden fremhæves i universitetsloven. Og jo, der kan være strukturelle ting, som vi burde kigge på. Men derudover vil jeg se akademisk frihed som et fælles ansvar, som bæres af ledere, medarbejdere og studerende, selvfølgelig på forskellige måder. Derfor synes jeg, at vi nu skal lade vores arbejdsgrupper arbejde. Jeg tvivler på, at de skriver skåltaler. De arbejder helt tæt med stoffet, problemer og dilemmaer. Og finder de grupper ting, hvor vi skal have tydeligere retningslinjer, så må vi jo finde ud af, om og hvordan det kan gribes an,« siger dekanen og fortsætter:

»Ved siden af forudsætningen om et fælles ansvar er også det, at universitetet skal være et sted, hvor meninger brydes, og hvor vi kan finde ud af at være uenige.«

Kirsten Busch Nielsen afviser, at KU skulle have et generelt problem med akademisk frihed.

»Det synes jeg ikke. Men vi vil få et problem, hvis vi ikke tør tage fat på de vidnesbyrd og eksempler på pres, som vi ved er der,« siger hun.