Tillykke med etårsdagen, dejlige Campus-administration Søndre

Velkommen til Søndre Campus, og velkommen til Amager. Til bydelen, som er grundlagt på et fundament af lossepladsmateriale og husholdningsaffald fra den rigtige side af Langebro, fra ØK’s sojakagefabrik og fra de skidenbrune baggårdstoiletter uden træk og slip fra Broerne i den fattige del af det gamle København.

Staten burde overveje at sætte en CO₂‑afgift på metanudslip fra studerende og ansatte på Søndre Campus

På dette eksistentielle grundlag er vi alle samlet. På denne mødding af håb og nye administrative rammer løber vi nu rundt mellem bygning 6A, 8B, 4A, 7C, 4B, 9A, 12, 11C, 16, bygning 21, 22, 27, 25 og DR Byen (hvis du er nået dertil, er du løbet for langt!), mens visse af os fortvivlet forsøger at finde en simpel kødret i campuskantinerne. Men det er umuligt, for kantinerne har valgt at følge trenden og sætte fokus på bæredygtighed, mindre madspild og indkøb af så store mængder bønner, at staten burde overveje at sætte en CO₂‑afgift på metanudslip fra studerende og ansatte på Søndre Campus.

Metroiansk forårsglæde

Men heldigvis fungerer transporten til og fra vores nye arbejdsplads upåklageligt. For Metroen er klar og rede til at modtage endnu flere kollegaer og mange nye studerende. Det er som en fredfyldt gåtur på en sommereng at vente på Metroen på Nørreport Station og i ro og mag stige ombord klokken 8.26 og mærke den plads og rummelighed, som toget mod Vestamager tilbyder os, der desværre ikke har mulighed for at cykle eller køre i bil på arbejde. Det er en fryd at skubbe sig gennem mængden af morgenfriske og glade mennesker i togets yderste afkroge, når man — i noget, som minder om de indledende kampscener i Saving Private Ryan — forsøger at stå af på Islands Brygge Station og kun med nød og næppe slipper ud af denne metroianske forårsglæde.

Vi har forsøgt at navigere igennem det første år af den administrative reform som jagthunde, der undervejs måske i en periode lidt mistede høre- og lugtesansen

Det er ikke nemt. Det har ikke været nemt. For imellem psykisk fyldte flyttekasser og nye fysiske kontorlandskaber har vi alle forsøgt at navigere igennem det første år af den administrative reform som jagthunde, der undervejs måske i en periode lidt mistede høre- og lugtesansen. For nogle har det været en befriende og spændende ny proces, og for andre har det ikke. Vi har måttet sige farvel til gode kollegaer, der har valgt nye græsgange — enten uden for eller internt på KU. Det er trist.

Øen er kunstig, menneskene er ægte

Men den største glæde for mig er, når jeg desperat forsøger at opsnuse kød i min frokostpause og som regel finder lykken i Guds hus, bygning 7C, møder kendte ansigter på gangene på min vej. Gamle og nye kollegaer. Folk, der stopper op for at høre, hvordan det står til i den nye sektion og med de nye arbejdsopgaver, og som jeg giver et flygtigt kram og spørger, om de ikke kan indkalde til en kaffeaftale, mens jeg haster videre for at sikre mig dagens kødret i TEO’s kantine.

Nok er Søndre Campus bygget på affald fra indre København. Men det fundament afspejler på ingen måde de mennesker, der hver dag har deres gang på denne del af Københavns Universitet. En så sammensat flok af kærlige og nærværende mennesker skal man lede længe efter. Men det behøver jeg ikke — jeg møder dem, hver gang jeg sætter mine ben på denne kunstigt fremstillede ø.