Jeg prøvede at rejse klimabevidst, men ti timer i bus tog modet fra mig

Klokken er 23:50, da jeg bliver budt velkommen til min ydmyge bolig for en nat. Chaufføren tager imod min kuffert, og jeg dukker hovedet, da jeg stiger ombord på bussen.

Indenfor ser jeg de andre passagerer, som iført afslappet joggingtøj og spændt attitude allerede har fundet sig til rette.

Min ryg og baller rammer sædets kunstlæder. Udsigten til en uges uspoleret ferie får mine skuldre til at sænke sig. Min mentale tjekliste er endelig tom og tilbage står kun flueben.

Nu skal jeg bare slappe af, indtil fjeldene og den blege nordlige solopgang markerer ankomsten til Norge.

Klokken 23:55 vibrerer en svag brummen op igennem bussens skrog, og jeg tager afsked med de vante rammer.

En spirende klimabevidsthed

Ti timer tidligere afleverede jeg min skriftlige eksamen, kulminationen på en uges hektisk forberedelse, som jeg tilbragte så begravet i studiebøgerne, at jeg frygtede ‘diagnosen’ kronisk duknakket. Der var ikke meget saft tilbage i citronen, så hvorfor i alverden begive sig ud på noget så strabadserende som 10 timer i bus?

Det skyldes to ting: Økonomi og en voksende klimabevidsthed. I min korte tid som ung voksen har en spire af klimabevidsthed slået rod i mit sind. Men den spire er i hård konkurrence med sindets skvalderkål, lysten til komfort.

Denne spire kalder på konkret handling. Langdistancetransport er oplagt. Det er konkret, simpelt og kræver kun et klik, så har du fastlagt den klimavenlige vej. Ikke ligesom turen i Rema, hvor man med rå viljestyrke må modstå bøffer fra Argentina og appelsiner fra Spanien, indkøbstur efter indkøbstur.

LÆS OGSÅ: Ungdomsoprør? Vi har for travlt med at opdatere LinkedIn

Inden jeg bookede busbilletterne, tjekkede jeg også prisen for at flyve til Oslo. Det kostede nogle hundreder mere hver vej, men tog kun en syvendedel af tiden!

I min kamp mod global opvarmning er jeg selv blevet offer for en ekstremt lokal menneskeskabt hedebølge

Av, av, så var det pludselig ikke så nemt holde fast i klimabevidstheden. Jeg bed tænderne sammen og trykkede køb.

Jeg vidste, at det næppe blev nogen luksuriøs oplevelse, men grundet egen stædighed og idealisme var jeg fast besluttet på ikke at tilslutte mig de klimasyndiges rækker. Da billetterne var købt, følte jeg en vis stolthed ved mit valg.

Hedebølge og vodkadunst

I bussen oplyser et blåt lys mit domæne bestående af et klapbord, en netlomme, en stikkontakt og et sæde, hvis suverænitet bliver krænket af sidemanden.

Sveden hagler af mig. Omkring mig skræller mine medpassagerer lag af tøj af, efterhånden som bussens temperatur stiger. I min kamp mod global opvarmning er jeg selv blevet offer for en ekstremt lokal menneskeskabt hedebølge.

Jeg begiver mig ned mod førerkabinen og forsøger at forhandle. Det lykkes naturligvis ikke. På trods af gentagende forsøg med stigende desperation, forbliver temperaturen uændret og spolerer enhver mulighed for søvn indtil langt ude på natten.

Nattens prøvelser er endnu ikke ovre, for ind vælter fire spritstive svenske gutter. En sammenkrøllet kugle af McDonalds emballage flyver hen over mit hoved, imens en dunst af vodka overvælder mit sanseapparat. De har tydeligvis haft en god aften.

Jeg drømmer mig op mellem skyerne. Hvilken fryd det må være at svæve gennem de højere luftlag, deroppe hvor airconditioningen altid er tændt, vodkaeksponering er frivillig, og hvor man blot skal lukke øjnene et øjeblik, så er man fremme.

Klimaidealistens kamp

Den metalliske skurren af buschaufførens mikrofon vækker mig og bringer mig brat tilbage til virkeligheden. Det er morgen, og vi holder ind til siden.

Jeg drømmer mig op mellem skyerne

Sneen blænder mig, og den kolde luft river i mine næsebor, da jeg træder ud. Her holder vi i tre timer grundet et mekanisk problem. Resten af turen forløber uden nævneværdige oplevelser.

Ferien var fantastisk, selvom der var heftig modvind på første etape. For en kort stund blev studiebøgerne i både bogstavelig og overført betydning lagt på hylden.

Forelæsningssale og øvelsestimer udskiftet med dramatisk skiløb og afterski. Efter blot en uge var det mentale depot fyldt op og niveauet af stresshormoner i bund.

Men spiren af klimabevidsthed i mit sind er ikke kommet sig endnu. Jeg tog af sted med et håb om at blive bekræftet i, at klimavenlig transport er det eneste rigtige valg. Her på bagkant må jeg erkende, at mit valg kom med en høj pris.

Hvad gør jeg næste gang, jeg skal til Norge? Kommer jeg til at se solopgangen fra ruden i turbussen eller som en fri fugl højt over skyerne?

Min oplevelse er næppe enestående. Selv uden uforudsete problemer på turen, har jeg svært ved at se, hvordan klimavenlige transportmuligheder som langtursbusser, skal kunne erstatte kommerciel flyvning uden et væsentligt større økonomisk incitament eller en seriøst forbedret komfortoplevelse.

Hvor stort et kompromis man er villig til at indgå for at rejse klimavenligt, er en individuel sag. For mig har denne oplevelse tydeliggjort og intensiveret det dilemma, som jeg tror, mange oplever.

Klimaidealistens kamp mod komfortdyret. Hvem kommer ud som sejrherre i denne kamp? Komfort er nemt, idealisme slider.