Til KU’s valgdebat blev der både diskuteret stillerum, SU og boliger

Klokken 15 en solbeskinnet onsdag summer Frue Plads med en form for liv, den ellers sjældent ser, efter man rykkede undervisningen væk fra Indre By – studerende flokkes til pladsen for at overvære den traditionsrige valgdebat i Festsalen.

Salen er proppet, og luften er tynd allerede inden arrangementet går i gang. De fleste tilskuere er studerende, men også ansatte har valgt at sætte deres eftermiddag af til at høre politikerne debattere.

LÆS OGSÅ: Udvidet værnepligt fylder i valgkampen – men hvad siger forskningen?

Prorektor for uddannelse, Kristian Lauta, fører slagets gang. Han har i dagens anledning medbragt en klokke, som han truer med at benytte, hvis politikerne snakker for meget.

Panelet består af ni politikere, herunder Ole Birk Olesen, Mikkel Bjørn, Pelle Dragsted, som man kan antage er lidt af en fanfavorit hos de ræverøde studerende, Peter Hummelgaard, Martin Lidegaard, Lisbeth Bech-Nielsen som erstatning for Pia Olsen-Dyhr og Jakob Engel-Schmidt.

Denne reporter bemærker, at det halter lidt med kønsnormeringen i panelet.

For at fornemme stemningen i publikum beder Kristian Lauta alle dem, som ved, hvem de skal stemme på, om at rejse sig op.  Over halvdelen rejser sig. Der er altså stadig stemmer at rykke på til debatten.

Indledningsvist får politikerne hver 30 sekunder til at sælge sig selv til publikum. Hvis de snakker over tid, sætter lydmanden KU’s universitetshymne Hellige Flamme på, som i al sin højtidelighed viser sig som et effektivt afskrækningsmiddel fra at gå over tid. De første par politikere har desværre ikke den bedste tidsfornemmelse, og de nærmest springer op, når skønsangen bruser ud af højtalerne og overdøver talestrømmen.

Skal havnearbejderen betale din SU?

Første emne på dagsordenen er boligpolitikken. Alle fra højre til venstre er enige om, at noget skal gøres, men hvad, er så spørgsmålet. Jakob Engel-Schmidt proklamerer, at han tjener flere penge på at ligge og sove i sin ejerlejlighed på Sluseholmen end at gå på arbejde som minister og advokerer derefter for en beskatning af boligsalg.

Pelle Dragsted tordner mod kapitalfondene i København og snakker om flere billige, almene lejeboliger.

Jeg er enig med dig i, at vi ikke har knækket koden til social mobilitet endnu.

Lisbeth Bech-Nielsen, SF

Ole Birk Olesen anklager herefter Enhedslisten og rød blok for dobbeltmoral, når de siger, de gerne vil have billigere boliger, men altid stemmer imod nye byggeplaner. Den liberale politiker vil derfor gerne have en samtale om, hvem der skal have lov til at eje de boliger, vi har. Den samtale når vi ikke, for vi skal videre i programmet.

Nu får Niels Pilemand fra Konservative Studerende lov til at stille et spørgsmål.

Han indleder med at udlægge, hvordan alle studerende, der tager en kandidat, ender på samfundets top.

LÆS OGSÅ: Tjek op på, hvad partierne mener, inden du stemmer til Folketingsvalget 

»SU gør ikke noget for at mindske uligheden, for det er i høj grad de riges børn, der tager en lang uddannelse. Hvordan kan I forsvare, at en eller anden ufaglært havnearbejder skal betale sin skat for, at vi, de riges børn, får en masse penge og en god uddannelse og bagefter kommer til at tjene kassen?«

Martin Lidegaard får ordet først, hvor han indledningsvist erklærer spørgsmålet som »fair.« Men den unge mand fra Konservative Studerende må forstå, at han har fået kausaliteten galt i halsen. Martin Lidegaard opererer med en form for trickle down-økonomi, hvor havnearbejderen – og ja, faktisk hele samfundet – får stor glæde af, at de riges børn fortsat kan være rige:

”Den havnearbejder, som betaler din uddannelse, får en masse tilbage, fordi du bliver dygtigere og tjener flere penge og betaler en høj skat resten af dit liv. Det er ikke kun for din skyld alene, men især for samfundets skyld, og derfor hænger det sammen.”

Han runder af med at slå et slag for, at alle selvfølgelig ikke skal på universitetet, og det derfor også er vigtigt, at tømrer- og håndværkeruddannelserne er i topklasse.

Lisbeth Bech-Nielsen får herefter ordet:

»Jeg er enig med dig i, at vi ikke har knækket koden til social mobilitet endnu,« siger hun.

Som selverklæret barn af arbejderklassen og dermed mønsterbryder ved hun, hvad hun snakker om. Hun runder af med at sige, at vi får et langt større problem med social mobilitet, hvis SU på kandidaten bliver omlagt til et lån. Ifølge hende, afskrækker det folk fra fattigere kår fra at tage en kandidat, hvis de har udsigt til at starte deres voksenliv med en kæmpe gæld.

Den sekulære videnskatedral

Ali Reza fra listen Frie Stillerum, som fik anden flest stemmer ved Univalget i november, har nu fået mikrofonen. Han vil gerne snakke om stillerummene:

»Hvordan sikrer vi et mangfoldigt og frit universitet, når vi oplever en konstant, negativ og stigmatiserende retorik over for muslimske studerende og personale?«

Før spørgsmålet er færdigt, er både Ole Birk Olesens og Mikkel Bjørns hænder skudt i vejret.

Jeg synes ikke, bederum hører hjemme på danske universiteter.

Mikkel Bjørn, DF

Pelle Dragsted får ordet. Han slår fast, at Enhedslisten har tillid til, at universiteterne selv kan tage stilling til og træffe den slags beslutninger internt. Derfor vil han ikke tage stilling til stillerummene.

»Helt grundlæggende skal vi huske at stå sammen – det er sådan, vi har bygget vores land. Vi skal ikke efterlade nogen som jagtbytte i konkurrencen om, hvem der kan snakke grimmest om muslimer,« siger Pelle Dragsted, mens salen bryder ud i klapsalver og hujen. På sidelinjen står Mikkel Bjørn og forsøger at tilkæmpe sig ordet.

DF’eren slår fast, at der altså er tale om bederum – ikke stillerum. Han kæmper også for de muslimske studerendes rettigheder, forstået på den måde at de ikke bliver underlagt social kontrol; det gøres, ifølge ham, bedst ved at lukke stillerummene.

»Jeg synes ikke, bederum hører hjemme på danske universiteter. De skal være sekulære videnskatedraler – ikke platforme for religionsudøvelse,« siger Mikkel Bjørn.

LÆS OGSÅ: Voxpop om valget: »Vi har snakket alt for lidt om klima«

Ole Birk Olesen får lov til at afslutte den ellers nu ophedede debat om stillerummene. Som den selverklærede liberal, han er, lægger han ud med at slå fast, at han ikke tror på, at institutionerne selv kan magte opgaven, når islam kommer og truer de frie institutioner. Det må derfor være statens ansvar at agere værn mod islam.

»Institutionerne er nogle gange for svage og for meget i ledtog med deres klienter. De har brug for hjælp fra Folketinget til at sætte nogle regler for, hvad der må finde sted i statslige institutioner,« runder Ole Birk Olesen af.

Ironien i, at venstrefløjen taler for at fritstille universiteterne, mens højrefløjen går ind for mere statslig indgriben, går ikke tabt hos denne reporter.

Uniavisens udsendte kan kun antage, at Mikkel Bjørn er enig i udsagnet. Tidligere i debatten påpegede han, at Studerende Mod Besættelsen burde hedde Tidligere Studerende Mod Besættelsen.

Med alle kommentarerne om, hvad KU’s ledelse burde gøre anderledes, er debatten nu ved at udvikle sig i retning af en passiv-aggressiv MUS-samtale mellem politikerne og en prorektor i midten, som kæmper for at lukke debatten ned for at give plads til næste emne.

Har I givet op?

Dagens sidste tema er klima. Det har fyldt for lidt i valgkampen, må man forstå, så derfor skal der være plads til det her. KU har ikke glemt klimaet.

Emil Nielsen fra Studenterrådet er den næste til at udfritte politikerne. Han opremser alt, han mener, der er galt med verden i dag: at politikerne næsten alle sammen har stemt for at sende våben til Israel, at der endnu ikke er indført en tilstrækkelig god klimapolitik, og at den internationale verdensorden er ved at bryde sammen.

»Jeg kan ikke lade være med at tænke, at når de samme partier så fjerner vores sjette SU-år og gang på gang beskærer og forringer vores uddannelser, er det så fordi I ligesom jeg har mistet troen på, at der egentlig er en fremtid at investere i?«

Publikum er helt med Emil Nielsen og bryder ud i latter. Han afrunder:

»Er det fordi, I godt ved, at klimaet og den retsorden, som min fremtid afhænger af, allerede er dødsdømt af jeres egen politik?«

Ole Birk Olesen er ivrig efter at tage ordet. Han har løsningen på Emil Nielsen og alle andre håbløse unges spørgsmål.

»Jeg forstår ikke, hvorfor du vil vedligeholde den pessimisme om din egen fremtid. Alle de ting, du opremser, vil ikke ødelægge dine muligheder for at få en god fremtid. Verden har til alle tider været farlig. Det var den for 50 år siden, og det var den for 100 år siden. Alligevel sidder vi her i dag som et produkt af vores forfædre, der tænkte: vi kan godt få et liv ud af det her. Og jeg synes, du skal holde op med at tro, du ikke kan få et liv ud af det, bare fordi verden stadig har sine trusler i sig, for det passer ikke.«

Lige nu må det give os håb og fortrøstning, at vi har været så gode til at rykke sammen i Europa.

Peter Hummelgaard, Socialdemokratiet

Således opløftet får Lisbeth Bech-Nielsen også lov til at give Emil Nielsen et par ord med på vejen. Hun kan godt se, hvorfor man kan miste modet, men hun synes, det er vigtigt, at vi ikke giver op. Der er stadig håb og handlemuligheder derude:

»I sidder her, fordi I er interesserede i at diskutere politik eller stille kritiske spørgsmål, så I har jo ikke givet op. Det er der ingen af os, der skal. Det skylder vi hinanden og vores børn.«

Mens Lisbeth Bech-Nielsen finder håb i stadig at kæmpe for hinanden og ikke mindst børnene, finder Peter Hummelgaard sin opmuntring i Europa:

»Lige nu må det give os håb og fortrøstning, at vi har været så gode til at rykke sammen i Europa.«

Hvad det så har at gøre med, om politikerne fører en fremtidssikrende politik, kan man selv få lov til at fundere over.

LÆS OGSÅ: Pesticider i drikkevandet fylder i valgkampen – men hvad siger forskningen?

Kristian Lauta beder dem, der efter endt debat er blevet afklaret med, hvem de vil stemme på, om at rejse sig. Alle sidder limet fast til deres stole. For at lette stemningen hopper han hurtigt videre i programmet.

Valgdebatten bliver afsluttet på festlig maner, da Kristian Lauta giver et signal, som får et væld af balloner til at drysse ned fra balkonen. De skal minde os om, at selvom man kan blive mismodig over verdens tilstand, så er folketingsvalg demokratiets festdag. Og derfor skal det fejres.