Årsfesten, hvor de kæmpede om Nielsines eftermæle

Lige siden sin grundlæggelse i 1479 har universitetet fejret sig selv ved en fest den anden fredag i november. Årsfesten følger et fast format: 6-700 indbudte gæster sidder klar i den fine festsal. Alle rejser sig, når Kongehuset og universitetets kappeklædte ledelse gør indmarch til tonerne af en blæserfanfare. Det blinker fra rektorkæden og fra smykker, der dingler fra ører.

Årsfesten er i nedskæringstider blevet kritiseret for at være tonedøv: Er det okay at universitetstoppen sipper bobler og gumler gourmetsliders med eksterne stakeholders med magt og kapital, hvis der er nedskæringer på campus? Og hvorfor er det en lukket fest for særligt indbudte?

LÆS OGSÅ: Tillidsrepræsentanter: Boykot årsfesten

Både tillidsvalgte og studerende har tidligere benyttet årsfesten som mål for forskellige protester. I 2019 var det de humaniorastuderende, der lagde sig i formation i ligklæder med teaterblod på Frue Plads, så gæsterne måtte zigzagge forbi med høje knæløft.

De studerende symboliserede de små lukningstruede humaniorafag, og Dronning Margrethe kommenterede happeningen over for daværende rektor Henrik C. Wegener med den kvikke bemærkning, Jeg ser, at De har liggende gæster.

LÆS OGSÅ: Rektors årsfesttale 2024: Studenteraktivisme bør følge ‘strømpefods-princippet’

Protesten fortsatte indenfor, hvor humaniorastuderende Harald Toksværd (ja, dén Harald Toksværd) kuppede talerstolen og holdt en brandtale mod universitetsledelsen.

Tre år senere, i 2022, var det studerende fra samfundsvidenskab, der havde taget opstilling med deres bannere. De krævede deres dekan, Mikkel Vedby Rasmussen, fyret for udemokratiske ledelsesmetoder og magtarrogance.

Nul protestråb, nul kongelige

I 2025 ånder alt dog fred på Frue Plads.

Inde i den fine sal spottes en stille protest fra et par studerende, der stikker ud fra mængden af mørke habitjakker og silkeskjorter med deres rød-hvide Keffiyeh-tørklæder. De studerendes mundering er en kommentar til en stående konflikt mellem pro-palæstinensiske studerende, der vil have lov at lave aktioner på deres universitet, men som er blevet fjernet af politiet flere gange, siden krigen i Gaza brød ud.

LÆS OGSÅ: Ledelsens tålmodighed er brugt op: Nogle studerende må demonstrere, andre må ikke

Også den store presse er udeblevet i år. Årsfesten plejer at tiltrække repræsentanter fra Kongehuset, som plejer at tiltrække ugebladsreportere, men i år glimrer den royale familie ved sit fravær. Dronning Mary er til COP30-topmøde i Belém i Brasilien, og selvom invitationen gjaldt alle Kongehusets kvinder, har ingen bidt på, siger en eventplanlægger til Uniavisen.

At invitationen i år var målrettet kvinderne, skyldes Nielsine Nielsen, KU’s første kvindelige studerende, der kæmpede sig vej til auditorierne for 150 år siden. Hun er poster girl for årets fejring. Det er hende, alle bejler til i deres taler – både bestyrelsesformanden, rektor, historikeren og forpersonen for Studenterrådet.

LÆS OGSÅ: Da kvinderne kom – og forandrede universitetet for altid

En varm tak til Egelund

Spørgsmålet er, hvad de forskellige talere bruger Nielsine Nielsen til?

Bestyrelsesformand Merete Eldrup åbner ballet. Hun sender skud ud til en lang række kvindelige akademikere, navngivne og unavngivne, som hun selv står på skuldrene af.

Personligt har hun aldrig oplevet sit køn som en ulempe, siger hun, men tilføjer alligevel, at hun i visse tilfælde har skullet kæmpe ekstra meget for at sætte sig igennem, fordi hun er kvinde.

Hun fortæller, at hun blev optaget på økonomistudiet i 1982, hvor overvægten af mænd var så massiv, at hvert andet hold udelukkende bestod af mandlige studerende. »Vi kaldte dem munkehold«, siger hun og høster latter fra salen.

At man i dag med nogen ret ville kunne kalde professorgangen på hendes gamle institut for en munkeorden, eftersom 19 af de 22 professorer i 2025 er mænd, er et korrektiv, vi åbenbart må reservere til en anden lejlighed.

På andre områder er der mere skub i ligestillingen, for eksempel når det gælder forskningen i kvinders sundhed, der alt for længe har været skammeligt underbelyst. Regeringen har netop bevilget 160 millioner kroner til et nationalt forskningscenter for kvinders sundhed, der skal rette op på det.

»Det var lige hvad vi havde brug for. Mange tak for det,« siger bestyrelsesformanden i sin tale med en direkte gestus til uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M), der sidder på første række.

Tonen mellem universitetsfolk og politikere har ændret sig, når man erindrer talerne fra de seneste år. I en årrække har både rektor og bestyrelsesformand bedt om fred fra den politiske reformiver, men i 2025 er der varmere vibrationer, og Merete Eldrup kvitterer for den arbejdsro, der kommer med de seneste politiske aftaler, som indeholder »langsigtede og strategiske investeringer i forskning og innovation«.

LÆS OGSÅ: Budskab fra årsfesten: Hold snitterne fra universitetet!

Fra den nationale politik glider Eldrup over i den svære værdipolitik, som KU atter i år har været hvepserede eller arnested for alt efter temperament. Eldrup nævner debatterne om stillerum og chikanen af borgerlige studerende. Man kunne tilføje sammenstød mellem studerende og ledelse, når det gælder universitetets samarbejde med Israel.

»Værdipolitik er så uendelig komplekst et område – særligt for et universitet, der nærmest er skabt til at belyse problemstillinger fra alle kanter og vinkler,« lyder det fra Merete Eldrup, der understreger, at hun bakker op om KU’s linje om ikke at have et ståsted i værdipolitikken, for:

»Universitetet har ikke et politisk ståsted. Det har et videnskabeligt ståsted.«

Rektor: We Are the World

Rektor starter dystert i sin State of the University-tale.

Han tager afsæt i den liberale verdensorden, der gjorde det muligt for Nielsine Nielsen at tilkæmpe sig en plads på lægestudiet efter i 1870’erne at have læst i avisen, at kvinder kunne blive læger i Amerika.

Han betoner Nielsine Nielsens »udve« og det ukuelige videbegær, der gjorde hende til pioner.

Klip til i dag, hvor Draghirapporten har stillet en uhyre kritisk diagnose for EU’s konkurrenceevne og kaldt på politisk handling, reformer og massive investeringer, hvis Europa skal vende udviklingen og genvinde fodfæste i den nye verdensorden, hvor krige og teknokratier udfordrer de liberale demokratier.

David Dreyer Lassen melder det universitet, han står i spidsen får, ind i kampen på demokratiets og innovationens side, for kun ved at satse på de europæiske forskningsmiljøer, kan vi »forvandle Europa til mere end bare et gammelt museum med god mad«, som han siger.

LÆS OGSÅ: David Dreyer Lassens årsfesttale i sin fulde ordlyd

Også han har rosende ord til ministerens forvaltning af forskningsreserven, men han minder alligevel om, at vejen fra forskning til faktura ofte er bumlet:

»Politikerne skal acceptere at både grundforskning og innovation er en krøllet proces med mange blindgyder på vejen mod de store pletskud.«

Og så foreslår rektor, at vi tager Nielsine Nielsen-testen:

»Er vi åbne nok for nye ideer? Er vi hurtige nok? Er vores studerende og forskere parate til at løbe en risiko? Eller er der for mange benspænd?«

David Dreyer Lassens eget bud på et testresultat involverer en længere kulørt anekdote. Han har set en dokumentar, The Greatest Night in Pop, på Netflix om tilblivelsen af monsterhittet We Are the World i 1985.

»Den dokumentar er en masterclass i handlekraft,« siger rektor.

Referencen handler om, at det var sværere end svært at tøjle tidens geniale kunstnere og forene deres divaagtige adfærd i en fælles bestræbelse. Produceren, Quincy Jones, endte med at tape et stort papskilt fast ved døren til studiet på optagedagen med budskabet: Check your ego at door.

»Selv den største forsker og det mest selvbevidste universitet, selv de velhavende fonde og mest toneangivende politikere må ikke være for store til at overveje filosofien bag Quincy Jones’ papskilt […] Vi skal forsøge at skabe en We Are the World-stemning – og det er en hastesag.«

Studerende: KU svigter sine Nielsiner

Spørger man Studenterrådet, dumper KU Nielsine Nielsen-testen med et brag.

Ifølge forperson Anton Stubbe Teglbjærg fejrer universitetet den historiske Nielsine med den ene hånd, mens det svigter sine nulevende Nielsiner med den anden:

»Kære KU, jeg spørger dig kun ud af kærlighed. Hvad er der blevet af dit mod,« indleder studenterforpersonen, der gør Nielsine Nielsen til modets bannerfører i sin tale:

»Hun trodsede en kultur, der mente, at viden havde køn. Og hun gjorde det ikke blot for at få sin egen plads, men for at åbne en dør, som tusinder siden er gået igennem.«

Men hvad ville Nielsine sige, hvis hun så, hvor KU står i dag, spørger Teglbjærg og skitserer et leddeløst universitet, der lader sig presse fra alle retninger: af kapitalen, politikerne og medierne.

De studerende er uenige med bestyrelsesformanden, der jo mener, at KU har ramt plet i den værdipolitiske balance. Universitetet lefler for de magtfulde eksterne interessenter og svigter sine kritisk tænkende studerende og forskere, siger Teglbjærg, og frygten for at havne i værdipolitiske shitstorme trumfer KU’s egne principper.

»Den akademiske frihed måles ikke i, hvor mange seminarer vi holder om den, men i hvordan vi reagerer, når den bliver brugt,« siger Teglbjærg og tilføjer, at universitetet svigter sine egne værdier, når det møder pro-palæstinensiske studerende med disciplinære sanktioner og bøjer sig for det politiske pres mod stillerum på campus.

Studenterrådets forperson slutter talen der, hvor den begyndte:

»Kære KU, hvornår bliver du dine strømpefodsaktivister, dine blokader og dine forskeropråb værdig? Kære KU hvornår bliver du dine Nielsiner værdig?«

LÆS OGSÅ: Studenterrådets tale i sin fulde ordlyd.