Anja C. Andersen: Jeg vil stalke de nye bestyrelsesmedlemmer, så de ved, at de skal arbejde for mere inddragelse

Det kan måske være svært at se lighedspunkterne mellem bestyrelsesarbejde og rumforskning, men Anja C. Andersen laver begge dele til daglig, og for hende er der klare forbindelser.

Når hun sidder i European Space Agency og planlægger rummissioner, der først begynder i 2030 eller måske ’50, så har hun svært ved at styre sin begejstring. Indtil tanken rammer hende: »På det tidspunkt er jeg måske 70«.

Så når først raketterne forlader vores planet, vil professoren nok ikke have alverden at gøre med dem længere.

Det er lidt det samme med bestyrelsesarbejde, også selv om missionerne er knap så storladne i mødelokalet på Nørregade.

LÆS OGSÅ: Det skal du vide om universitetets bestyrelse

»Det er noget med at finde det lange lys frem,« siger Anja C. Andersen, der bærer titlen professor i offentlighedens forståelse af videnskab.

»Man sætter nogle ting i gang, men fordi der er tale om langsigtet strategi, så er man lidt skovrideragtig. Man planter nogle frø, og så er der nogle andre, der fælder træerne. Man kan bare håbe på, at ens forgængere har plantet nogle træer, der giver æbler, og det hele ikke er visnet, fordi de har glemt at vande det.«

Jeg vil have ført til referat, at de nye bestyrelsesmedlemmer skal sørge for at arbejde med medarbejder-inddragelse.

Anja C. Andersen

Spørgsmålet er, om den nu afgående bestyrelse mest har gjort det første eller sidste?

Anja C. Andersen kan ikke genopstille til bestyrelsen, fordi hun har siddet i den i to perioder. I første omgang i to år som afløser for økonom Niels Kærgård og derefter i de seneste fire år, hvor hun beholdt den ene forskerstol, mens dna-forskeren Eske Willerslev overtog den anden.

Derfor kan hun nu kigge tilbage på en tid i bestyrelsen, der ikke kun har været præget af nedskæringer og byggerod, men også flere sager, hvor medarbejdere har hævdet, at universitetsloven ikke er blevet overholdt.

Hun nævner selv den afblæste fusion af Biologisk Institut og Statens Naturhistoriske Museum, den ligeledes mislykkede sammenlægning af Datalogi og Matematik foruden de sager på Det Humanistiske Fakultet, der nu er kulmineret med, at studerende har blokeret ledelsesgangen i en måned.

Sammen har sagerne vist, at medarbejderinddragelsen halter på Københavns Universitet, siger Anja C. Andersen, og hun er ikke sen til at erkende, hvor aben ligger: I bestyrelseslokalet. Det er bestyrelsen, der skal sikre, at de ansatte bliver hørt, inden væsentlige beslutninger bliver taget, og det er de ifølge Andersen ikke altid blevet i de seneste år.

Derfor siger hun, at det er en central opgave for de bestyrelsesmedlemmer, der nu forlader deres stole, at fortælle de nye medlemmer, at de skal fortsætte, hvor forgængerne slap.

»Jeg har sagt til de sidste tre bestyrelsesmøder – og jeg kommer også til at sige det til det sidste – at jeg vil have ført til referat, at de nye bestyrelsesmedlemmer skal sørge for at arbejde med medarbejderinddragelse. Og jeg kommer også til at stalke de nye medlemmer for at sige det. Så kan de bare tage handsken på fra dag 1 på januarmødet og få det løst. For ellers bliver vi sure i skyttegravene,« siger Anja C. Andersen.

Dekanerne trækker maven ind

Ifølge astrofysikeren nåede den afgående bestyrelse at sætte en række initiativer i gang, der skal løse problemet. Ikke mindst lykkedes det, efter en vedholdende indsats af specialkonsulent Signe Møller Johansen, at få en sætning ind i den officielle strategi, der pålægger universitetet at »videreudvikle samarbejdsformer, der understøtter studerendes og medarbejderes medinddragelse og medbestemmelse«.

LÆS OGSÅ: Signe Møller Johansen var klar til at poppe champagnen, da hun fik en sætning med i strategien

Dertil kommer, at Anja C. Andersen har foreslået, at dekanerne bliver bedt om at nedskrive, hvordan de arbejder med at inddrage ansatte og studerende på deres fakultet. Hun har også foreslået, at de bliver bedt om at redegøre for det samme på bestyrelsens årlige seminar i marts.

»Det er den slags snubletråde, man kan arbejde med, for at få noget i spil. For det er tydeligt, at når vi en gang imellem inviterer en dekan til at deltage i et møde, så tager de det alvorligt. De tager deres pæne tøj på og trækker maven ind og giver et glansbillede af deres fakultet,« siger Anja C. Andersen og smiler.

Ideen ved at tage fat i dem hver især er, at den samme struktur ikke nødvendigvis fungerer lige godt på alle fakulteter. Universitetet er ikke en pølsefabrik, siger Anja C. Andersen, og selv om nogle undervisningsformer fungerer, når hun lærer sine studerende om rummet, for eksempel ved hjælp af computersimulationer, så er det ikke sikkert, at de er lige så velvalgte på Jura.

Det samme gælder de organer, der skal sikre, at medarbejderne får indflydelse, siger hun.

»Hvis man tager medarbejderinddragelse alvorligt, skal man måske droppe tanken om one size fits all og lave noget, der passer til de forskellige kulturer.«

Inddragelse tager syv måneder

Det vigtigste er strukturerne, siger hun. Det er et ord, hun bruger ofte, og nogle gange undskylder hun næsten, fordi det lyder »kedeligt«.

Men det er dem, strukturerne, der mangler lige nu, hvis man spørger astrofysikeren. Hun ser det for eksempel, når nye dekaner overtager ledelsen af et fakultet og kaster sig ud i store omvæltninger, kun for at blive mødt med protester.

»Der er ikke en klar køreplan, som de kan se på, en dosmerseddel over, hvad de skal gøre, for at komme igennem med de her ting. Det skal være tydeligt for dem, at de ikke kan gøre det, før de har snakket med de studerende her, har haft møder der, talt med samarbejdsudvalget osv.«

Bestyrelsen har ikke meget albuerum til at blande sig i enkeltsager, medmindre den ønsker at fyre rektor, og det er trods alt sjældent. Men ifølge Anja C. Andersen kan bestyrelsen netop sikre, at en ny dekan eller en ny rektor ved præcis, hvordan opgaver løses på universitetet, også før de skal løses.

De må også indstille sig på, at det tager lang tid at ændre noget, når medarbejderne skal inddrages. 7 måneder anslår Anja C. Andersen faktisk. Det er godt nok frustrerende for bestyrelsen, for rektor, for dekanerne, endda for medarbejderne, men det er sådan, det bliver nødt til at være, siger hun.

»De fleste på universitetet har begået den fejl, at man har været stolt over at sætte noget hurtigt i gang, hvorefter man løber derudad, indtil man opdager, at man løber helt alene.«

Den største bombe under økonomien

Der har også været andre frustrationer i bestyrelsen for Anja C. Andersen, og hvis man spørger hende, hvad den største har været, tøver hun ikke et sekund med at give svaret: bygningerne.

Hun var med til at køre det, hun selv kalder en aggressiv kampagne mod politikerne i starten af sin tid i bestyrelsen, og hun var med til at se den give bagslag. Staten sendte en ekstraregning og holdt fast i den huslejeordning, der hiver penge ud af universitetet, mere eller mindre i det skjulte.

Flere politikere har kritiseret ordningen, men Anja C. Andersen siger, at der er en tendens til, at de holder op med at gøre det, når de kommer i regering.

Mekanismen gør nemlig, at politikerne kan få universitetet til at betale husleje til statskassen af det beløb, de har modtaget, uden at det viser sig som et hul i de offentlige investeringer i forskning.

LÆS OGSÅ: Mads Krogsgaard Thomsen: Vi hader, når politikerne går ind og micromanager på universitetet.

»Det er helt horribelt,« siger Anja C. Andersen.

Hun afslører, at bestyrelsen ikke er holdt op med at »drømme« om selveje, selv om det er længe siden, at det har været et tema i den offentlige debat. Nu foregår arbejdet bare mere i det stille, siger hun.

»Det er stadig noget, man bruger meget tid på i bestyrelsen. Der har været rigtig mange møder mellem rektor og bestyrelsesformanden, for huslejen er en potentiel bombe under universitetets økonomi,« siger hun.

»Hvis nu universitetsverdenen kunne blive enige om at tale med én mund i den her sag, kunne der måske ske noget, men de andre universiteter har ikke helt de samme interesser som Københavns Universitet, fordi deres husleje er mindre. Det er ligesom i matador, det er ikke gratis at ligge her i centrum af København.«

Afværg revolutionen

Anja C. Andersen siger dog, at bestyrelsen også har været med til at skabe positiv forandring i den seneste periode.

Fra noget så simpelt til at få flere studiepladser – og stikkontakter – på Københavns Universitet, så studerende får lyst til at være på campus og indgå i sociale fællesskaber, til den nu vedtagne målsætning om at få mere forskningsbaseret undervisning.

De fleste på universitetet har begået den fejl, at man har været stolt over at sætte noget hurtigt i gang, hvorefter man løber derudad, indtil man opdager, at man løber helt alene.

Anja C. Andersen

»Jeg vil godt være så uforskammet at sige, at den forskningsbaserede undervisning, og den proces, vi indledte med at finde ud af, hvordan vi får mere af den, på en måde så de studerende synes, det er interessant … det var en dosmerseddel, som Eske Willerslev og jeg fik hængt op i bestyrelseslokalet,« siger Anja C. Andersen.

Hun fremhæver den forskningsbaserede undervisning, blandt andet fordi hun mener, at det er vigtigt, at de studerende kommer i kontakt med de førende forskere på deres institutter og får indsigt i deres arbejde.

Men hun siger også, at bestyrelsens diskussioner om emnet viser, hvor let det kan være at sidde i bestyrelsen sammenlignet med at være rektor eller dekan.

»Eske (Willerslev, red.) og jeg sidder meget højtråbende og siger, hvor fantastisk det er med forskningsbaseret undervisning, og de andre bestyrelsesmedlemmer er enige, og så kigger vi hen på rektor og prorektor og siger, den fikser I. Så sidder de der og skal finde ud af, hvad forskningsbaseret undervisning overhovedet betyder.«

»De kan jo ikke bare råbe ’forskningsbaseret undervisning’ ud i en megafon, og så gælder det fra første januar.«

LÆS OGSÅ: Åbent brev til Bestyrelsen for Københavns Universitet fra 193 ansatte ved Biologisk Institut

Det er også endnu et eksempel på, hvordan bestyrelsesarbejde minder om rumforskning.

De studerende, der sad i bestyrelsen, da man vedtog målet om at få mere forskningsbaseret undervisning, fik aldrig selv gavn af det. De har bare plantet et frø, som forhåbentligt kommer deres efterfølgere til gode.

Det samme var tilfældet, da bestyrelsen erkendte, at den skulle have været bedre til at sikre inddragelsen af medarbejdere, siger Anja C. Andersen. Den erkendelse er også et frø, der er blevet plantet.

»Hvis der ikke sker noget, så risikerer man i værste fald, at revolutionen venter lige rundt om hjørnet. Fordi man er kommet ned ad et skidt spor. Derfor er det et afgørende signal, vi har sendt, og derfor er det afgørende, at den nye bestyrelse samler det op.«