Caroline Reuter er med i Extinction Rebellion: »Jeg føler, at civil ulydighed er vores sidste mulighed«

Caroline Reuter var med til at hænge et 25 meter langt banner op på Christiansborg, da Folketinget åbnede. Hun er 23, læser psykologi på 3. semester på Københavns Universitet, og så er hun aktivist i bevægelsen Extinction Rebellion. Her fortæller hun om sin klimakamp.

Det tog mig lang tid at blive først vegetar og så veganer. Men jeg synes faktisk ikke, at ansvaret ligger hos individet, det ligger hos politikerne. De skal gå forrest.

For halvandet år siden, lige inden jeg begyndte på universitetet, gik det op for mig, at vi står i en kæmpe krise, og at nogen var nødt til at gøre noget. Jeg stolede ikke længere på, at politikerne ville tage ansvaret og gøre det, der er nødvendigt.

Jeg blev en del af SIMA, den grønne studenterforening på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, hvor jeg lærte mere om klima- og bæredygtighedskrisen og fik erfaring med aktivisme. Jeg var med til at arrangere nogle af klimastrejkerne, blandt andet den 15. marts, hvor vi var 500-600 der deltog i strejken på Center for Sundhed og Samfund. Det var mega fedt.

SIMAs arbejde er sindssygt vigtigt, men det er meget fokuseret på studiet. De vil have klima på pensum – og det er jo også helt vildt, at det nærmest ikke er på pensum på de samfundsvidenskabelige uddannelser – men jeg havde brug for at nå bredere ud. Katastrofen er så stor nu, at vi er nødt til at samle meget større dele af befolkningen og ikke kun fokusere på universitetet, så i maj gik jeg ind i Den Grønne Studenterbevægelse og var med til at arrangere nogle demonstrationer i forbindelse med klimalovsforhandlingerne.

LÆS OGSÅ: Og de troede ikke, de studerende kunne gøre oprør

Den Grønne Studenterforening er fantastisk, og de har fået klima på dagsordenen. Det er også fedt at se, hvor mange der møder op til Folkets Klimamarch. Det har bare ikke haft nogen konsekvenser endnu, politikerne har ikke handlet. Vi har kendt til de her problemer i årtier, og bevægelser har kæmpet for at råbe politikerne op på samme måde, som Den Grønne Studenterbevægelse gør, og der er bare ikke sket nok.

Jeg føler, vi er nødt til at tage nogle andre værktøjer i brug.

Jeg tog til et intromøde i Extinction Rebellion, og efter det deltog jeg i noget, der hedder NVDA-træning. Det er en non-violent direct action-træning, som Extinction Rebellion opfordrer til, at man tager, hvis man vil være med til aktioner.

Det var en otte timer lang dag. Vi lavede simuleringsøvelser, hvor vi øvede at være til blokade. Hvis man er i en blokade, og politiet siger, at man skal flytte sig, så må man gerne flytte sig, hvis man ikke har lyst til at blive anholdt, eller hvis man ikke føler sig tryg i situationen. Så flytter man sig bare.

Hvis man er okay med at risikere at få en bøde eller blive anholdt, så er der nogle forskellige måder, man kan agere på. Man kan sætte sig på en bestemt måde med benene oppe og hænderne nedenunder, eller man kan lægge sig ned. Man skal ikke sætte sig fast arm i arm, for det kan opfattes som om, man modsætter sig anholdelse. Men man må gerne bare gøre sig slap og være sådan: jeg har ikke tænkt mig af flytte mig, men du kan godt bære mig væk.

Så vi øvede det. Det var hårdt, og det var sindssygt fedt.

Forskning viser, at hvis man vil skabe drastiske forandringer i et samfund, så er civil ulydighed den mest effektive og succesfulde metode at gøre det på.

Jeg føler, at civil ulydighed er vores sidste mulighed. Da Folketinget åbnede i oktober, var vi 20 kvinder fra Extinction Rebellion, der hængte et 25 meter langt og 10 meter bredt banner ud fra tårnet på Christiansborg. Der stod: »Lyt til forskerne, beskyt livet«. Det var en stor aktion, og det var teknisk ret svært.

Nogle gik op i tårnet, og så var vi nogle nede på jorden. Vi stod med banneret på jorden, og så kastede dem i tårnet et reb ned, som vi bandt fast på banneret, som de så hejste op. Vi var spændt fast til banneret med klatreseler, men det var alligevel virkelig hårdt at holde det, da vinden tog fat. Vi var tre spændt fast i hvert hjørne nede på jorden.

LÆS OGSÅ: Sarah Hellebæk var med til at starte Den Grønne Studenterbevægelse: »Min indignation er så dybfølt«

Vi havde ikke kunnet øve det, så vi havde aldrig haft banneret foldet helt ud. Der var flere ting, der kunne gå galt. Der er nogle balkoner, der stikker ud, og rebet kunne være landet der, og så havde det ligesom ikke virket, så vi var så glade, da det kom op.

Det hang i cirka 40 minutter, inden politiet truede med at skære det ned. Det ville være usikkert for mennesker nede på jorden, så vi valgte at hejse det ned selv. De tog vores navne og CPR-numre, men vi har ikke hørt noget fra dem.

Jeg bliver ked af det, og jeg bliver frustreret, og det er min motivation. Jeg har brug for håb, og jeg har brug for ikke at føle mig magtesløs hele tiden. Det hjælper at være en del af et fællesskab, hvor andre også er bange og også frygter for fremtiden, og hvor så mange inspirerende og seje mennesker tager kampen op.

Vi er så privilegerede, at vi bor i et land, hvor klimakatastrofen ikke har haft store konsekvenser endnu, og rigtig mange af os har resurserne til at gøre noget, så jeg føler også, at vi har et ansvar for at gøre det. Jeg føler et ansvar over for de mennesker i det globale syd, som allerede lider på grund af klimakatastrofen, og over for kommende generationer.

Jeg synes, det er fedt, hvis man har overskuddet til at skrue ned for sit kødforbrug og tænke over, hvordan man transporterer sig, men jeg synes ikke, det er individets ansvar. Den måde, ansvaret er blevet lagt over på individet, er ikke i orden. Det er ikke i orden, at politikerne siger: fedt, at de unge kæmper. Det nytter jo ikke noget, at det kun er de unge, der kæmper, og vi kæmper jo, fordi politikerne ikke gør.

Hvis man føler, at man har et overskud til at engagere sig, så er det bedre givet ud, at man går ind og råber nogle politikere op og bliver en del af en klimabevægelse, end at man lægger sin livsstil om.

Der er også folk med i Extinction Rebellion, som spiser kød.

LÆS OGSÅ: Kristiana Nikolova tog kampen op mod plastikkrusene i medicinernes kaffebar