Kristiana Nikolova tog kampen op mod plastikkrusene i medicinernes kaffebar

Kristiana Nikolova er 30 år og læser medicin på Københavns Universitet, og så var hun med til at starte den grønne studenterforening IMCC Earth. Her fortæller hun om sin klimakamp.

Jeg fik en følelse af, at jeg burde gøre noget.

Jeg havde været inde og se Leonardo DiCaprio-filmen Before the Flood sammen med en veninde. Efter filmen var jeg chokeret. Det var egentlig ikke, fordi noget af det var helt nyt for mig, men der var opstået den her følelse. Jeg blev bange.

Problemet er, at den følelse ofte efterfølges af en følelse af men-hvad-ved-jeg? Jeg er jo bare en lille borger i et lille samfund. Men denne gang følte jeg, at det siger vi jo alle sammen, og det kan vi ikke blive ved med at sige, noget må ændre sig, og for at det kan det, så skal vi få politikerne til at ændre sig. Det er tre år siden nu.

I filmen refererer de til, at Barack Obama sagde, at han var imod homoseksuelle ægteskaber, da han ville vælges som præsident i sin tid, fordi hans rådgivere sagde, han burde gøre det. Senere, i 2012, fandt han ud af, at der nu var opbakning til homoseksuelle ægteskaber blandt hans vælgere, og så skiftede han standpunkt.

Det er jo præcis det, politikere gør.

Jeg snakkede nonstop om den film, og da jeg kom hjem til mit kollektiv, var jeg oprigtig bange. Jeg havde det, som om jeg havde eksamensangst, hjertebanken, jeg kunne nærmest ikke sove eller spise. Jeg læste til eksamen på det tidspunkt, og dagen efter på læsesalen kunne jeg slet ikke koncentrere mig, så jeg begyndte at google, hvad jeg kunne gøre.

LÆS OGSÅ: Og de troede ikke, de studerende kunne gøre oprør

Jeg måtte starte med mig selv, tænkte jeg, spise mindre kød, jeg googlede alle mulige bæredygtige julegaver, for julen var lige om hjørnet. Jeg har altid mobbet min mor med, at hun samlede og gemte indpakningspapiret juleaften, jeg syntes, det var så pinligt. Nu er jeg den.

Så tænkte jeg: hvor befinder jeg mig mest i hverdagen? På Panum.

På Panum har vi Klubben, hvor man kan få gratis kaffe og vand, og så er det der, vi holder fester. Jeg tænkte, at der godt nok blev brugt mange plastikkrus. Hver gang man får en kop kaffe, får man et plastikkrus, og det gør man måske tre gange om dagen. Det ville jeg gerne gøre noget ved, så jeg satte et møde op med Klubben.

Jeg fandt ud af, at der bliver brugt cirka 350 plastikkrus om dagen.

Jeg talte med nogle veninder på studiet om min nye følelse af frygt, og en af dem undrede sig over, at vi ikke talte mere om klima på Medicin. På det tidspunkt var der ikke den samme opmærksomhed på det. Den Grønne Studenterbevægelse fandtes ikke, der var slet ikke nogen af de tiltag vi ser i dag. Det endte med, at vi besluttede os for at starte en basisgruppe. Vi har så mange basisgrupper på Medicin om alt muligt, men der fandtes ikke en om klima.

Jeg kontaktede organisationen IMCC, International Medical Cooperation Committee, og bad om råd. De skrev tilbage og var glade for min henvendelse, for de ville meget gerne have sådan en basisgruppe. Det var et krav, at den skulle handle om klima OG sundhed for at være en del af IMCC, og det vidste min veninde og jeg ikke så meget om, men de sendte en masse artikler, som vi læste.

Det var igen en åbenbaring: Klimaforandringerne hænger også sammen med sundhed. Det handler ikke kun om køer, der sviner, eller isbjørne, der mangler is. Det handler også om os og vores helbred. Og det kan vi jo alle sammen relatere til. Sådan blev IMCC Earth til.

Vi holder cirka to begivenheder hvert semester. Sidste semester holdt vi en tøjbyttedag, hvor der også kom en og solgte notesbøger lavet af bøger, der var blevet smidt ud. Bagefter viste vi en film om tøjindustrien og dens påvirkning af klima og sundhed.

Vi overtog også kaffetjansen nede i Klubben en dag og solgte genanvendelige kopper, der er nemme at have med i tasken eller lommen på en kittel. Vi viste nogle film om plastik i havene, og hvordan plastik påvirker sundheden, og samtidig samlede vi underskrifter ind for at se, hvor mange andre der også syntes, det var en dårlig idé at bruge 350 kopper om dagen.

LÆS OGSÅ: Caroline Reuter er med i Extinction Rebellion: »Jeg føler, at civil ulydighed er vores sidste mulighed«

Til december har vi arrangeret et stort foredragsarrangement, hvor en klimaekspert skal fortælle om klimaforandringer i Danmark, en infektionsmedicinsk ekspert skal tale om, at sygdomme som malaria vil komme til Danmark, og så kommer der en fra Læger Uden Grænser og fortæller, hvad der sker, når klimakatastrofen rammer.

Jeg håber virkelig, at mange medicinstuderende og læger vil møde op. Læger har en stemme ude i befolkningen, både direkte med patienter og i medierne. Vi skal udnytte, at vi har den platform og status i samfundet. Vi kan sige til befolkningen: hey, som læger bekymrer vi os også om klimaforandringer.

I begyndelsen havde jeg det sådan, at man skulle starte med sig selv. Hvis vi var nok, der ændrede adfærd, kunne vi påvirke nogle ting. Det er jeg gået lidt væk fra. Jeg kan godt mærke, at selv om jeg tror på, at man kan rykke noget alene, så skal ændringerne ske oppefra. Det er nemmere at lade være med at bruge plastikkrus, hvis de ikke er der.

Vi skal ikke gå og pege på hinanden og sige, at de og de gør det hele forkert og kalde folk miljøsvin. Vi skal hellere vise, at vi godt kan gøre de her ting og stadig have det nemt i vores liv. Jeg kan stadig gå i pænt tøj, selv om jeg køber genbrug, en weekendtur behøver ikke være til Paris, den kan også være til Malmø. Det gjorde jeg for nylig med en ven, og vi havde en fed weekend.

Det tog tre år, men siden den 1. november har der ikke været plastikkrus til kaffen i Klubben.

LÆS OGSÅ: Sarah Hellebæk var med til at starte Den Grønne Studenterbevægelse: »Min indignation er så dybfølt«