Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Sarah Hellebæk var med til at starte Den Grønne Studenterbevægelse: »Min indignation er så dybfølt«

Oprør — »At være aktivist og kæmpe for en mere retfærdig verden er et vilkår i min tilværelse. Det stopper først, når jeg ikke er her længere. Det er en del af min eksistens. Sådan betragter jeg det.«

Sarah Hellebek var med til at starte Den Grønne Studenterbevægelse og Folkets Klimamarch. Hun er 24, læser jordbrugsøkonomi på Københavns Universitet, og så underviser hun i to fag på Krogerup Højskole (det ene hedder ’Verden brænder’, det andet ’Jorden kalder’). Her fortæller hun om sin klimakamp.

Jeg føler ikke, jeg kæmper mod klimaforandringer, jeg synes, jeg kæmper for retfærdighed.

Det handler jo ikke bare om drivhusgasudledninger, det handler også om, hvordan man skaber et godt liv. Hvordan kan jeg leve mit gode liv med den frihed, der er forbundet til det, uden at kompromittere andres liv? Det er en kæmpestor udfordring.

Derfor kan jeg heller ikke løse den selv.

Jeg kan ikke noget alene. Det er på en måde en temmelig hård indsigt, at jeg ikke er særlig meget værd alene. Jeg forsøger at lade være med at blive efterladt med apati, og så opsøger jeg de fællesskaber, som jeg synes, det er mest meningsfuldt at handle i.

Da jeg begyndte på Københavns Universitet, blev jeg en del af Studenterrådet og fulgte med i de uddannelsespolitiske kampe. Jeg har altid syntes, det er vildt vigtigt at tage del i de kampe, der er på de institutioner, man er en del af. Det går helt tilbage til folkeskolen, hvor jeg sad i elevrådet.

Jeg har arbejdet som studentermedhjælper på Københavns Universitets Sustainability Science Center og assisteret Katherine Richardson i hendes forskning. Hun har lige været med til at udgive en stor FN-rapport, og den fik vi studentermedhjælpere lov til at lave noget til. Det var sindssygt spændende, og det var her, jeg fandt ud af, at min uddannelse skulle være hundrede procent fokuseret på klimaforandringer, derfor vil jeg også gerne læse kandidaten i klimaforandringer.

I foråret 2018 kom jeg i kontakt med Jens Friis Lund, der er professor ved Sektion for Global Udvikling, fordi jeg gerne ville have ham som vejleder på et praktikforløb. Efter vi havde holdt nogle møder, inviterede han mig med til et møde, hvor vi samledes en masse unge i hans lejlighed, fordi der på forskellige fakulteter og universiteter var opstået grønne grupper, hvor Jens var blevet bedt om at komme ud og tale. Han havde pludselig kontakt med en gruppe studerende, som ikke kendte hinanden, men som alle sammen ville det samme.

Ud af det voksede Folkets Klimamarch og Den Grønne Studenterbevægelse.

LÆS OGSÅ: Og de troede ikke, de studerende kunne gøre oprør

I maj begyndte vi at holde mandagsworkshops i Studenterhuset, og når der kom nye folk til møderne, og de spurgte, hvad Den Grønne Studenterbevægelse var, vidste vi ikke, hvad vi skulle svare. Vi sagde: lad os skabe den sammen.

Efteråret 2018 gik i store træk med at skrive et politisk program og få vedtaget, hvad vi ville med bevægelsen. Vi prøvede at skabe en struktur, for ellers blev det bare en masse messenger-tråde. Når man starter sådan noget, er alt til forhandling, så det handlede om at få skabt gennemsigtighed. Det har været vildt afgørende, fordi det er en bevægelse, ikke en organisation. Der er ikke et formandskab, men en flad struktur, og at skabe det i praksis er en udfordring.

Det er, som om vi står foran en kæmpestor mur, og hvis jeg kigger på hele muren, bliver jeg ramt af apati. Jeg bryder mig ikke om at sige det højt, for jeg synes ikke, det gør noget godt at dvæle for meget ved apatien. I stedet for at stå med korslagte arme og ikke tro på, at jeg kan vælte den mur, står jeg og skraber i cementen omkring murstenene ét sted, og jeg får motivation af at vide, at der står folk, jeg ikke kender, og skraber i cementen andre steder. Pludselig falder der en mursten ud. Det gjorde der, da vi startede Den Grønne Studenterbevægelse.

Vi er nødt til at fejre det, når murstene falder ud, de små sejre, for ellers bliver det for tungt at være i. Jeg har ikke noget valg. Jeg må gøre noget. Min indignation er så dybfølt. Det er et mål i sig selv at gøre noget, for så kan jeg sige: jeg prøvede, jeg var der, og jeg kæmpede. At være aktivist og kæmpe for en mere retfærdig verden er et vilkår i min tilværelse. Det stopper først, når jeg ikke er her længere. Det er en del af min eksistens. Sådan betragter jeg det.

Når ældre mennesker roser mit engagement, bliver jeg fucking provokeret.
*

I et interview i Zetland sagde jeg, at jeg er i tvivl, om jeg vil have børn på grund af klimakrisen. Der kom nogle virkelig stærke reaktioner efter det interview, folk blev kede af at høre det, men det var vigtigt for mig at sige højt, at jeg har gjort mig de tanker. Jeg bliver nødt til at stille spørgsmål til, hvorfor jeg overhovedet kan gøre mig de tanker. Hvad er det, der er galt i den verden, vi lever i, når jeg kan tvivle på, om jeg vil have børn?

Jeg er dybt bekymret for, hvordan folk har det på jorden om hundrede år. Hvor meget krig er her? Hvor usikkert er her? At tænke på livsvilkår kan måske være mere håndgribeligt for folk end en graf over temperaturstigninger.

Det gør en forskel, det vi gør. Det er i de her fællesskaber, hvor jeg kan se, at vi rykker noget, at jeg oplever allermest håb og glæde i min tilværelse. Jeg er ikke i tvivl om, at det ændrede valgkampen, at vi lavede den klimamarch. At vi fik 40.000 mennesker på gaden på tværs af Danmark. Det ændrede den valgkamp.

Når ældre mennesker roser mit engagement, bliver jeg fucking provokeret. Lad være med at sidde og sige til mig, at det er flot, det jeg laver. Kom selv i gang. I har også et ansvar i jeres generation.

Hvis folk på min egen alder ikke vil indse, at de er nødt til at gøre noget, hvis de lever i benægtelse, så bliver jeg frustreret. Hvorfor synes folk ikke, at der er noget galt, når der er noget galt? Men vi bliver nødt til at forstå, hvorfor de står udenfor. Hvordan giver vi dem oplevelsen af, at de kan og må gøre noget? Det er jo ikke alle, der skal arrangere klimamarch, men folk skal forstå, hvad de kan bidrage med. I deres hverv for eksempel, eller når vi har brug for, at folk møder op til demonstrationer eller stemmer for klimaet til et valg, univalget for eksempel.

LÆS OGSÅ: Caroline Reuter er med i Extinction Rebellion: »Jeg føler, at civil ulydighed er vores sidste mulighed«

Jeg ved ikke, hvordan man omstiller Danmark. Jeg har ikke alle svarene. Det er derfor, jeg går på universitetet, men jeg lærer jo kun en gren af det. Til gengæld sidder der mega kompetente forskere, som bliver ved med at råbe op, så lyt til dem! Gå ind og sig til politikerne: vi finder os ikke i den måde, I driver samfundet på. Vi har et globalt og historisk ansvar, også for det, vi har i vente.

Vi er nødt til at råbe ministeren op, han skal forstå, at hans ministerium er til for os. Når du kan blive ved med at snakke om udbud til mere olieudvinding fra Nordsøen, har du tydeligvis ikke fattet det. Så bliver det sådan helt Kirsten Birgit-agtigt: er det idioti, eller er det ondskab? Og der kommer indignationen, for det er fanme ikke okay.

Vi er nødt til at få endnu flere involveret, og vi er nødt til at være mere synlige i gaderne. Historisk, når sociale bevægelser virkelig har forandret noget, så har det været med rigtig mange mennesker i gaden. Vi må ikke lade politikerne tro, at vi har lænet os tilbage, fordi valget blev et klimavalg.

Folk skal holde op med at tro, at det ikke nytter noget, hvad de selv gør. Det er rigtig nok, at hvis man kigger på det store billede, så ændrer den ene flyvetur ikke noget i forhold til alle flyvninger. Men vi skal ud af det der regnestykke.

Folk skal forstå alle deres muligheder for at udøve deres demokratiske ret. De kan deltage i demonstrationer og borgermøder, skrive læsebreve, stemme på de politikere, der viser den mest ambitiøse grønne vej, og vise opbakning til de bevægelser, der kæmper dag og nat for klimaretfærdighed.

Det frustrerer mig, hvis folk tænker, at det er lige meget, om de kommer op til demonstrationer. Det er ikke ligegyldigt, om du møder op.

Det er kun i fællesskab, vi kan rykke noget.

LÆS OGSÅ: Kristiana Nikolova tog kampen op mod plastikkrusene i medicinernes kaffebar

# Skriv kommentar
Del

Deltag i debatten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Seneste